Det fiktive univers

Read-a-Thon: 24 timer med næsen begravet i bøger

Så skal vi til det igen.

Køleskabet skal fyldes med en god blanding af sunde snacks og søde sager. Vores hyggelige læsekroge skal gøres klar med stearinlys, puder og tæpper. Vores kærester, børn eller andre, vi holder af, må undvære os for en stund.

Vi skal nemlig læse. Side efter side. I 24 timer.

Endnu engang er det tid til Dewey’s Read-a-Thon, som skydes i gang lørdag d. 17. oktober klokken 14 og forløber indtil søndag d. 18. oktober klokken 14.

I løbet af disse 24 timer skal vi læse, hygge og være en del af et online fællesskab, som strækker sig rundt omkring i hele verden.

Jeg vil være til stede her på bloggen, på Instagram og på Twitter, hvor jeg løbende opdaterer min læsning – Også selvom det ikke skulle gå alt for godt med at vende sider. Det handler nemlig ikke kun om at læse en masse, men at dedikere et helt døgn til læsningen og til det hyggelige fællesskab, som altid opstår.

Og hold da op, hvor jeg glæder mig.

Min nøje udvalgte bogstak

Hvert år plejer jeg at vælge nogle bøger, som jeg har intentioner om at læse i løbet af de 24 timer. Det har jeg også gjort i år, og jeg har bevidst valg at tage lidt forskelligt med i bunken.

Min erfaring siger mig nemlig, at mit læsehumør kan svinge gevaldigt i løbet af dagen, og at jeg har lyst til at læse forskellige genrer.

Derfor har jeg valgt disse tre bøger:

Station Eleven af Emily St. John Mandel

Forbandede Yngel af Anne-Cathrine Riebnitzsky

The Cavendish Home for Boys and Girls af Claire Legrand

Jeg regner ikke med, at jeg når at læse alle tre, men det er altid godt at have lidt at vælge imellem.

Skal I også deltage i Dewey’s Read-a-Thon?

Hvilke bøger regner I med at læse?

Videoupdate: Nye bøger og læseplaner

Træernes blade bliver gyldne og giver efterhånden slip fra deres faste tag i de krogede grene. Dagene bliver kortere, og kulden sniger sig ind på os for på sigt at dominere vejret.

Det er blevet efterår. En årstid som indbyder til hyggelige stunder med stearinlys i vindueskarmene, uldne tæpper om fødderne, en kop varm drikke i den ene hånd og en god bog i den anden.

Og vi kan nyde det. Med god samvittighed.

Efteråret er den tid på året, hvor de bedste bøger rammer hylderne i alverdens bogforretninger, og hvor film og serier i massevis løber over skærmen i hjemmet og i biograferne.

Ifølge mig er efteråret en af de bedste tider på året, og derfor har jeg allerede nu – i efterårets begyndelse – købt en række gode bøger, som jeg vil nyde i disse kolde og mørke tider.

I videoen nedenfor viser jeg mine seneste bogkøb og snakker om, hvilke bøger jeg har planer om at læse dette efterår.

”Kafka on the Shore” af Haruki Murakami

“Kafka on the Shore” af Huraki Murakami, 4/5 stjerner

“Memories warm you up from the inside. But they also tear you apart.”

En 15-årig dreng, som kalder sig Kafka Tamura stikker af fra sit hjem i Tokyo, hvor han bor alene med sin far, efter at moren og søsteren forlod dem, da Kafka var barn. Kafka drager mod byen Takamatsu og opholder sig på et gammelt, smukt bibliotek. Her arbejder en ung mand, Oshima, og en ældre kvinde, Mrs. Saeki. De to tager sig af Kafka, og han får lov til at bo og arbejde på biblioteket. Men efterhånden, som tiden går, indhentes Kafka af sin egen og andres fortid.

Sideløbende med den første historie følger vi Mr. Nakata, som blev udsat for en besynderlig bevidsthedsberøvelse, da han var barn. I flere måneder lå han i koma, og da han endelig vågnede op, var hans mentale tilstand forværret. Han kunne ikke længere læse. Han havde svært ved at forstå komplekse ord og begreber. Til gengæld kunne han nu tale med katte.

Den midaldrende mand Mr. Nakata forsørges af staten, men han tjener lidt penge til sig selv ved at fange bortløbne katte og bringe dem tilbage til deres familier. En dag løber han på en mystisk mand, Johnnie Walker, som bortfører katte, og herfra flettes Mr. Nakatas og Kafkas historier sammen.

Løse ender vs. fascinerende skrivestil

I min optik er "Kafka on the Shore" lidt for lang i forhold til historiens potentiale, og den har en del løse ender. Der var flere elementer, som jeg følte, jeg manglede svar på, da jeg vendte den sidste side. Vigtige elementer, som havde betydning for fortællingen. Og det synes jeg er en skam.

Når det er sagt, så nød jeg virkelig at læse romanen, og jeg holdte af at læse om hovedpersonerne og deres historier. Særligt Mr. Nakata vandt mit hjerte. En samvittighedsfuld og umiddelbar karakter.

Jeg elsker Haruki Murakamis måde at skrive på, og det mystiske univers fascinerer mig. Jeg kan også godt lide de mange betragtninger og filosofier om livet, som gemmer sig overalt i Haruki Murakamis romaner.

I ”Kafka on the Shore” blev jeg særligt betaget af synet på minder, og på deres betydning for vores liv. Se f.eks. dette citat, hvor biblioteket sammenlignes med vores hukommelse og lagring af minder.

“Lost opportunities, lost possibilities, feelings we can never get back. That's part of what it means to be alive. But inside our heads - at least that's where I imagine it - there's a little room where we store those memories. A room like the stacks in this library. And to understand the workings of our own heart we have to keep on making new reference cards. We have to dust things off every once in awhile, let in fresh air, change the water in the flower vases. In other words, you'll live forever in your own private library.”

Den gode skrivestil og de betagende hovedpersoners historier rækker til fire stjerner. Var det ikke for de løse ender og det til tider lidt for langtrukne plot, havde jeg givet den alle fem stjerner.

Læs den hvis…

Hvis du kan lide Haruki Murakamis bøger, og hvis du holder af at læse mystiske fortællinger, så kan jeg helt klart anbefale dig at læse ”Kafka on the Shore”.

Er det dit første møde med Haruki Murakami, vil jeg dog anbefale dig, at du læser en af hans andre romaner først. F.eks. ”Norwegian Wood”, som er lidt kortere og lidt mindre mystisk. ”South of the Border, West of the Sun” har jeg selv til gode, men det skulle også være et godt sted at starte med Haruki Murakamis forfatterskab.

Vild med ORD: En aarhusiansk litteraturfestival

(Billedet af fra forrige års festival – Dengang skrev jeg et indlæg fra dagen, som I kan læse her)

Vild med ORD er en inspirerende og intim litteraturfestival, som foregår i Aarhus. Der er blandt andet oplæg og interviews med forfattere, oplæsninger og temaoplæg.

Det er en kulturindsprøjtning til det aarhusianske miljø, og det er en oplagt mulighed for litteraturentusiaster til at møde ligesindede og tale om gode bøger.

I år bliver festivalen afholdt d. 22.-25. oktober på Dokken i Aarhus, og temaet er fremtiden. På hjemmesiden skriver Vild med ORD:

”Fremtiden er et flerfacetteret tema, der sætter adskillige spørgsmål i spil; litteraturen materielle og digitale former til forfatternes fremtidsforestillinger. Fremtiden er teknologiske landvindinger, der ikke bare sætter litteraturen i et nyt lys, men også udforsker de omgivelser, denne litteratur kommer ud af og skriver sig ind i. Fremtiden ændrer på vores forhold til os selv og til hinanden, til tingene, vi omgiver os med, til maskinen og til naturen. Fremtiden er de debuterende forfatteres stemmer, men også de garvedes erfarne råd. Fremtiden er den usikre grund, men også det håbefulde mulighedsfelt. Vild med ORD vil bringe forskellige stemmer til debatten om morgendagens dystopier, drømme og visioner i litteraturen såvel som i det miljø, den er en del af.”

I kan læse mere på deres hjemmeside eller på Facebook, hvor I også kan se det netop offentliggjorte festivalprogram.

Jeg deltog i festivalen for to år siden og havde en helt fantastisk oplevelse. En oplevelse, som jeg glæder mig meget til at få igen i år.

Skal I med til Vild med ORD?

Hvis I skal af sted og har lyst til at mødes dernede, må I endelig give mig besked på louiserytter29@gmail.com. Jeg håber, vi ses :-)

"De mistede" af Daniel Mendelsohn

"De mistede" af Daniel Mendelsohn, 4/5 stjerner

Denne basse af en bog har taget mig lang tid at komme igennem. Den har ligget og pyntet på mit natbord, på mit skrivebord og på mit spisebord utallige gange og er blevet flyttet frem og tilbage. Igen og igen. Men det skyldes ikke manglende lyst til at læse den. Tvært imod. Jeg nød virkelig at læse Daniel Mendelsohns "De mistede" så meget, at jeg tog mig rigtig god tid til at smage på ordene og lytte til sætningernes melodier.

"De mistede" er på mange måder både erindringer, reportager, detektivarbejde og refleksioner. Det er Daniel Mendelsohns beretninger om sin søgen efter seks mistede slægtninge, som blev slået ihjel under Holocaust i Anden Verdenskrig. Vi tages med på en rejse til USA, Polen, Ukraine, Australien, Sverige og København i jagten på overlevende jøder, som kan fortælle familiens historie. Det er et enormt puslespil, som er svært at få til at gå op.

Undervejs i jagten reflekterer Daniel Mendelsohn over mange forskellige emner. Særligt religion og søskendebånd fylder en stor del af de 655 sider.

"Der er mange måder at miste sine slægtninge på, tænkte jeg; krig er kun én af dem."

Kønt og knudret sprog

Daniel Mendelsohn har en speciel skrivestil, som man som læser er nødt til at tage sig tid til at absorbere. De fleste af sætningerne er nemlig flere linjer lange, og enhver underviser i skrivekundskaber ville straks råbe vagt i gevær over de mange indskudte sætninger og den ødelæggende for- eller bagvægt. Jeg kan dog ikke lade være med at beundre sproget. Jeg synes, det understreger refleksionerne, og da det er vedvarende igennem hele bogen, illustrerer det en personlig stil.

Se blot dette eksempel:

"Om natten tænker jeg på det her.

Jeg er tilfreds med det jeg ved, men nu tænker jeg meget mere over det jeg kunne have vidst, hvilket var så meget mere end noget jeg kan finde ud af nu, og som er væk for altid.

Det jeg nu ved er dette: der er så meget som man ikke for alvor ser, sådan som man er optaget af det der skal til for at leve; så meget man aldrig bemærker, før man pludselig, uanset hvorfor - man viser sig at ligne nogen som for længst er død; man beslutter sig, pludselig, at det er vigtigt at éns børn ved hvor de kommer fra - har brug for de oplysninger som de mennesker man engang kendte altid havde kunnet give én, hvis blot man havde spurgt.

Men når man når frem til at tænke på at spørge, er det for sent."

Læs den hvis...

Jeg vil betragte Daniel Mendelsohns bog som en biografi, et historisk værk og en jagt på at løse et mysterium. Det er en god og indsigtsgivende bog.

Du skal læse "De mistede", hvis du interesserer dig for Anden Verdenskrig, har lyst til at læse om livet, eller hvis du vil nyde et smukt sprog.

Time and Place Booktag

Hver gang jeg tager en af mine gamle Harry Potter-bøger frem, mindes jeg mit første møde med denne besynderlige 11-årige dreng, som begynder et helt nyt liv i en magisk verden. Dengang sad jeg på mine forældres båd en bælgmørk sommeraften og lyttede til min mors oplæserstemme. Jeg husker stearinlysene på bordet, som var det eneste lys i mørket. Jeg mindes min iver efter af bliver trukket dybere ind i universet. Og jeg kan stadig se for mig, hvordan en jævnaldrende dreng på nabobåden sad og lyttede interesseret med, mens han lod som om han legede med en fiskestang.

De fleste af mine bøger, forbinder jeg med et bestemt sted, en speciel stemning eller en særlig episode. Så da jeg så, at der i øjeblikket bliver lavet videoer på Youtube om tid og sted i forhold til bøger, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle skrive et indlæg om denne tagleg (MercysBookishMusings har blandt andre deltaget).

Jeg har tidligere nævnt, at jeg læser litteratur fra de lande, jeg rejser rundt i, da jeg forbinder bøgerne med de steder, jeg besøger. F.eks. minder "Of Mice and Men" mig om Californien, "Sense and Sensibility" tager mig tilbage til en liggestol ved en pool i Tyrkiet, og "Karitas uden titel" får mig til at tænke på en lun sovepose i et koldt telt på Island.

Men jeg mindes ikke kun turistdestinationer og rejseoplevelser. Jeg mindes også episoder og stemninger fra min barndom, når jeg tænker tilbage på nogle af de bøger, jeg læste som barn. "Det lille hus på prærien" får mig til at tænke på, at jeg engang sad i den øverste køje i den køjeseng, jeg delte med min lillesøster, og læste om Laura Ingalls og hendes families rejse mod vest. "Frændeløs" forbinder jeg med en hyggelig køretur på vej på skiferie i Sverige, da jeg ikke var særlig gammel. Min mor læste højt for min søster og jeg, som sad på bagsædet - og ja, jeg har også mistænkt min far for at lytte interesseret med i førersædet ;-)

Blandt de bøger, jeg har læst de seneste par år, minder "Americanah" mig om et enormt hyggeligt read-a-thon, "The Final Empire" minder mig om sidste års skiferie, og "Det sidste brev fra din elsker" af Jojo Moyes får mig til at tænke på mit tidligere fritidsjob, hvor jeg blandt andet betjente garderoben i en svømmehal, og hvor jeg fik læst mange bøger i løbet af mine vagter.

Jeg synes, det er SÅ hyggeligt, at bøger ikke kun fungerer som en læseoplevelse, men at de også er med til at lagre følelser og stemninger fra ens fortid.

Jeg vil gerne "tagge" jer til at fortælle om nogle af de bøger, i forbinder med steder, stemninger og episoder. I kan skrive det her i kommentarfeltet, eller I kan selv lave et indlæg om emnet.

Jeg glæder mig til at læse om jeres bøger og oplevelser.

"Svøm med dem som drukner" af Lars Mytting

"Svøm med dem som drukner" af Lars Mytting, anmeldereksemplar fra Rosinante & Co., 4/5 stjerner

"For mig var mor en duft. Mor var varme. Hun var et underben, jeg klamrede mig til. Et pust af noget blåt; en kjole, jeg synes at huske, hun brugte. Jeg sagde til mig selv, at hun skød mig ud i livet med en buestreng, og da jeg dannede minderne om hende, vidste jeg ikke, om de blev rigtige eller sande. Jeg skabte dem blot, som jeg troede, en søn skulle mindes sin mor.

Det var mor, jeg tænkte på, når jeg loddede savnet i mig selv. Sjældent far. Nogle gange spekulerede jeg på, om han ville have været som andre fædre i bygden. Mænd jeg så i hjemmeværnsuniform, eller med fodboldstøvler på til oldboystræning, eller som var tidligt oppe i weekenden for frivilligt at hjælpe til i Saksum Jæger og Fisk.

Men jeg lod ham glide væk uden dårlig samvittighed. Det tog jeg, i hvert fald i mange år, som bevis på, at bedstefar prøvede at gøre alt det, som far ville have gjort, og at han faktisk lykkedes med det."

Sådan indleder Lars Mytting sin roman om hovedpersonen Edvard, som er vokset op i Norge uden sine forældre. Han har boet på sin bedstefars går, og da bedstefaren en dag lægger sig på sofaen for aldrig at vågne op igen, står Edvard tilbage uden slægtninge og med en længsel efter at finde ud af, hvad der er sket med hans forældre.

Han ved, at de er draget ind i et forbudt område i Frankrig sammen med ham, og at de er omkommet af giftgasser fra gamle håndgranater fra Første Verdenskrig. Selv var han forsvundet i fire dage efter dødsfaldet.

Men hvorfor drog de ind i den forbudte skov? Hvad ledte de efter?

Det mysterium sætter Edvard sig for at opklare.

En gribende og dyb fortælling

"Svøm med dem som drukner" er en spændingsroman og en slægtsroman, som tager læseren med på en rejse tilbage til historiens store verdenskrige. Den behandler temaer så som familiebånd, kærlighed og identitetssøgen.

Hovedpersonen Edvard har svært ved at finde ud af, hvem han er som menneske, fordi hans fortid er ét stort mysterium. Men efterhånden som brikkerne falder på plads, bliver det tydeligere for ham, hvem han er, og hvad han vil. Han lærer at føle kærlighed, at savne og at sørge over dem, han mister.

Jeg nød at læse "Svøm med dem som drukner", og de sidste 150 sider læste jeg uden afbrydelse, fordi jeg simpelthen måtte finde ud af, hvad der skete med Edvards familie, og hvordan han efterfølgende ville definere sig selv som menneske.

Derudover efterlod bogen mig glad og trist på samme tid, og karaktererne har levet videre i mig, siden jeg læste bogen færdig i går.

Lars Mytting har skrevet en vidunderlig bog, som jeg vil huske i lang tid fremover.