Det fiktive univers

"Og bjergene gav genlyd" af Khaled Hosseini

Jeg har netop læst den sidste side af Khaled Hosseinis roman "Og bjergene gav genlyd". Jeg skyndte mig at tænde for computeren, så jeg kunne dele min læseoplevelse med jer. Og hold da op, hvor er det en god bog. Jeg er helt vild med den måde Khaled Hosseini bygger fortællingen op på og får fortalt forskellige sider af samme historie.

Fortællingen, som hele romanen kredser om, er adskillelsen af et ungt søskendepar. Abdullah har mildest talt opfostret sin lillesøster Pari, siden deres mor døde. Det var ham, der stod op om natten og passede hende. Det var ham, der trøstede hende. Det var ham, der tog sig af hende. De knytter et tæt bånd til hinanden. Et tæt bånd, der brydes, da de hives fra hinanden, men som aldrig helt forsvinder.

I hovedfortællingen eksisterer en række andre fortællinger. Man føres som læser fra Kabul til Paris, og fra Californien til det græske øhav. Man stifter bekendskab med brødre og søstre, fædre og mødre, nære venner og fjerne slægtninge. Men vigtigst af alt får man et indblik i, hvordan de valg, man træffer, kan få konsekvenser - ikke bare for en selv, men også for ens efterkommere.

Jeg synes, det er en fantastisk bog. Den er rørende, oplysende, veludført og ikke mindst godt skrevet. Hvis I ikke allerede har læst den, synes jeg, I skal gøre det. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Khaled Hosseini har skrevet endnu et mesterværk.

Den var så godt, at jeg flere gange tog den frem og læste lidt, når jeg havde 5 minutters frirum. I går læste jeg, indtil mine forældre kom til kaffe, og i dag kunne jeg ikke lade være med at lave en lille overspringshandling eller to...

"Anne fra Grønnebakken"

For nyligt fandt jeg en af mine gamle barndomsromaner hjemme hos mine forældre. "Anne fra Grønnebakken" var en af de første romaner, jeg læste, og den har haft afgørende betydning for mig som læser. Den satte gang i min interesse, og siden dengang har jeg lånt og købt hundredevis af bøger. Jeg blev ramt af nostalgi, da jeg fandt bogen, og jeg fik følelsen af at være en ung og nysgerrig pige igen. Det var så overvældende, at jeg blev nødt til at tage den med tilbage til Aarhus. Nu har den fået en fast plads i bogreolen, så det kan varme mit hjerte, når mit blik strejfer den i ny og næ.

Jeg synes, det er sådan en fin udgave af bogen. Det er lidt svært at se på billedet, men overskriften "Anne" buler en anelse ud, så man kan mærke det, når man lader fingrene løbe over den. Desuden er overskriften kobberfarvet, som en af mine yndlingsfarver lige for tiden.

Jane Austen favorit?

Som så mange andre litteraturelskere er jeg vild med Jane Austens romaner, og jeg kan læse dem igen og igen. Sproget er fantastisk, og selvom der ikke "sker så meget", er man altid underholdt af spidsfindige dialoger og diskrete sidebemærkninger. Desuden får man et malende billede af tiden og samfundet. Man inviteres hjem i folks stuer og lytter til musikken og samtalerne rundt omkring i krogene.

Min yndlings Jane Austen-roman er "Emma". Jeg kan godt lide, at Austen har valgt en heltinden, der er anderledes end i hendes andre romaner. Emma er rig, ung og smuk og omgivet af venner, der forguder hende - og sådan finder hun det naturligt og fortjent. Hun ser kærlighed overalt og mener at være en dygtig Kirsten Giftekniv. Desværre lykkedes hun ikke med mange af sine projekter, og det går ud over hendes veninde Harriet. Det er også lige før, Emma selv går glip af sin egen lykke.

Mr. Knightley ser Emma, som hun i virkeligheden er, og han er ikke bange for at diskutere med hende og udtrykke sine holdninger. Han er med til at modne hende og åbne hendes øjne, og hun giver ham modspil. De fungerer bedst sammen, og alene det, synes jeg, er utrolig smukt.

Jeg ejer tre forskellige eksemplarer af bogen. Det første eksemplar er fra Wordworth Classics, og den er efterhånden blevet læst så mange gange, at den er blevet utrolig smuk at se på og dejlig at have mellem hænderne. Den har æselører i hjørnerne, understregede linjer og noter i marginen. Det er mit yndlingseksemplar, fordi den også indeholder små fine illustrationer. Det andet eksempler er en utrolig smuk udgave fra Penguin Classics Deluxe serien. Forsiden og bagsiden er broderet, og siderne er ujævne og har et slidt look. Mit sidste eksemplar er en dansk oversættelse. Jeg har ikke læst den endnu, så jeg kan ikke sige, hvad jeg synes om den. Men jeg er en smule skeptisk, fordi jeg elsker Jane Austens sprog, og det kan umuligt blive helt det samme på dansk. Jeg syntes dog, det var så fint et eksemplar, at jeg ikke kunne stå for det.

"Hobbitten" af J.R.R. Tolkien

Jeg har læst alle tre bind af "Ringenes Herre" og set filmene, og har altid været bidt af universet. Alligevel har jeg aldrig fået læst "Hobbitten". Sidste vinter så jeg den første Hobbitten-film i biografen og besluttede mig for, at jeg bare måtte få læst bogen. Det gjorde jeg så her for et par uger siden.

"Hobbitten" handler om Bilbo Sækker, der lever et stille og roligt liv i sit lille hobithul. En dag får han besøg af troldmanden Gandalf og tretten dværge. De vil gerne have Bilbo med på deres færd for at tilbageerobre deres forfædres skatte, som bevogtes af dragen Smaug. Det bliver et hæsblæsende eventyr, som forandrer Bilbos liv for altid.

Jeg lånte bogen på biblioteket, og jeg har mange gange, mens jeg læste i den, stoppet op og duftet til den. Den dufter af en rigtig gammel bog, og det er jeg helt vild med. Men jeg har besluttet mig for, at jeg vil have fat i mit eget eksemplar, for den er uden tvivl en af mine nye yndlingsbøger.

Er der nogen af jer, der har et bud på, hvor jeg kan finde en rigtig fin udgave af den? Den må meget gerne være i hardback og på engelsk.

Studiebøger

Efter fire år på universitetet har jeg efterhåndet rimelig mange studiebøger. Jeg synes, mange af dem er rigtig fine at have stående, og det er også altid rart at have dem ved hånden, så man hurtigt kan slå noget op. De pynter så fint i bogreolen. Jeg håber en dag, jeg kan få plads til mit eget hjemmekontor, hvor de rigtigt kan komme til deres ret.

De her fire bøger er rigtig gode men også rigtig pæne.

De her tre bøger er nogle af mine yndlingsstudiebøger. De er rigtig gode opslagsværker, som man kan bruge i mange forskellige situationer. Desuden har forfatterne rent faktisk forstået pointen med god kommunikation - nemlig at modtageren skal kunne forstå budskabet!

"Doppler" af Erlend Loe

For nyligt slugte jeg Erlend Loes "Doppler". Og jeg slugte den vitterligt, for det er en kort og letlæseligt roman.

Den handler om Doppler, der lever et almindeligt liv med kone, børn og et godt job. En dag på en cykeltur gennem skoven vælter han og bliver liggende i skovbunden. Han mærker, hvordan han føler sig tryg og hjemme i skovens omgivelser, og det går op for ham, at det eneste, der lige nu er på spil i hans liv, er, hvordan badeværelset skal indrettes. Den åbenbaring kan han ikke klare, så han tager hjem til familien, pakker sin rygsæk og flytter ud i skoven.

Ude i skoven bor han i et telt og overlever ved at bytte med varer. Han er træt af, at man har penge og vil gerne tilbage til bytte-kulturen. Men for at have noget at handle med, må han skaffe sig en vare. Han finder en stor elg, som han slår ihjel og lever på i lang tid. Uheldigvis har elgen en kalv, som Doppler ikke kan slippe af med igen. Han ender med at tage den til sig og udvikler et tæt bånd til den.

I sit liv i skoven filosoferer han over nutidens menneskers måde at prøve på altid at være kompetente til alting, og det frastøder ham. Han har også lige mistet sin far, som han finder ud af, at han overhovedet ikke kendte. Det skræmmer ham, og det er nok i virkeligheden derfor, han er søgt ud i skoven.

Doppler er en utrolig underholdende roman. Jeg har svært ved ikke at holde af Erlend Loes sprog og absurde vendinger. F.eks. skriver han: "Jeg går ud og pisser. Som altid det samme sted. På den flade sten uden for teltet. Derfra kan jeg normalt se hele byen og fjorden, men ikke nu, for der er tåget. Og kalven ignorerer jeg fuldstændigt. Jeg lader simpelthen som om, den ikke er der. Den står spændt og følger med, mens jeg pisser. Jeg forsøger at stå med ryggen til, men den har sikkert fået et glimt af mig og vil se mere. Den flytter sig og ser fra en ny vinkel. Jeg vender mig væk, men kalven flytter efter. Der virker som om, den vil tjekke, om den virkelig har set rigtigt. Ligesom alle andre. Story of my life. Ja, ja, for fanden, siger jeg og vender mig mod den med bukserne nede om haserne og armene i vejret. Kig så, siger jeg. Er det så godt? Har du set nok? Tilfreds? Men den frække lille starut er ikke tilfreds. Den stirrer. Og der er grænser for, hvad jeg gider stå model til fra en elg. Jeg griber øksen, der står i et træ inden for rækkevidde og slænger den af alle kræfter mod kalven. Den kaster sig til siden og løber ind mellem træerne."

"Doppler" er godt nok satirisk og samfundskritisk, men nogle gange irriterer personen Doppler mig også lidt. Til tider opfatter jeg ham som lidt for arrogant og alt for selvtilfreds. Jeg får en opfattelse af, at han er for god til at være sammen med alle os andre "idioter", der ikke kan se meningen med tilværelsen. Men set bort fra de små irritationsmomenter, når jeg læser den, så synes jeg, det er en okay underholdende bog, jeg godt kunne lide at læse. Jeg vil give den 2/5 stjerner.

"Can anything be done about it?"

Jeg render altid rundt med en lille notesbog på mig, så jeg kan notere en god vending, en sjov idé, eller hvad der ellers falder mig ind på min vej. Det er simpelthen en nødvendighed, for de gode idéer opstår altid på de mest upraktiske tidspunkter. Når jeg er i bad. Når jeg cykler en tur. Eller når jeg står i kø i Netto. Jeg har også en lidt større notesbog, som jeg har liggende på mit natbord. Bitter erfaring har nemlig lært mig, at jeg får gode idéer, når jeg lægger hovedet på puden. Jeg har alt for tit været nødt til at stå op for at skrive det ned, for ellers kan jeg ikke falde i søvn.

Da jeg så "Becoming Jane" første gang, lagde jeg specielt mærke til scenen, hvor Jane skriver i sin lille sorte notesbog. Hun er lige kommet hjem fra et besøg hos de fattige, og Lady Gresham og Mr. Wisley venter på hende. Lady Gresham spørger, om de unge mennesker ikke skulle gå sig en lille tur. Her standser Jane op og sætter sig på en bænk. Hun finder sin notesbog frem og begynder at skrive helt fordybet i sine egne tanker. Lady Gresham spørger Mrs. Austen, hvad Jane laver. Da Mrs. Austen siger, at hun skriver, spørger Lady Gresham, og det er noget, der kan gøres noget ved. Det er en komisk scene, og den betyder utrolig meget for mig personligt.