"Svøm med dem som drukner" af Lars Mytting

0 kommentarer

"Svøm med dem som drukner" af Lars Mytting, anmeldereksemplar fra Rosinante & Co., 4/5 stjerner

"For mig var mor en duft. Mor var varme. Hun var et underben, jeg klamrede mig til. Et pust af noget blåt; en kjole, jeg synes at huske, hun brugte. Jeg sagde til mig selv, at hun skød mig ud i livet med en buestreng, og da jeg dannede minderne om hende, vidste jeg ikke, om de blev rigtige eller sande. Jeg skabte dem blot, som jeg troede, en søn skulle mindes sin mor.

Det var mor, jeg tænkte på, når jeg loddede savnet i mig selv. Sjældent far. Nogle gange spekulerede jeg på, om han ville have været som andre fædre i bygden. Mænd jeg så i hjemmeværnsuniform, eller med fodboldstøvler på til oldboystræning, eller som var tidligt oppe i weekenden for frivilligt at hjælpe til i Saksum Jæger og Fisk.

Men jeg lod ham glide væk uden dårlig samvittighed. Det tog jeg, i hvert fald i mange år, som bevis på, at bedstefar prøvede at gøre alt det, som far ville have gjort, og at han faktisk lykkedes med det."

Sådan indleder Lars Mytting sin roman om hovedpersonen Edvard, som er vokset op i Norge uden sine forældre. Han har boet på sin bedstefars går, og da bedstefaren en dag lægger sig på sofaen for aldrig at vågne op igen, står Edvard tilbage uden slægtninge og med en længsel efter at finde ud af, hvad der er sket med hans forældre.

Han ved, at de er draget ind i et forbudt område i Frankrig sammen med ham, og at de er omkommet af giftgasser fra gamle håndgranater fra Første Verdenskrig. Selv var han forsvundet i fire dage efter dødsfaldet.

Men hvorfor drog de ind i den forbudte skov? Hvad ledte de efter?

Det mysterium sætter Edvard sig for at opklare.

En gribende og dyb fortælling

"Svøm med dem som drukner" er en spændingsroman og en slægtsroman, som tager læseren med på en rejse tilbage til historiens store verdenskrige. Den behandler temaer så som familiebånd, kærlighed og identitetssøgen.

Hovedpersonen Edvard har svært ved at finde ud af, hvem han er som menneske, fordi hans fortid er ét stort mysterium. Men efterhånden som brikkerne falder på plads, bliver det tydeligere for ham, hvem han er, og hvad han vil. Han lærer at føle kærlighed, at savne og at sørge over dem, han mister.

Jeg nød at læse "Svøm med dem som drukner", og de sidste 150 sider læste jeg uden afbrydelse, fordi jeg simpelthen måtte finde ud af, hvad der skete med Edvards familie, og hvordan han efterfølgende ville definere sig selv som menneske.

Derudover efterlod bogen mig glad og trist på samme tid, og karaktererne har levet videre i mig, siden jeg læste bogen færdig i går.

Lars Mytting har skrevet en vidunderlig bog, som jeg vil huske i lang tid fremover.