"Lolita" af Vladimir Nabokov 4/5 stjerner  Som ung mand forelsker Humbert Humbert sig i den jævnaldrende Annabel Leigh, som...

"Lolita" af Vladimir Nabokov 4/5 stjerner 

Som ung mand forelsker Humbert Humbert sig i den jævnaldrende Annabel Leigh, som lider en alt for tidlig død. Humbert Humbert oplever efterfølgende en passion for unge piger, og det truer med at ødelægge hans tilværelse. Det bliver for alvor faretruende, da han møder sin "Lolita". 

“Lolita, light of my life, fire of my loins. My sin, my soul. Lo-lee-ta: the tip of the tongue taking a trip of three steps down the palate to tap, at three, on the teeth. Lo. Lee. Ta. She was Lo, plain Lo, in the morning, standing four feet ten in one sock. She was Lola in slacks. She was Dolly at school. She was Dolores on the dotted line. But in my arms she was always Lolita.”  

Dolores (Lolita) er 12 år og datter af en enke, som Humbert Humbert lejer et værelse af. Ligheden mellem Dolores og Annabel er storslået, og Humbert Humbert er ved første øjekast besat af den unge "nymphet". Inden længe sætter Jagten på at eje hende ind.

Vladimir Nabokovs "Lolita" fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Fortælleren - Humbert Humbert - udviser en tydelig mani, som er pakket ind i de fineste sætninger. Til tider kunne han endda overbevise mig om, at det var ægte kærlighed. Det ene øjeblik følte jeg sympati for Humbert Humbert, og det næste øjeblik afskyede jeg ham. 

Jeg er vild med litteratur, der udfordrer tanken om "det gode" og "det onde", og det synes jeg, Vladimir Nabokov formår til perfektion. Selvom Humbert Humbert er sindsyg og til tider ondskabsfuld, har han også gode og kærlige sider.  

Det er en roman, jeg sjældent vil glemme, fordi den på den ene side er ganske modbydelig, og på den anden side er den skrevet så yndigt.   

I lørdags klokken 10.00 skød jeg mit første Read-a-Thon i gang. Jeg læste det meste af dagen, og jeg kom sågar også udenfor og nød det...



I lørdags klokken 10.00 skød jeg mit første Read-a-Thon i gang. Jeg læste det meste af dagen, og jeg kom sågar også udenfor og nød det gode vejr i nogle timer. 

Om aftenen og starten af natten læste jeg videre, indtil klokken halv tre, hvor jeg ikke kunne holde mig vågen længere. Jeg satte et væggeur til klokken halv otte. Det var virkelig hårdt at stå op, men jeg tog mig sammen og gik i gang med at læse de sidste timer af mit Read-a-Thon.

Sammenlagt nåede jeg at læse 904 sider, og det er jeg virkelig stolt af. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville læse så meget, når det nu var første gang, jeg skulle deltage. 

Jeg havde spekuleret meget på, om jeg ville få svært ved at komme i gang, og jeg frygtede, at jeg pludselig sad med en bog, der slet ikke fangede min interesse. Det havde jeg dog ikke behøvet at bekymre mig om, for det gik over al forventning, og det var først efter aftensmaden, jeg oplevede er lille motivationsbrist. 

Heldigvis krøb den gode stemning ind under huden på mig igen, efter jeg havde fulgt med alle de andre deltagere på sociale medier og på deres blogs. 

Fællesskabet på Twitter, Instagram og diverse blogs er virkelig hyggeligt, og det er en stor del af det at være med i et Read-a-Thon. Man kan følge med alle de andre, og man kan dele sine egne frustrationer og glæder (heldigvis oplevede jeg flest af de sidste). 

Det er bestemt ikke sidste gang, jeg er med i et Read-a-Thon, for det var virkelig en god oplevelse. Det er også helt dejligt, at man nu har en lille stak bøger foran sig, som man har fået læst. 

Hvordan var jeres Read-a-Thon? Skal I være med igen? Havde I også stor glæde af at følge med på de sociale medier? 






Klokken 9.55:  Jeg sidder klar i solen og den friske luft ved mit vindue med en kop kaffe i hånden og mine tre udvalgte bøger ved min side....

Klokken 9.55: 
Jeg sidder klar i solen og den friske luft ved mit vindue med en kop kaffe i hånden og mine tre udvalgte bøger ved min side. Klokken nærmer sig 10.00, hvor jeg sætter mit første Read-a-Thon i gang.  

Klokken 13.00:
Jeg lagde ud med Sara Stridsbegs "Drømmefakultetet" og har læst de første 150 sider. Det er en barsk roman, og jeg sidder til tider med en lille klump i halsen. Sara Stridsberg er kreativ og dygtig, så det er en fornøjelse af læse hendes roman. Solen har forladt min altan, så nu vil jeg tage mine bøger under armen og se om jeg kan finde en fin solplet udenfor.   

Klokken 16.00:
Jeg fandt en hyggelig bænk mellem træerne nede ved åen, som jeg satte mig på og læste "Drømmefakultetet" færdig. Det var dejligt at komme ud i det fri og nyde det gode vejr. Jeg havde dog en lille fight med et par edderkopper, som også gerne ville have en plads i solen på bænken. Til sidst måtte jeg overgive mig og tage tilbage til min lejlighed. Nu vil jeg tage et hurtigt bad og bagefter gå i gang med "Døden kører Audi". 

Klokken 20.00:
Den første haldel af Kristian Bang Foss' "Døden kører Audi" er læst, jeg har spist aftensmad. Jeg skulle have haft gæster her til aften, men det blev ikke til noget alligevel, så jeg har også hele aftenen til at læse. Lige nu er jeg dog inde i et hul, hvor det kniber med motivationen. Men mon ikke det kommer til mig, når jeg lige kommer ordentligt igang igen. 

Klokken 23.00:
Sidste side i "Døden kører Audi" er vendt, og jeg sidder tilbage med en følelse af vemodig. Det er på en gang en trist fortælling og en livsbekræftende og humoristisk historie. 

Jeg kan mærke, at trætheden er ved at melde sig, og det er de næste par timer, der blive svære at komme igennem. Dog har jeg fået motivationen tilbage og selve stemningen omkring Read-a-Thon har fanget mig igen. Så jeg er klar til at gå i gang med "Kvinden flytter ind" af Erlend Loe. 

Klokken 01.00:
En ret så dominerende kvinde flytter ind hos indbegrebet af en tøffelhelt i "Kvinden flytter ind". Der er som altid en fornøjelse at læse Erlend Loes humoristiske romaner. 

Jeg har læst alle de tre bøger, jeg havde valgt til dette Read-a-Thon, så jeg har været ved at lede efter en ny bog på min reol. Valget faldt på "Beautiful Creatures", så den vil jeg give mig i kast med.   

Klokken 07.30:
Jeg fortsatte til klokken 2.30 i går, men så måtte jeg også overgive mig til søvnen. Nu er jeg stået tidligt op for at genoptage løsningen af "Beautiful Creatures". 

Klokken 10.00:
Puha, så blev klokken 10.00, og det er 24 timer siden, jeg satte mit Read-a-Thon i gang. Jeg har kæmpet mig igennem 904 sider, sovet alt for lidt og snacket alt for meget. Nu vil jeg indhente lidt søvn, heppe på alle de andre Read-a-Thon-deltagere og hygge mig med gode film senere i dag.

Fortsat god læselyst.    

På lørdag er det første gang, jeg skal deltage i et Read-a-Thon (Dewey's Read-a-Thon) . Jeg glæder mig rigtig meget, for jeg tror de...


På lørdag er det første gang, jeg skal deltage i et Read-a-Thon (Dewey's Read-a-Thon). Jeg glæder mig rigtig meget, for jeg tror det bliver en speciel oplevelse. 

Det bliver dejligt at have 24 timer, som alene er dedikeret til at læse. Men jeg betragter det også som en udfordring, for alt andet lige, bliver det også "hårdt" at læse så længe. 

Jeg har besluttet mig for at forsøge at læse "Drømmefakultetet" af Sara Stridsberg, "Døden kører audi" af Kristian Bang Foss og "Kvinden flytter ind" af Erlend Loe. 

Det er helt bevidst, at jeg har valgt tre forholdsvis korte bøger. Jeg tænker, det kan være rart at opleve fornemmelsen af at blive færdig med en bog. Forhåbentlig giver det lidt positiv energi, hvis man er ved at køre sur i det. 

Jeg har også valgt, at det skal være danske bøger (eller oversat til dansk), fordi det simpelthen er nemmere for mig at slappe helt af, mens jeg læser. Det kræver ikke helt så meget koncentration, som det gør med de engelske bøger.

Hvis ikke de tre bøger er nok - hvilket jeg tror de er her første gang - så kan jeg jo altid vælge, lige hvad jeg har lyst til fra bogreolen. 

Officielt starter eventet klokken 14, men da jeg får gæster om aftenen, starter jeg allerede klokken 10. Jeg holder så pause om aftenen og går igang igen sent om aftenen og forsøger at læse, så længe jeg kan holde mig vågen. 

Jeg laver blogindlæg, som jeg opdaterer i løbet af eventet, så I kan følge med. I kan også kigge med på Instagram på louiserc eller på Twitter på @sssrytter    

Skal I også være med til at læse i 24 timer, og hvilke bøger skal I læse. Har I nogle gode fif til, hvordan man bedst muligt kommer igennem udfordringen? 


"The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship og Her Own Making" af Catherynne M. Valente 4/5 stjerner Da jeg tog dette...

"The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship og Her Own Making" af Catherynne M. Valente 4/5 stjerner

Da jeg tog dette smukke eventyr mellem hænderne og begyndte at vende siderne, mindede det mig først om "Peter Pan" og "Alice i Eventyrland" - og så alligevel slet ikke. For fortællingen er spækket med humor, og den har en vidunderlig fortællerstemme, som gør den helt unik.

Eventyret handler om den 12-årige pige September, som inviteres til Eventyrland af Green Wind. September er ikke længe om at takke ja til at tage af sted, for hun føler sig alene og efterladt, da hendes far er i draget i krig, og hendes mor konstant arbejder. 

Men den onde Marquess har taget magien fra Eventyrland, så det er et helt andet land  - end det fra eventyrbøgerne - September møder, da hun endelig kommer frem. Det bliver Septembers opgave at bringe orden i Eventyrland. 

På sin mision møder September dragen A-Through-L, hvis far er et bibliotek, og drengen Saturday, og sammen gennemgår de et væld af prøvelser for at genskabe det eventyrland, de engang kendte. 

"The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making" er en sjov og hyggelig fortælling, som er skrevet i et smukt sprog. Den indeholder små anekdoter og søde forklaringer, som jeg elsker.

"Stories have a way of changing faces. They are unruly things, undiciplined, given to deliquency and the throwing of erasers. This is why we must close them up into thick, solid books, so they cannot get out and cause trouble".  

Jeg greb mig selv i at sidde og smile for mig selv flere gange, mens jeg læste den, for den er simpelthen så yndig. Den får ikke alle fem stjerner, for nogle gange tabte jeg tråden i den til tider lidt skøre fortælling. Ikke desto mindre elskede jeg at læse den, og det smukke sprog tryllebandt mig alligevel det meste af tiden.    



Jeg har for nyligt købt "Lolita" af Vladimir Nabokov, "Love in the Time of Cholera" af Gabrielle García Márquez, &quo...


Jeg har for nyligt købt "Lolita" af Vladimir Nabokov, "Love in the Time of Cholera" af Gabrielle García Márquez, "North and South" af Elizabeth Gaskell og "Les Misérables" af Victor Hugo. De er simpelthen så smukke alle fire, og jeg kan slet ikke vente med at læse dem. 

Jeg kan dog ikke bestemme mig for, hvilken en jeg skal starte med. Har I et godt bud? 



Jeg køber forholdsvis mange bøger hver måned. Ikke fordi jeg mangler læsestof, men fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Der er så man...


Jeg køber forholdsvis mange bøger hver måned. Ikke fordi jeg mangler læsestof, men fordi jeg simpelthen ikke kan lade være. Der er så mange spændende og smukke bøger derude, og jeg vil gerne eje dem alle sammen.

Hvor jeg køber mine bøger afhænger af, hvor jeg kan få den udgave, jeg gerne vil have, og hvor jeg kan få den billigst. Oftest køber jeg bøger på Amazon, men de har i starten af marts ændret deres fragtmuligheder, sådan at man ikke længere kan få gratis levering til Danmark. Det var ellers en af grundene til, at jeg handlede hos dem. 

Er der en bog, jeg ikke kan finde på Amazon, kan jeg som regel finde den på The Book Depository. Her er der gratis fragt, men det tager noget længere tid at få leveret bøgerne, og de passer heller ikke alt for godt på dem. Derfor vil jeg helst have bøgerne leveret fra Amazon - så må jeg betale lidt ekstra for det.

Skal jeg have fat i en dansk bog, finder jeg den som regel på Saxo. Ellers kigger jeg også efter den i Bog & Idé eller hos andre bogforhandlere. Jeg kan godt lide bare at gå rundt og kigge i Bog & Idé og blive inspireret, og når der er udsalg, bliver jeg ofte revet med. Det er som regel også her, jeg køber bøger til andre, for så er det lidt nemmere at få dem byttet igen, hvis det viser sig at være et fejlkøb.

Til sidst kan jeg også rigtig godt lide at kigge efter bøger i genbrugsforretninger eller på loppemarkeder. Der gemmer sig som regel nogle rigtig fine skatte.  

Hvor køber I jeres bøger? Hvad er vigtigt for jer, når I køber bøger? Pris? Fragt? Hyggen? Eller noget helt fjerde?  



"The Golem and the Djinni" af Helene Wecker, 5/5 stjerner  Jeg har netop vendt de sidste sider af Helene Weckers debutroman &...

"The Golem and the Djinni" af Helene Wecker, 5/5 stjerner 

Jeg har netop vendt de sidste sider af Helene Weckers debutroman "The Golem and the Djinni", og jeg sidder allerede tilbage med en følelse af savn. Jeg er slet ikke klart til at slippe Chava (Golem) og Ahmad (Djinni).

Chava er en golem i kvindeskikkel. Et særligt væsen støbt af ler, som er sat i verden for at adlyde sin herre. Hun er fysisk stærk, underdanig og pligtopfyldende, men samtidig har hendes skaber gjort hende nysgerrig og intelligent. 

På deres rejse til New York dør Chavas herre, så Chava ankommer til en fremmed storby helt alene. Hun kan høre alle menneskers ønsker og drømme, og uden nogen herre kan hun ikke koncentrere tankerne til én person. Midt i fortvivlelse og frustration møder hun en gammel rabbi, som tager hende under hans vinger og lærer hende at begå sig i byen.

Et andet sted i New York modtager tinsmeden Arbeely en gammel flaske. I sit forsøg på at reparere den kommer en Djinni ud af flasken. Ahmad, som Arbeely navngiver ham, har været fanget i over tusind år, men han kan ikke selv huske, hvordan det er sket. Arbeerly lover at holde på hans hemmelighed og ansætter ham til at arbejde i smedjen. 

En dag støder de to væsner på hinanden, og det kommer til at forandre deres tilværelse, løsne op i skjule mysterier og sætte dem begge i fare.

"You are not human. You are made of earth". 
"And you are made of fire".

Helene Weckers roman er fyldt med magi og gamle mysterier, og så skildrer den jagten på drømmen i 1890'ernes New York. Spændingsniveauet er højt, men samtidig er der tid til at dvæle ved yndige detaljer og fine beskrivelser. 

"The Golem and the Djinni" er en smukt skrevet roman, som fortjener alle 5/5 stjerner. 



Barnedåb og familiehygge kommer til at præge min weekend. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan få læst lidt. Med mig i min taske har jeg n...

Barnedåb og familiehygge kommer til at præge min weekend. Men det betyder ikke, at jeg ikke kan få læst lidt. Med mig i min taske har jeg nemlig "The Girl Who Circumnavigated Fairyland in a Ship of Her Own Making", som jeg regner med, jeg skal læse lidt i på togturen. 

Hvad skal I lave i weekenden, og har I planer om at læse noget bestemt? 
  


Jeg læser rigtig mange bøger og artikler i hverdagen, men det er ikke alt, der er fiktion. På mit studie læser jeg en del videnskabelige ...


Jeg læser rigtig mange bøger og artikler i hverdagen, men det er ikke alt, der er fiktion. På mit studie læser jeg en del videnskabelige artikler, og da jeg havde undervisning (jeg skriver speciale nu), havde jeg som regel en eller flere "undervisningsbøger" tilknyttet hvert fag.

Men det er ikke kun på mit studie, jeg læser non-fiction. Jeg har altid været nysgerrig og interesseret i at lære nye ting eller blive klogere på et eller andet, så derfor læser jeg også om de ting, der fanger min interesse. 

Som eksempel er de tre bøger på billederne. Erving Goffman har jeg læst et par kapitler af i forbindelse med mit studie. Jeg fandt hans teori meget interessant, så jeg anskaffede mig efterfølgende hans bog. 

"Quiet" af Susan Cain har jeg ikke læst endnu, men den handler om det at være særligt sensitiv. Jeg har kun hørt godt om den, så jeg glæder mig virkelig til at få den læst. 

Den sidste bog handler om, hvordan sproget overordnet fungerer. Det har jeg læst en del om på min bachelor i lingvistik, men jeg nyder altid at læse nye bøger og teorier om emnet.    

Læse I også non-fiction?



Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.