Elizabeth Bennett og Mr. Darcy er mit yndlingspar. De er begge stolte og stædige, hvilket driver dem fra hinanden. Men samtidig er de ...


Elizabeth Bennett og Mr. Darcy er mit yndlingspar. De er begge stolte og stædige, hvilket driver dem fra hinanden. Men samtidig er de også godhjertede og omsorgsfulde. Da de begge lægger stoltheden til side, finder de endelig hinanden.  


Ron og Hermiones kærlighed har jeg fulgt siden jeg var barn, og de vil derfor altid have en speciel plads i mit hjerte. Deres kærlighed er langsom om at blomstre, men da de endelig accepterer den, er de to nære venner uadskillelige.  


Hazel og Augustus er et ungt par, som har taget de fleste læsere og seere med storm. De to oplever en stormende forelskelse midt i et kapløb med døden. De forstår hinanden på et højere plan og har en særlig kemi. Jeg holder meget af de to unge karakterer, og de fik med det samme en plads i mit hjerte. 

Hvilke fiktive par er jeres favoritter? 

"Sandheden om Harry Quebert-sagen" af Joël Dicker, 5/5 stjerner Anmeldereksempler af forlaget Rosinante For 33 år siden fo...

"Sandheden om Harry Quebert-sagen" af Joël Dicker, 5/5 stjerner
Anmeldereksempler af forlaget Rosinante

For 33 år siden forsvandt den 15-årige pige Nola Kellergan fra den lille amerikanske by Aurora. Hun havde dengang indledt et hemmeligt forhold til den noget ældre forfatter Harry Quebert.

- Marcus, ved du hvornår man virkelig forstår hvor højt man elsker nogen?
- Nej?
- Når man mister hende.

Under efterforskningen undgår Harry Quebert politiets søgelys, men da man 33 år senere finder liget af Nola i Harrys baghave, kastes der nyt lys over sagen.  


Marcus Goldman har udgivet sin første roman og har opnået stor succes. Han har underskrevet en kontrakt med et af New Yorks førende forlag og har forpligtiget sig til at skrive endnu fem romaner. Det viser sig dog at blive svært for den unge forfatter, eftersom han rammes af den frygtede forfattersyge - skriveblokade.

Goldman opsøger sin gamle ven og læremester Harry Quebert for at få vejledning og inspiration i hans idylliske hus ved kysten i Aurora.

Men inden længe dukker mystiske sager op til overfladen. Goldman befinder sig midt i en efterforskning, mens deadline for den næste roman kommer skræmmende tæt på.


"Sandheden om Harry Quebert-sagen" er en utrolig velskrevet roman, og Joël Dicker formår at skabe spænding, der strækker sig til allersidste side. Han præsenter et imponerende persongalleri med troværdige karakterer, som alle spiller en vigtig rolle i sagens forløb.

Joël Dicker leger med kapitelinddelingen og danner en kreativ opbygning - dog uden at miste den røde tråd. Enderne flettes sammen til sidst, og de gyldne råd fra Harry Quebert, som indleder hvert kapitel, giver mening og danner rammen om fortællingen.

- Harry, hvis kun én af dine læresætninger kunne blive stående, hvilken skulle det så være?
- Det må du svare på.
- Jeg ville vælge 'Vigtigheden af at kunne falde'.
- Jeg er helt enig. Livet er én lang nedtur, Marcus. Det vigtigste er at kunne falde.  


Jeg elskede at læse "Sandheden om Harry Quebert-sagen". Den var både spændende og kreativ, og jeg sad efterfølgende med en følelse af, at Joël Dicker havde rørt noget i mig. Det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg læser noget af den talentfulde debutforfatter.  

Selvom jeg i øjeblikket føler mig lidt som Etta Cameron, der smider om sig med 5-taller, så skal "Sandheden om Harry Quebert-sagen" ikke snydes for sit fuldt fortjente 5-tal. Det må ganske enkelt hænge sammen med, at jeg er rigtig god til at vælge nogle helt vidunderlige fortællinger. 

1. Barters Books i Alnwick, England 2. The Boekhandel Selexyz Dominicanen i Maastricht, Holland 3. Shakespeare and Company i...

1. Barters Books i Alnwick, England


2. The Boekhandel Selexyz Dominicanen i Maastricht, Holland


3. Shakespeare and Company i Paris, Frankring


4. Atlantis på Santorini, Grækenland


5. Dog Eared Books på The Mission District, San Francisco


Jeg har fundet fem spektakulære bogforretninger, som jeg gerne vil besøge på et eller andet tidspunkt i mit liv. Dog Eared Books kan jeg krydse af på listen til september, når jeg skal til San Francisco.

Kender I nogle smukke og anderledes bogforretninger, I har besøgt eller gerne vil besøge på et tidspunkt? 

"Sense and Sensibility" af Jane Austen, 5/5 stjerner I romanens begyndelse ligger Mr. Dashwood for døden, og hans søn John...

"Sense and Sensibility" af Jane Austen, 5/5 stjerner

I romanens begyndelse ligger Mr. Dashwood for døden, og hans søn John Dashwood lover at tage sig af sin stedmor Mrs. Dashwood og sine søstre Elinor, Marianne og Margaret. Loven tilskriver nemlig sønnen familiens ejendom og formue.

Johns kone Fanny Dashwood formår dog at overtale sin mand til at holde på pengene og støtte sine familie på anden vis. De fire kvinder må derfor forlade deres hjem og flytte i et yderst beskedent hus på landet.  

Før de rejser, når Elinor at knytte sig til Fannys bror Mr. Ferrars. De to unge mennesker indgår et venskab, som beror på respekt og gensidig forståelse.   

Familien Dashwood falder til i de nye omgivelser, og Marianne kaster sig hovedkulds ud i en forelskelse i den ekstraordinært pæne og charmerende Mr. Willoughby. Den fornuftige og korrekte Elinor er bekymret for sin søsters manglende diskretion.

Samtidig forstår Marianne ikke, hvorfor Elinor ikke viser sine følelser for Mr. Ferrars.

“Always resignation and acceptance. Always prudence and honour and duty. Elinor, where is your heart?”
 

Da Jane Austen skrev "Sense and Sensibility" i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet var der en generel opfattelse af, at følsomhed var et tegn på omsorgsfuldhed og næstekærlighed. Hvis man var følsom, havde man en særlig evne til at føle empati for andre.

Den tankegang udfordrer Jane Austen på behørig vis i "Sense and Sensibility". Da Mariannes hjerte brister - fordi hun uden eftertanke har kastet sig ud i et passioneret forhold til Mr. Willoughby - er hun blind over for Elinors modgang. 

Elinor må kæmpe for at få sin søster tilbage på sporet, samtidig med at hun selv beskyldes for sin mangel på evnen til at udtrykke sine følelser.

Det er ironisk og paradoksalt og er et glimrende eksempel på Jane Austens beundringsværdige forfatterskab.

Men heller ikke Elinors fornuftige tilgang til tilværelsen er udelukkende imponerende. Jane Austen ønsker ikke at stille fornuft og følelser som hinandens diametrale modsætninger. Vi skal i stedet se på de to egenskabers mere brede spektrum.  

Derfor gennemgår romanens to heltinder begge en forandring.      

Det viser sig til sidst - og det er Jane Austens pointe - at dem, der kan opretholde den sociale orden via dømmekraft og tolerance, opnår triumf.


Jeg er fascineret af Jane Austens "Sense and Sensibility", og jeg føler mig tæt knyttet til Marianne og Elinor, fordi jeg har fulgt deres svære udvikling. Selvom romanen er samtidskritisk og bærer på skelsættende budskaber, er det også en smuk fortælling.

Jeg savner dog en smule passion i slutningen, som bliver lidt for flad efter min smag. Men det var vidst også den eneste kritiske finger, jeg kunne sætte på Jane Austens vidunderlige roman.  
Den fortjener alle fem ud af fem stjerner. 


Jeg elskede at læse "The Fault in Our Stars" i sin tid på trods af dens hype. Augustus og Hazels hjerteskærende historie tog mi...


Jeg elskede at læse "The Fault in Our Stars" i sin tid på trods af dens hype. Augustus og Hazels hjerteskærende historie tog mig med storm, og jeg forelskede mig straks i de to teenagere. 

I aften skal jeg så i biografen med min søster og se filmatiseringen. Jeg glæder mig afsindig meget, og jeg er spændt på at se, om den kan leve op til bogen. 

Formår den at skildre kemien og humoren mellem Augustus og Hazel? Kan den ramme mig lige så dybt som bogen? Det vil tiden vise.

Men jeg må hellere lægge bogen lidt i baggrunden og gå til filmatiseringen som en fortælling i sig selv. Jeg skulle jo nødigt blive skuffet. 

Hvad er jeres oplevelser med filmatiseringen af "The Fault in Our Stars"?







Mange af jer skal sikkert holde sommerferie, og det kan til tider være svært at vælge, hvilke bøger man skal tage med i kufferten. Derfo...


Mange af jer skal sikkert holde sommerferie, og det kan til tider være svært at vælge, hvilke bøger man skal tage med i kufferten. Derfor kommer jeg her med nogle idéer til, hvad I kan tage med til stranden, i sommerhuset eller til solbadning i haven. 

Til haven eller sommerhuset:
Først vil jeg anbefale "The Night Circus", hvis I ikke allerede har læst den. Jeg læste bogen sidste sommer, og jeg var fuldstændig fortryllet af den. Den bliver endda filmatiseret engang i 2015, så det er endnu en god grund til at kaste sig ud i den smukke fortælling.   

Dernæst vil jeg anbefale jer at læse "The Golem and the Djinni". Jeg læste den i løbet af foråret og elskede hvert øjeblik i dens selskab. Det er en eventyrlig kærlighedsfortælling om to magiske skabningers forsøg på at falder til i en almindelig verden.  

"Sandheden om Harry Quebert sagen" er jeg i gang med at læse lige for tiden, og jeg er virkelig overrasket over, hvor meget den betager mig. Jeg kan allerede nu sige, at det er en ideel spændingsroman til de lune sommeraftener.  

"Og bjergene gav genlyd" læste jeg også sidste sommer. Det er en barsk og rørende fortælling, og - som Khaled Hosseinis romaner har for vane - ramte den noget i mig. Jeg kan klart anbefale jer at tage den med i kufferten. 

Til stranden: 
Til en tur på stranden kan jeg anbefale jer at tage "The Princess Bride" med. Det er en rigtig sød fortælling, og bogen er hverken særlig stor eller tung, så den er nem at have med i tasken.  

"Effekten af Susan" er også en forholdsvis nem bog at få plads til i strandtasken, og dens spændende plot og troværdige karakterer vil uden tvivl få tiden til at flyve afsted i den dejlige sommervarme.  

Min egen ferielæsning:
Jeg har selv planer om at læse "Attachments", "This is a Love Story" og 
"North and South" i de kommende måneder.

På min roadtrip i USA til september har jeg anskaffet "The Hunger Games"-triologien (i know - jeg har ikke læst dem endnu!)til min tablet. Det bliver mit første forsøg med at læse elektroniske bøger, så det er jeg meget spændt på.


Har I planlagt, hvad I skal læse denne sommer? Og har I andre idéer til sommerferielæsningen? 


Forleden fik jeg leveret to store Amazon-pakker til døren. De bliver altid modtaget med stor begejstring, men denne gang var entusiasme...


Forleden fik jeg leveret to store Amazon-pakker til døren. De bliver altid modtaget med stor begejstring, men denne gang var entusiasmen ekstra stor, da de indeholdt denne særligt fine bogstak.   


Jeg har købt tre store moppedrenge, nemlig Jane Austens samlede romaner, Nancy Mitfords romaner, og "Three Novels of New York". Jeg ejer flere af Jane Austens romaner i forskellige udgaver, men jeg kunne godt tænke mig at have alle hendes romaner samlet i ét værk. Denne fine udgave er fra forlaget Penguin. 


Fra forlaget Penguin har jeg også købt disse to skønne børnebøger. De er en del af Chalk-serien, og jeg er helt forelsket i forsiderne. Desuden er de ret små og fine at have mellem hænderne. 


Endnu en Penguin-serie er Fitzgeralds romaner, som er disse fine bøger med de smukkeste mønstre. Så vidt jeg ved, er der syv romaner i serien, og jeg har købt tre af dem: "This Side of Paradise", "The Great Gatsby" og "The Beautiful and Damned". Jeg ejer i forvejen et eksemplar af "The Great Gatsby", men jeg var også nødt til at eje den i denne fine udgave. Det er trods alt en af mine yndlingsfortællinger. 



Til sidste har jeg købt lidt chick-lit og Stefan Zweigs roman "The Society of the Crossed Keys", som har givet inspiration til filmen "The Grand Budapest Hotel". Af chick-lit har jeg købt "This is a Love Story, but not every Lovestory is the Same", "Attachments" og "Nick and Nora's Infinite Playlist". 


I pinsen var jeg på en hyggelig sejltur med min familie, og her tilbragte jeg en del tid sammen med min lillesøster. I mellemtiden læ...


I pinsen var jeg på en hyggelig sejltur med min familie, og her tilbragte jeg en del tid sammen med min lillesøster. I mellemtiden læste jeg ”Sense and Sensibility” af Jane Austen, og det fik mig til at tænke på fiktive søstre i litteraturen.

Min søster og jeg er vidt forskellige, men da der kun er 15 måneder imellem os, har vi altid været tæt knyttet til hinanden. Jeg kan på mange måder se os selv i Elinor og Marianne fra ”Sense and Sensibility”. Den ene er stille og fornuftig. Den anden er livagtig og følsom. 

Elinor og Marianne er nogle af mine favoritsøstre i litteraturen, netop fordi de trods forskellighederne har knyttet et stærkt bånd. Elizabeth og Jane fra ”Pride and Prejudice” er også to søstre, jeg holder meget af. De forstår hinanden og er hinandens støtter.  

Man ser dog også eksempler på knapt så beundringsværdige søstre i litteraturen. Arya og Sansa fra ”A Song of Ice and Fire” er så lidt lig hinanden, at de slet ikke kan være i samme rum. Arya er en vaskeægte drengepige, mens Sansa går med prinsessedrømme. Aldersforskellen er også stor på de to piger, og derfor kan de slet ikke sætte sig i hinandens sted.

Endnu mindre beundringsværdige er Askepots onde stedsøstre.    

Hvilke fiktive søstre har betydet noget for jer? Hvilke søstre elsker I? Og hvilke søstre beundrer I knapt så meget?


(Et lille hyggeligt billede af min søster og jeg som børn)

  "The Princess Bride" af William Goldman, 4/5 stjerner "The Princess Bride" indeholder to fortællinger. Den ene f...

 "The Princess Bride" af William Goldman, 4/5 stjerner

"The Princess Bride" indeholder to fortællinger. Den ene fortælling er eventyret om Buttercup og Westley, altså selve fortællingen "The Princess Bride":

Den unge og smukke pige Buttercup lever et stille og fredsommeligt liv på landet med sin familie. Hun elsker at hundse rundt med Westley, som arbejder hos familien. Han svarer altid "as you wish" til Buttercups ordrer, og inden længe går det op for Buttercup, at det, Westley i virkeligheden siger, er, at han elsker hende.  

Buttercup og Westley erklærer deres kærligheden til hinanden, og Westley drager ud for at tjene en formue, så de engang kan gifte sig. På en rejse over havet bliver Westleys skib dog kapret af den frygtede pirat Roberts, som har ry for at dræbe alle ombord.
Buttercup bliver ulykkelig over nyheden og sværger, at hun aldrig vil elske nogen anden. 

I mellemtiden leder prinsen Humperdinck efter en brud. Kærlighed betyder ikke noget for den ambitiøse prins, så da han ser den yndige Buttercup bejler han til hende, på trods af hendes forsikringer om, at hun aldrig vil komme til at elske ham.   

Inden brylluppet kidnappes Buttercup af tre lovløse mænd. Kidnapperne bliver forfulgt af en mørktklædt, maskeret mand, og inden længe indledes en længere færd i forsøget på at holde på prinsessen. 


Den anden fortælling handler om en mand, som er yderst fascineret af eventyret "The Princess Bride. Det skal forestille at være forfatteren selv - William Goldman - der er fortælleren. Goldman har fået læst "The Princess Bride" af sin far mange gange i løbet af sin barndom, og han er fuldstændig forelsket i eventyret.

“This is my favorite book in all the world, though I have never read it.”

Goldman forsøger så at fortælle eventyret og kommer sideløbende med kommentarer om sine egne oplevelser med at læse det.
Det giver en vildt god effekt, og jeg var meget fascineret af den måde at bygge romanen op på. 

Dog blev jeg en lille smule irriteret nogle gange, fordi jeg følte, at William Goldman var lidt for ivrig efter at fortælle mig, hvad jeg skulle synes om eventyret, og hvordan jeg skulle opfatte bestemte passager. Det er kun en lille kritik, for overordnet set var jeg utrolig glad for at læse eventyret. Det er en sød fortælling, og hele idéen med metafiktion er kreativ og ret sej.


Jeg kan klart anbefale jer at læse den. 




(yndigt mønster på coveret)

1. Her , 2. Her , 3. Her , 4. Her , 5. Her , 6. Her Som ægte bogelsker har jeg erfaret, at det er nyttigt at have nogle...






Som ægte bogelsker har jeg erfaret, at det er nyttigt at have nogle redskaber ved hånden, når man læser. 

Det kan for eksempel være en notesbog og blyanter til at grifle sine umiddelbare tanker ned i. Et smukt krus til de mange mængder the og kaffe, man drikker, mens man læser. Eller et yndigt bogmærke, så man undgår at lave alt for mange æselører i sine fine bøger.  

Ovenfor har jeg fundet noget fint læser-"gear" på Etsy.com, som jeg gerne vil dele med jer. 

Mine egne favoritter er blyanterne med citater fra "The Princess Bride" og det fine krus med referencen til "Alice in Wonderland".   

Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Det er dejligt at høre, at I er glade for at følge med herinde. Det varmer meget, og det give...


Tusind tak for alle jeres søde kommentarer. Det er dejligt at høre, at I er glade for at følge med herinde. Det varmer meget, og det giver masser af motivation til dele mine læseoplevelser med jer. 

Den hendige vinder af "Gone With the Wind" er Tanja, og en mail er sendt hendes vej. 

I ønskes alle en dejlig dag i det gode vejr. 
Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.