Jeg elskede at læse "The Fault in Our Stars" i sin tid på trods af dens hype. Augustus og Hazels hjerteskærende historie tog mi...

"The Fault in Our Stars"


Jeg elskede at læse "The Fault in Our Stars" i sin tid på trods af dens hype. Augustus og Hazels hjerteskærende historie tog mig med storm, og jeg forelskede mig straks i de to teenagere. 

I aften skal jeg så i biografen med min søster og se filmatiseringen. Jeg glæder mig afsindig meget, og jeg er spændt på at se, om den kan leve op til bogen. 

Formår den at skildre kemien og humoren mellem Augustus og Hazel? Kan den ramme mig lige så dybt som bogen? Det vil tiden vise.

Men jeg må hellere lægge bogen lidt i baggrunden og gå til filmatiseringen som en fortælling i sig selv. Jeg skulle jo nødigt blive skuffet. 

Hvad er jeres oplevelser med filmatiseringen af "The Fault in Our Stars"?









6 kommentarer:

  1. Jeg tror, jeg er den eneste, der ikke var så tilfreds. Altså jo, jeg syntes den var fantastisk, men jeg græd ikke. Ikke en eneste gang fik jeg våde øjne. Og det er jeg godt nok ærgerlig over, når det er den type film. Så du skal nok forvente, at blive rørt, det er i hvert fald mit indtryk, at alle andre er blevet det. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg græd heller ikke men sad til gengæld med en stor knude i maven det meste af filmen. Det hænger nok sammen med, at man ved, hvad der kommer til at ske. Mit indtryk var i hvert fald, at de fleste andre i biografen blev vildt overraskede over filmens drejning :)

      Slet
  2. Tror det er første gang, jeg kommenterer på filmen, men efter min mening er det en tro filmatisering af bogen. Jeg blev i hvert fald positivt overrasket over flere af skuespillerne. Desværre virker mange øjeblikke/situationer overspillet - de fungerede ikke så godt som i bogen. Jeg blev indimellem rørt, men ikke så rørt at jeg græd, som så mange andre ellers har gjort. Det i sig selv er ret frustrerende, for jeg stortudede første gang jeg læste bogen og så traileren... Men en okay filmatisering, trods alt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg oplevede også, at den var tro mod bogen, men jeg kan godt se, hvad du mener med, at nogle situationer var lidt overspillet. Det er nok af hensyn til dem, som ikke har læst bogen, for det er ikke alt, man kan gengive på film.

      Jeg græd heller ikke, og jeg syntes faktisk det var lidt frustrerende. Alle andre i biografen snøftede eller hulkede, men jeg sad bare med en stor knude i maven. Det var lidt irriterende, for jeg følte, at jeg havde lidt mere ejerskab over filmen end de andre tilskuere, fordi jeg netop har læst bogen og elsket den, før der overhovedet var tale om en filmatisering :)

      Slet
  3. Du har noget at glæde dig til. Filmen rørte mig lige så dybt og inderligt som bogen, hvis ikke mere, og er blevet hos mig siden (det er 3 uger siden.....). Dette hænger nok også sammen med, at historien pludselig er visualiseret, og at følelserne, fortællingen søger at frembringe, appellerer mere til en i den sammenhæng. Men ellers formår filmen på fineste vis at holde fast i John Greens enestående univers og ånd. Kan klart anbefale den! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg var også meget positivt overrasket over, hvor meget den var tro mod bogen. Det var jeg virkelig glad for, og det var også sjovt at få sat nogle andre ansigter på personerne, end dem man selv havde dannet sig.

      Jeg var meget begejstret og rørt :)

      Slet

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.