I sidste uge tog jeg imod pakker fra postbuddet hele tre gange, og jeg må indrømme, at det var en smule akavet til sidst. Jeg følte, det ...


I sidste uge tog jeg imod pakker fra postbuddet hele tre gange, og jeg må indrømme, at det var en smule akavet til sidst. Jeg følte, det var lidt pinligt, og at jeg skulle "undskylde" over for postbuddet for mit - det vil jeg kalde det i denne sammenhæng - shoppemisbrug. Ganske vidst var en af pakkerne et par ski til min kæreste, så i virkeligheden var kun to af pakkerne til mig selv. 

Egentlig er det fuldstændig åndsvag, at jeg føler mig pinligt berørt, når postbuddet skal kæmpe sig op på anden sal med mine pakker. Posten drager jo nytte af mit stigende forbrug af online-shopping. I virkeligheden er det nok mig selv, det er mest pinligt for, fordi jeg på denne måde bliver mindet om, at jeg har shoppet meget. Det hjælper heller ikke, at jeg er kæreste med en rigtig fornuft vestjyde, der kigger opgivende på mig, når jeg kommer ind med favnen fuld af pakker. 

Jeg har altid holdt af at shoppe, og den bedste oplevelse er helt klart at smutte en tur ned i byen med min søster eller nogle veninder og tilbringe en hel dag i lækre butikker og med hygge på caféer. Men der er bare så mange penge at spare, når man shopper på nettet - specielt når det kommer til bøger. 

Nu har jeg dog kigget lidt på mit shoppemisbrug og besluttet mig for at tage den med ro i februar måned. Jeg vil ikke forbyde mig selv at købe bøger eller tøj, for så bliver trangen endnu større. Men jeg vil helt sikkert overveje ethvert køb og ikke impulsshoppe, som i mange tilfælde er den største trussel mod min pengepung. I stedet vil jeg spare lidt penge op og så tage på en hyggelig shoppetur i godt selskab. Så kan jeg også altid få inspiration nede i byen og købe bøgerne på nettet, når jeg kommer hjem igen. 

Hvordan kan I bedst lide at shoppe? Føler I også, at I skal forklare jeres forbrug til postbuddet - eller i virkeligheden jer selv - når I handler online? 

"Bridget Jones - Vild med ham" er den tredje bog i serien om den klodsede, uheldige og på alle måder charmerende Bridget Jon...



"Bridget Jones - Vild med ham" er den tredje bog i serien om den klodsede, uheldige og på alle måder charmerende Bridget Jones. Men i denne efterfølger er Bridget Jones ikke længere et sted i 30'erne. Bridget har rundet et skarpt hjørne og er nu i 50'erne. Det er en ny alder med andre udfordringer. Den værste udfordring er, at hendes mand, den kærlige og nydelige Mark Darcy, er død. Han er blevet slået ihjel i forbindelse med sit arbejde som menneskerettighedsadvokat og efterlader en sønderknust Bridget med to små børn. 

Jeg havde i starten svært ved at acceptere, at Mark var død, og jeg følte mig faktisk lidt knust på Bridgets vegne. Det knugede lidt i min mave, når Bridget følte sig allermest alene og forstillede sig, hvordan hendes liv ville have været, hvis Mark stadig var i live. Men efterhånden begyndte jeg at leve med det og opdagede også, at det gav bogen noget kant.

Bridget står som alene mor med to små børn, der er mærkede af at have mistet deres far, og som kan fornemme, at deres mor er i vildrede. Det gør hverdagen stresset og uoverskuelig, og med Bridgets gentagne uheld giver det også anledning til latter, selvom det i virkeligheden udspringer af en ulykkelig situation. Samtidig forsøger Bridgets venner at få Bridget ud på datingmarkedet igen. Så Bridget må ud i byen og bag computerskærmen for at møde mænd.

Før jeg læste bogen, hørte jeg, at den havde fået en del kritik, så jeg var ret spændt på at læse den. Men jeg må sige, at Helen Fieling har gjort det igen. Hun leverer endnu en fantastisk bog, og selvom Bridget er blevet ældre og enke, er hun stadig den samme. Hun er den samme klodsede og uheldige kvinde, der kun kan gøre alt galt. Og samtidig er hun stærk og sej og en vidunderlig kvinde, der klarer livets udfordringer med oprejst pande. Det har i sandhed været en god læseoplevelse, og jeg kan helt klart anbefale jer at læse den. 

Nu vil jeg gå i gang med at lave noget arbejde og forberede mig til mit speciale, inden jeg vil sætte mig ned og læse videre i "The Timetraveler's Wife", mens stormen raser udenfor. Hvordan skal I tilbringe dagen i det vilde vejr? 

       

Da jeg var på skiferie for nogle uger siden, læste jeg "Laksefiskeri i Yemen" af Paul Torday. Bogens hovedperson er Dr. Alfred...


Da jeg var på skiferie for nogle uger siden, læste jeg "Laksefiskeri i Yemen" af Paul Torday. Bogens hovedperson er Dr. Alfred Jones, som er fiskeekspert og arbejder for Det Nationale Center for God Fiskepraksis. Han er gift med Mary, som arbejder i banksektoren og konstant forsøger at kravle op ad rangstigen. De mødte hinanden på Oxford University, hvor de begge studerede. Alfred var betaget af Marys udseende, og Mary så muligheder i deres fælles interesse for karriere.

En rig sheik fra Yemen er blevet bidt af laksefiskeri og vil gerne have laks til at svømme i Yemens floder. Han er overbevist om, at det vil forhindre stridigheder og korruption, hvis hans folk forenes om laksefiskeriet. Alfred sættes til at arbejde på projektet, selvom han synes, det er håbløst og useriøst. Men der er ikke så meget at stille op, for Alfreds chef presses af udenrigsministeriet, der higer efter en positiv historie fra Mellemøsten, og Mary presser på for, at Alfred beholder sit respektive job som forsker.

Alfred arbejder på projektet sammen med Harriet Chetwode-Talbot, og de indleder efterhånden et nært venskab. Alfred kommer også tættere ind på livet af sheiken og begynder at respektere ham og hans verdenssyn. Efterhånden som projektet skrider frem, bliver Alfred mere overbevist om dets succes, og vigtigst af alt tror han på, det vil lykkes. 

Romanen består af uddrag fra Alfreds dagbog, diverse pressemeddelelser, avisartikler, videnskabelige artikler, interviews og andre forskellige genrer. Det er et meget interessant virkemiddel, og specielt dagbogen giver et indblik i Alfreds følelser og opfattelser af personerne omkring ham. 

Paul Torday forener to af sine store interesser, nemlig laksefiskeri og Mellemøsten. Der virker umiddelbart umuligt, men det viser sig dog at spille ret godt sammen. Romanen indeholder også kritik af det politiske system. Paul Torday beskriver nemlig både spindoktoren og pressefolkenes betydningsfulde roller og udenrigsministeriets til tider korrupte metoder.

Jeg havde set filmen, inden jeg læste bogen, og jeg blev godt nok overrasket over slutningen, som ikke havde gennemgået samme romantisering i Hollywood som filmen havde. Det var en positiv oplevelse, og den var meget mere tro mod ordlyden i resten af romanen.  

"Laksefiskeri i Yemen" er en skæv og underholdende roman, som jeg helt klart kan anbefale jer at læse. 


Jeg har netop modtaget denne lækre Harry Potter-box med posten. Den har længe stået på min ønskeliste, og da prisen faldt et godt sty...



Jeg har netop modtaget denne lækre Harry Potter-box med posten. Den har længe stået på min ønskeliste, og da prisen faldt et godt stykke, måtte jeg simpelthen slå til. I min familie har vi serien på dansk, som vi har læst sammen størstedelen af min og min søsters barndom. Derudover har min kæreste også hele serien på dansk. Så egentlig er jeg dækket godt ind på Harry Potter-fronten. Men jeg kunne også godt tænke mig at eje serien på engelsk. Det blev så denne yndige udgave fra Scholastic, som er illustreret af Kazu Kibuishi. Jeg er fuldstændig forelsket i hans illustrationer, og de er så lækre at have i hænderne. 

Nu bliver I altså lige bombarderet med en masse billeder, men jeg synes, I skal se alle forsiderne og bagsiderne. En ekstra fin detalje er citater på bagsiden fra hver enkelt bog - Det rammer helt plet. 
















Jane Austen er en mine absolutte yndlingsforfattere. Hendes stil er klassisk og yndig, og hendes fortællinger er spækket med sa...





Jane Austen er en mine absolutte yndlingsforfattere. Hendes stil er klassisk og yndig, og hendes fortællinger er spækket med samfundskritik og dyb ironi. Før jul genlæste jeg "Pride and Prejudice", som er en af mine Austen-favoritter.

"Pride and Prejudice" handler om familien Bennet, som bor i et mindre lokalsamfund. Familien består af et forældrepar og deres fem giftefærdige døtre. Mrs. Bennets vigtigste opgave er at få afsat sine døtre til rige mænd, så da den unge og velhavende Mr. Bingley kommer til byen, har Mrs. Bennet svært ved at skjule sin begejstring.  

Det varer heller ikke længe, før Mr. Bingley og den ældste datter, Jane Bennet, sender beundrende blikke til hinanden. Men før forelskelsen når at udvikle sig yderligere, overbeviser den stolte, stædige og ubehagelige Mr. Darcy sin gode ven Mr. Bingley til at forlade lokalsamfundet. I Mr. Darcys øjne er et ægteskab mellem de to unge mennesker yderst fordelagtigt for Jane men et dårligt ægteskab for Mr. Bingley.

For Elizabeth er forelskelsen mellem Mr. Bingley og hendes søster Jane det mest tydelige og naturlige nogensinde, og det bliver en af de mange grunde til, at hun ikke kan udstå den stolte Mr. Darcy. Elizabeth og Mr. Darcy støder på hinanden flere gange senere i fortællingen, og det går efterhånden op for Elizabeth, at hun til tider selv har været  for stolt og stædig.

Et af bogens største temaer er ægteskab. Historien indeholder den romantiske fortælling om lykkelige ægteskaber, man samtidig fungerer romanen også som en kritik af datidens opfattelse af ægteskabet og af forholdet mellem mænd og kvinder. Romanen indledes med det kendte citat: "It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune must be in want of a wife". Men som det kommer til udtryk i romanen, er det i virkeligheden kvinderne, der er afhængige af at få et fordelagtigt ægteskab, og det er et godt eksempel på den ironi, Jane Austen gemmer rundt omkring i sine nydelige sætninger.

Jeg beundrer Jane Austens skrivekundskaber, og jeg nyder altid at læser denne hjertevarme fortælling.





Jeg lovede jer for et par uger siden, jeg ville vise jer nogle af de gaver, jeg havde fået til min fødselsdag og til jul. Det blev til e...


Jeg lovede jer for et par uger siden, jeg ville vise jer nogle af de gaver, jeg havde fået til min fødselsdag og til jul. Det blev til en masse vidunderlige gaver, men jeg nøjes med at vise jer disse tre lækre bøger. Af min søster fik jeg "Anna Karenina" af Leo Tolstoy som en ekstra lille fødselsdagsgave. "Bridget Jones - Vild med ham" fik jeg i julegave af min farmor og farfar, og den yndige udgave af "Pride and Prejudice" fra Penguin Classics Deluxe Edition købte jeg til mig selv for nogle af mine fødselsdagspenge. Det er ikke så tit, jeg får bøger i gave, da jeg føler, det er nemmest at købe dem selv. Men denne gang har jeg fået et par stykker, der rammer helt plet. 

Jeg har lige afleveret min sidste skriftlige opgave på uni for dette semester. Så nu har jeg en lille "ferie", indtil jeg skal underskrive specialekontrakt d. 15. februar. Det kommer dog til at kræve en masse forberedende research, så vildt meget ferie bliver det nok alligevel ikke til. 

I dag vil jeg dog nyde, at jeg ikke har nogen eksamener hængende over hovedet. Og er der noget mere hyggeligt end at sidde og læse indendøre, mens sneen daler ned udenfor? Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig, at det kan blive mere hyggeligt. 




I må have en rigtig god dag derude. 

Jeg er flittig bruger af Instagram, og jeg elsker specielt af se lækre billeder af de fineste bøger. Her er tre af mine favoritter... l...

Jeg er flittig bruger af Instagram, og jeg elsker specielt af se lækre billeder af de fineste bøger. Her er tre af mine favoritter...







Her I nogle favoritter på Instagram? 

2013 har været et vidunderligt år. Jeg har fået en masse uforglemmelige oplevelser og udfordringer. Jeg har tilbragt tid med dem, jeg holder...

2013 har været et vidunderligt år. Jeg har fået en masse uforglemmelige oplevelser og udfordringer. Jeg har tilbragt tid med dem, jeg holder af. Og så har jeg læst massevis af velskrevne, tidsrøvende og fortryllende bøger. Der er dog fem bøger, der har skilt sig ud og sat sit præg på mit år 2013. 

1. The Night Circus af Erin Morgenstern
Som jeg har givet udtryk for et par gange i løbet af året, så elsker jeg The Night Circus. Den er en magisk fortælling, der tryllebandt mig i skyggen af træerne langs stranden i det smukke Kroatien. Denne fortryllende roman stryger til tops på min liste.


2. Hobbitten af J. R. R. Tolkien
Den næste roman på min liste er Hobbitten. Dette søde, pudsige og gennemførte eventyr fandt mit hjerte, og jeg tror aldrig, jeg vil slippe det igen. Mon ikke det kan blive til en genlæsning i 2014.


3. Jordens Søjler af Ken Follett
Jordens Søjler havde længe stået på mit TBR-liste, og 2013 blev året, hvor jeg fandt tid til at fordybe mig i den omfattende og gennemførte fortælling. Jeg er så uendeligt glad for, at jeg endelig fandt tid, for det var det hele værd. 

   
4. Og bjergene gav genlyd af Khaled Hosseini
Denne rørende og indsigtrige roman af Khaled Hosseini levede 100 procent op til mine forventninger. Det var en barsk og smuk fortælling, som satte tingene i perspektiv og fyldte mig med glæde og sorg.  


5. The Great Gatsby af F. Scott Fitzgerald
Den sidste roman på min liste er The Great Gatsby. Jeg er forelsket i 1920'ernes USA, og jeg levede mig ind i det dramatiske kærlighedsforhold, det eventyrlige venskab og de overdådige fester.  


Det var mine fem største læseoplevelser i 2013. Det bliver spændende at se, hvad 2014 bringer. Hvilke læseoplevelser har været de største for jer i 2013? Hvad glæder I jer til at læse i 2014? 

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.