"Stardust" af Neil Gaiman, 5/5 stjerner “A philosopher once asked, "Are we human because we gaze at the stars, or do ...


"Stardust" af Neil Gaiman, 5/5 stjerner

“A philosopher once asked, "Are we human because we gaze at the stars, or do we gaze at them because we are human?" Pointless, really..."Do the stars gaze back?" Now, that's a question.”

Tristan Thorn er vokset op i den lille landsby Wall, som ligger klods op af den mur, som skiller den almindelige verden fra den magiske verden Faerie. Landsbyens beboere har ikke adgang til Faerie, men på særlige markedsdage hvert niende år - Faerie Market - kommer magiske mennesker fra den ukendte side til Wall og deltager i festlighederne. Det er ved et marked som dette, Tristans far er sammen med en slavekvinde fra den anden side af muren. 

Ni måneder senere opdager vagterne ved muren en lille kurv, som indeholder et sovende barn. På kurven er der hæftet et kort med navnet Tristan Thorn.

Tristan er en blanding mellem menneskerne fra Wall og folket fra Faerie. Det er derfor muligt for ham at gå igennem åbningen i muren, som ellers er lukket for de andre beboere i landsbyen. Og det bliver aktuelt, da Tristan vil finde en falden stjerne på den anden side af muren for at gøre kur til sit livs kærlighed Victoria Forester.

I denne nye og ukendte verden bliver Tristan udsat for alverdens prøvelser, som involverer hekse, talende træer, enhjørninger og meget mere. Og det, der før var en rejse for at nå den faldne stjerne, ender med at blive en dannelsesrejse for den unge og naive helt. 

“He was walking into Faerie, in search of a fallen star, with no idea how he would find the star, nor how to keep himself safe and whole as he tried. He looked back and fancied that he could see the lights of Wall behind him, wavering and glimmering as if in a heat-haze, but still inviting.”


Neil Gaiman har skrevet et vaskeægte eventyr for voksne. Fortællingen indeholder de sædvanlige eventyrtræk og magiske hændelser, og sproget, humoren og fortællerstemmen henvender sig til det voksne publikum. Jeg elsker Neil Gaimans yndige sætninger, finurlige beskrivelser og filosofiske pointer.

Jeg har altid været fascineret af eventyr, og som barn læste jeg den ene eventyrfortælling efter den anden. Det er eventyr, jeg også sagtens ville kunne læse i dag, selvom de henvender sig til et yngre publikum. Men Stardust kan noget helt specielt.

Eventyret drager nemlig paralleller til vores "voksne" verden og til nogle af de problemstillinger, vi selv står med.

Udover at være et eventyr og en dannelsesroman er Stardust også en kærlighedsfortælling. Men ikke på den der irriterende sukkersøde måde. Jeg er faktisk ret vild med slutningen, som er meget anderledes end filmatiseringen.

Til de af jer, der har set filmen, og som elskede den, kan jeg helt klart anbefale jer at læse bogen. Den er nemlig endnu bedre end filmen!


“He stared up at the stars: and it seemed to him then that they were dancers, stately and graceful, performing a dance almost infinite in its complexity. He imagined he could see the very faces of the stars; pale, they were, and smiling gently, as if they had spent so much time above the world, watching the scrambling and the joy and the pain of the people below them, that they could not help being amused every time another little human believed itself the center of its world, as each of us does.”



Jeg har det svært med e-bøger. På den ene side synes jeg, det er smart, at man kan læse en bog på sin e-bogslæser. Man kan have mange b...


Jeg har det svært med e-bøger. På den ene side synes jeg, det er smart, at man kan læse en bog på sin e-bogslæser. Man kan have mange bøger med sig på én gang, og det er nemt at få fat i nye bøger. På den anden side savner jeg at sidde med en fysisk bog mellem hænderne.

Nedenfor har jeg listet tre fordele og tre ulemper ved e-bøgerne.

Fordele:
1) De er nemme at have med på rejsen
2) E-bogslæseren kan indeholde en hel bogreol
3) Det er nemt at låne bøger via e-reolen - man skal ikke forbi biblioteket, og man er aldrig i kø til en bog

Ulemper:
1) De pryder ikke bogreolen
2) Det er besværligt at "bladre" tilbage, hvis man vil genlæse en episode
3) De har ikke deres egen historie*

*Når man læser en "fysisk" bog, efterlader man sig spor. Med tiden kommer bøgerne til at dufte anderledes, og siderne ændrer farve. Når mit blik fanger en gammel yndlingsbog, og jeg ser, hvor slidt den er, gør det mig glad, og jeg genoplever de følelser, jeg sad med, da jeg læste bogen. Det opnår jeg ikke, når jeg læser e-bøger.  

Konklusionen på dette indlæg må være, at jeg foretrækker at have en fysisk bog mellem hænderne, men er omstændighederne ikke til det, kan jeg sagtens læse en e-bog og stadigvæk få en god læseoplevelse ud af det.

Hvordan er jeres forhold til e-bøger?


I sidste uge startede jeg i en løntilskudsstilling som kommunikationsmedarbejder i Filmby Aarhus. Det er sindssygt spændende, og jeg ny...


I sidste uge startede jeg i en løntilskudsstilling som kommunikationsmedarbejder i Filmby Aarhus. Det er sindssygt spændende, og jeg nyder at bruge min viden fra studiet til noget, der rent faktisk skaber værdi for andre. 

Det betyder også, at jeg har haft nok at se til på det seneste, og det kommer formentlig til at optage en stor del af min tid her i starten. Men bare rolig, det kommer ikke til at gå ud over bloggen. Okay, måske blogger jeg ikke så tit de næste par uger, men derefter skulle jeg gerne være inde i en rutine.

Jobbet påvirker også min læsning, nu da jeg har lidt mindre overskud til at hygge mig med en god bog. Alligevel har jeg lige nu gang i hele tre bøger på én gang.

Jeg læser nemlig både De mistede af Daniel Mendelsohn, Stardust af Neil Gaiman og Far from the Madding Crowd af Thomas Hardy.  Far from the Madding Crowd læser jeg i forbindelse med vores readathon, så den bliver prioriteret højest lige nu. Den er dog skarpt efterfulgt af Stardust, som jeg skal læse i forbindelse med min læseklub.


Hvilke bøger læser I for tiden?  

"The Children Act" af Ian McEwan, 4/5 stjerner Fiona er højesteretsdommer i London, så skilsmisseopgør, tvangsfjernelser ...


"The Children Act" af Ian McEwan, 4/5 stjerner

Fiona er højesteretsdommer i London, så skilsmisseopgør, tvangsfjernelser og tvungen medicinsk behandling er ofte en del af hendes hverdag. På hjemmefronten kæmper Fiona med at få tid til sin mand blandt de psykisk tyngende sager,  og hun er midt i en ægteskabelig krise, da en sag om en ung mand fra Jehovas Vidner lander på hendes bord.

Adam - som er 17 år og derfor ikke myndig - er syg af leukæmi og nægter at tage imod andres blod i forbindelse med en behandling, som kan redde hans liv. For hver dag, der går, forværres Adams tilstand, så det haster for Fiona at nå frem til en afgørelse om, hvorvidt han skal tvinges i behandling eller ej.

Midt i forløbet tager handlingen en uventet drejning, og Fiona står nu med mere end ét svært valg.


Jeg havde glædet mig til at læse Ian McEwans nyeste roman The Children Act, da jeg er vild med hans tidligere værker. Særligt Atonement holder jeg meget af. Denne roman levede fuldstændig op til mine forventninger, og jeg nød at læse den.

Ian McEwan kan noget med ord, som de færreste kan prale af. Han skriver de smukkeste og mest poetiske sætninger, som afslører en høj grad af empati og velovervejet disponering.

“Religions, moral systems, her own included, were like peaks in a dense mountain range seen from a great distance, none obviously higher, more important, truer than another. What was to judge?”


The Children Act er rørende, og man sidder som læser tilbage med følelsen af at have fået en ordentlig mavepuster. Længe efter, jeg havde læst bogen, blev karaktererne og handlingen ved med at hjemsøge mig. Og det er netop en anden ting, Ian McEwan er så forbandet dygtig til. Han kan påvirke sin læser og sætte gang i hele følelsesregistret.

Ian McEwan forsøger sig med et plot twist, som jeg desværre havde luret på forhånd. Det var jeg lidt ærgerlig over, og derfor får bogen heller ikke mere end fem stjerne. På trods af, at jeg manglede overraskelsesmomentet, rørte fortællingen mig dog alligevel dybt.


Jeg kan godt lide Ian McEwans brug af symboler og skjulte pointer. Særligt finder jeg det interessant, at Fiona, som højesteretsdommer med kontrol og magt, bevæger sig på usikker grund i sit ægteskab. Det skildrer en enorm kontrast mellem hendes arbejdsliv og hendes privatliv.

Ligeledes er jeg betaget af symbolikken i forhold til titlen, 'The Children Act'. Jeg kan ikke så godt forklare jer hvorfor, uden at afsløre for meget. I stedet kan jeg anbefale jer at læse denne skønne roman, for så vil I helt sikkert forstå, hvad jeg snakker om :-)      


Da Harper Lee i 1960 udgav To Kill a Mockingbird , fik hun øjeblikkelig succes. Bogen modtog nemlig den prestigefulde Pulitzer Prize ...


Da Harper Lee i 1960 udgav To Kill a Mockingbird, fik hun øjeblikkelig succes. Bogen modtog nemlig den prestigefulde Pulitzer Prize, og den blev efterfølgende betragtet som en af Amerikas moderne klassikere.

To Kill a Mockingbird foregår i den amerikanske delstat Alabama i 1930’erne under den amerikanske depression. Bogen fortælles fra pigen Scout Finchs synspunkt og handler om retssagen mod en sort mand, som anklages for at have voldtaget en hvid kvinde.

Handlingen, karaktererne og miljøet er inspireret af hændelser fra Harper Lees egen hjemby.

Det er 55 år siden, Harper Lee udgav sin debutroman, og siden da har hun været trukket tilbage og har ikke udgivet andre bøger. Men denne sommer udkommer så efterfølgeren Go Set a Watchman.

Go Set a Watchman foregår i samme by og handler om nogle af de samme figurer. Faktisk er efterfølgeren skrevet før To Kill a Mockingbird. Men da Harper Lee indleverede Go Set a Watchman til forlaget tilbage i 1950’erne, bad redaktøren hende fokusere mere på pigen Scout, som siden blev fortællerstemme i Harper Lees klassiker.

Manuskriptet til Go Set a Watchman blev lagt til side, og Harper Lee troede egentlig, at det var gået tabt for år tilbage. Hendes advokat opdagede dog manuskriptet sidste forår, og det er nu klar til at blive udgivet til sommer.


Høje forventninger

Jeg læste To Kill a Mockingbird i gymnasiet – som så mange andre i hele verden – og jeg elskede den. Det er dog ved at være så længe siden, at jeg trænger til at få den genopfrisket, inden efterfølgeren udkommer. For den skal jeg nemlig også læse.

Desværre er jeg bange for, at jeg komme til at sætte for høje forventninger til bogen. Jeg tror, det er svært at udgive en efterfølger til en bog, som i mange år har haft stor succes. Forventningerne er så høje, at det er svært ikke at skuffe.

Men jeg håber nu ikke, Go Set a Watchman skuffer. Jeg vil i hvert fald prøve at gå til den med åbent sind og lade være med at forvente alt for meget.


Hvordan har I det med efterfølgeren? Er I også betænkelige ved, om den kommer til at skuffe? Og skal I overhovedet læse den?


"World War Z" af Max Brooks, 3/5 stjerner Forestil jer, at hele verden har været ramt af en zombie-epidemi, der var lige v...


"World War Z" af Max Brooks, 3/5 stjerner

Forestil jer, at hele verden har været ramt af en zombie-epidemi, der var lige ved at udrydde mennesket. Det er virkeligheden for de overlevende, og World War Z er deres mundtlige beretninger.

Der er lægen, som fortæller om sit første møde med et zombie-tilfælde. En ung kvinde fortæller om hende og forældrenes flugt mod Canada og deres overlevelse i kulden. Og flere soldater og militærfolk fortæller om deres indsats mod zombierne.

Alle karaktererne har været vidne til frygtelige hændelser og har kæmpet for overlevelse på hver deres måde.


Jeg fandt det utrolig interessant at læse World War Z, fordi det netop skal forestille at være beretninger fra en overstået epidemi. Den handler altså ikke alene – som så mange andre zombie-fortællinger gør det – om selve udbruddet og om folks overlevelse. Den handler også om livet efter epidemien og om, hvordan man bygger samfundet op igen.

Dog fandt jeg det en smule svært at bevare interessen hele bogen igennem. Bogen består nemlig af fortællinger fra mange forskellige personer – og det er interessant, fordi man ser epidemien fra forskellige synspunkter. MEN man når aldrig rigtig at lære karaktererne at kende, før man skal forholde sig til en ny fortælling og til en ny karakter. Og dermed får man ikke skabt den samme trang til at læse videre, for at finde ud af, hvad der sker med personerne.

Til gengæld synes jeg, opbygningen er anderledes og kreativ. Jeg er også fascineret af Max Brooks gennemførte arbejde. Det er en smule skræmmende, så detaljeret og så ”virkelighedstro” beretningerne er.


Hvis I – lige som jeg – holder af zombie-fortællinger, er denne bog et must read. Den er nytænkende, gennemført og detaljeret, og Max Brooks formår at gøre den troværdig, hvilket er ret uhyggeligt.


Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.