"Sense and Sensibility" af Jane Austen

10 kommentarer

"Sense and Sensibility" af Jane Austen, 5/5 stjerner

I romanens begyndelse ligger Mr. Dashwood for døden, og hans søn John Dashwood lover at tage sig af sin stedmor Mrs. Dashwood og sine søstre Elinor, Marianne og Margaret. Loven tilskriver nemlig sønnen familiens ejendom og formue.

Johns kone Fanny Dashwood formår dog at overtale sin mand til at holde på pengene og støtte sine familie på anden vis. De fire kvinder må derfor forlade deres hjem og flytte i et yderst beskedent hus på landet.

Før de rejser, når Elinor at knytte sig til Fannys bror Mr. Ferrars. De to unge mennesker indgår et venskab, som beror på respekt og gensidig forståelse.

Familien Dashwood falder til i de nye omgivelser, og Marianne kaster sig hovedkulds ud i en forelskelse i den ekstraordinært pæne og charmerende Mr. Willoughby. Den fornuftige og korrekte Elinor er bekymret for sin søsters manglende diskretion.

Samtidig forstår Marianne ikke, hvorfor Elinor ikke viser sine følelser for Mr. Ferrars.

“Always resignation and acceptance. Always prudence and honour and duty. Elinor, where is your heart?”

Da Jane Austen skrev "Sense and Sensibility" i slutningen af 1700-tallet og starten af 1800-tallet var der en generel opfattelse af, at følsomhed var et tegn på omsorgsfuldhed og næstekærlighed. Hvis man var følsom, havde man en særlig evne til at føle empati for andre.

Den tankegang udfordrer Jane Austen på behørig vis i "Sense and Sensibility". Da Mariannes hjerte brister - fordi hun uden eftertanke har kastet sig ud i et passioneret forhold til Mr. Willoughby - er hun blind over for Elinors modgang.

Elinor må kæmpe for at få sin søster tilbage på sporet, samtidig med at hun selv beskyldes for sin mangel på evnen til at udtrykke sine følelser.

Det er ironisk og paradoksalt og er et glimrende eksempel på Jane Austens beundringsværdige forfatterskab.

Men heller ikke Elinors fornuftige tilgang til tilværelsen er udelukkende imponerende. Jane Austen ønsker ikke at stille fornuft og følelser som hinandens diametrale modsætninger. Vi skal i stedet se på de to egenskabers mere brede spektrum.

Derfor gennemgår romanens to heltinder begge en forandring.

Det viser sig til sidst - og det er Jane Austens pointe - at dem, der kan opretholde den sociale orden via dømmekraft og tolerance, opnår triumf.

Jeg er fascineret af Jane Austens "Sense and Sensibility", og jeg føler mig tæt knyttet til Marianne og Elinor, fordi jeg har fulgt deres svære udvikling. Selvom romanen er samtidskritisk og bærer på skelsættende budskaber, er det også en smuk fortælling.

Jeg savner dog en smule passion i slutningen, som bliver lidt for flad efter min smag. Men det var vidst også den eneste kritiske finger, jeg kunne sætte på Jane Austens vidunderlige roman.

Den fortjener alle fem ud af fem stjerner.