Jeg har netop læst den sidste side af Khaled Hosseinis roman "Og bjergene gav genlyd". Jeg skyndte mig at tænde for computeren, så...

"Og bjergene gav genlyd" af Khaled Hosseini

Louise | Det fiktive univers

/

2 kommentarer

Jeg har netop læst den sidste side af Khaled Hosseinis roman "Og bjergene gav genlyd". Jeg skyndte mig at tænde for computeren, så jeg kunne dele min læseoplevelse med jer. Og hold da op, hvor er det en god bog. Jeg er helt vild med den måde Khaled Hosseini bygger fortællingen op på og får fortalt forskellige sider af samme historie.

Fortællingen, som hele romanen kredser om, er adskillelsen af et ungt søskendepar. Abdullah har mildest talt opfostret sin lillesøster Pari, siden deres mor døde. Det var ham, der stod op om natten og passede hende. Det var ham, der trøstede hende. Det var ham, der tog sig af hende. De knytter et tæt bånd til hinanden. Et tæt bånd, der brydes, da de hives fra hinanden, men som aldrig helt forsvinder. 

I hovedfortællingen eksisterer en række andre fortællinger. Man føres som læser fra Kabul til Paris, og fra Californien til det græske øhav. Man stifter bekendskab med brødre og søstre, fædre og mødre, nære venner og fjerne slægtninge. Men vigtigst af alt får man et indblik i, hvordan de valg, man træffer, kan få konsekvenser - ikke bare for en selv, men også for ens efterkommere. 

Jeg synes, det er en fantastisk bog. Den er rørende, oplysende, veludført og ikke mindst godt skrevet. Hvis I ikke allerede har læst den, synes jeg, I skal gøre det. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Khaled Hosseini har skrevet endnu et mesterværk.

Den var så godt, at jeg flere gange tog den frem og læste lidt, når jeg havde 5 minutters frirum. I går læste jeg, indtil mine forældre kom til kaffe, og i dag kunne jeg ikke lade være med at lave en lille overspringshandling eller to...