"Drømmefakultetet" af Sara Stridsberg, 3/5 stjerner Som læser møder man første gang hovedpersonen Valerie Solanas på et uhu...

"Drømmefakultetet" af Sara Stridsberg

Louise | Det fiktive univers

/

4 kommentarer

"Drømmefakultetet" af Sara Stridsberg, 3/5 stjerner

Som læser møder man første gang hovedpersonen Valerie Solanas på et uhumsk hotel i San Francisco i 1988. Hun er syg og svag efter mange år med stoffer og prostitution og ligger nu for døden. 

Fortælleren forestiller sig, at hun selv sidder sammen med Valerie på hendes dødsleje og snakker med hende om hendes liv. Fortælleren er betaget af Valerie og ønsker at forstå hendes barske, omskiftelige og samtidig kunstneriske liv og den verden, hun har levet i.

Fortælleren: Materiale og materiale… Du er genstand for denne roman. Jeg beundrer dit arbejde. Jeg beundrer dit mod. Jeg er interesseret i manifestets kontekst. Dit liv. Den amerikanske kvindebevægelse. Tresserne.

Valerie: Ludermateriale. Kneppemateriale.

Fortælleren: Konteksten –

Valerie: - Der er ikke noget, der hedder konteksten. Alting bør rives ud af sin sammenhæng. Sammenhængen kan altid bortforklare de mest åbenlyse årsagssammenhænge. Købere, sælgere, kunstige pikke, kunstige fisser. Der er tale om helt løsrevne ting.

Valerie Solanas er blevet misforstået det meste af sit liv. Hun er vokset op i Amerika og er blevet misbrugt og tævet af begge sin mors mænd. Hun forsøger at udvikle sin kunstneriske evne men bliver frarøvet sit manuskript. Hun skyder sin gerningsmand og bliver sendt på psykiatrisk afdeling. Men mest af alt bliver hendes person og hendes sind misforstået.

Dr. Ruth Cooper: Du er meget syg, Valerie. Det betyder ikke, at du ikke er en meget begavet og egenrådig kvinde.

Valerie: Det er ikke nogen sygdom. Jeg gentager: Min tilstand er ikke en sygdomstilstand. Det er snarere en tilstand af ekstrem klarhed, af stærk hvidt operationslys på alle ord og ting og kroppe og identiteter.  

Sara Stridsberg har skrevet en roman om en forrevet kvindes barske liv i 1960’ernes USA. Hun skriver den i et sprog, der giver et fuldendt billede af Valerie Solanas; en intelligent, mishandlet, mandehadsk og samtidig dybt sarkastisk kvinde. 

Jeg er vild med den sproglige kreativitet, men her ender min begejstring også. Selve fortællingen og personerne formår ikke at komme helt ind under huden på mig, og det er en skam. 

Måske er det fordi, jeg har svært ved at identificere mig med Valerie. Måske er romanen bare ikke mig. Men jeg kan dog stadigvæk anbefale jer at læse den; for det rammende og kreative sprogs skyld.