Så blev det for alvor efterår. Denne uge har været noget så grå og trist, og jeg kan ligefrem mærke, hvordan mit aktivitetsniveau da...

Denne kolde, mørke tid


Så blev det for alvor efterår.

Denne uge har været noget så grå og trist, og jeg kan ligefrem mærke, hvordan mit aktivitetsniveau daler for hver dag, der går. Det er som om, min krop føler, den skal gå i hi, så snart det bliver mørkt udenfor.

I modsætning til foråret og sommeren med den smukke natur, de lune sommeraftener og duften af is og solcreme er vinterhalvårets fordele noget sværere at få øje på.

På trods af det elsker jeg denne årstid.

Vi har december måned at se frem til. Jeg glæder mig til at pynte op til jul, spise ris al mande i overdrevne mængder og opleve nostalgien med Pyrus på TV2.  

I januar tager jeg et smut til alperne for at stå på ski i (forhåbentlig) en masse lækker puddersne sammen med min kæreste, min søster og hendes kæreste samt mine forældre. Det bliver vildt hyggeligt, og der skal drikkes weissbier og spises Milka-chokolade hele ugen.  

Men vigtigst af alt skal jeg læse en masse gode bøger uden at have dårlig samvittighed. Jeg elsker at befinde mig i naturen, og om foråret og om sommeren føler jeg altid en form for dårlig samvittighed, hvis jeg sidder indenfor og læser en bog. Det har jeg ikke problemer med på denne tid af året. For mig er det det største lyspunkt i vinterhalvåret!

Min weekend starter her sidst på eftermiddagen, og så vil jeg nyde denne skønne bog af Haruki Murakami. Resten af weekenden skal jeg ordne nogle praktiske ting, slappe af med ham den høje og læse for mig selv.

Jeg håber også, I går en rigtig god weekend i møde, og ser lyst på denne ellers mørke tid.

Elsker I også vinterhalvåret på trods af kulde og mørke? Er der andet, I elsker ved denne tid?  



4 kommentarer:

  1. Åh. Jeg hader november, men jeg elsker december. Jeg elsker julen, hyggen, stilheden og larmen. Jeg elsker at tænde stearinlys, drikke te og forsvinde i en bog. Eller se film med min kæreste, gå ture gennem byen, kigge på julelys og gemme mig i store striktrøjer. Det er så romantisk, hyggeligt og roligt.

    Og, åh. Sejt du læser Murakami! Lige netop Norwegian Wood har jeg længe overvejet at læse. Glæder mig til at høre, hvad du synes :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig i forhold til december måned. Der er så meget hygge, traditioner og god stemning! :-)

      Norwegian Wood er indtil videre rigtig god. Jeg har cirka læst 2/3 af bogen. Hvis resten af bogen er lige så god, kommer der med garanti en meget positiv anmeldelse af den her på bloggen :-)

      Slet
  2. Tiden går efterhånden så hurtigt, at jeg slet ikke kan nå at opfatte hvilken måned vi er i. Især december forsvinder i en juletåge af skole/børnehave klippe-klistredage og julearrangementer. Der imod er januar og februar måneder, hvor juleræset er over og der er stille på gården og familien kan hygge sammen i ro og mag.

    Jeg elsker Murakami og har læst flere af hans bøger. Han udfordrer fornuft og tager min hjerne på en spændende rutsjebanetur hver gang. Han historier er totalt uforudsigelige og det elsker jeg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er helt enig. December er ovre, før man får set sig om. Det er lidt en skam, for jeg elsker december måned :-)

      Det er mit første møde med Murakami, og indtil videre er jeg meget begejstret. Det er helt sikkert ikke det sidste, jeg læser af ham. Det lyder også til, at hans andre bøger er værd at give sig i kast med :-)

      Slet

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.