"Hvis det er" af Helle Helle, anmeldereksempler af Rosinante&co,  4/5 stjerner ”Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke,...

"Hvis det er" af Helle Helle

"Hvis det er" af Helle Helle, anmeldereksempler af Rosinante&co, 
4/5 stjerner

”Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko”.

Roar er faret vild på en løbetur i en jysk skov. Men han er ikke alene. Han møder en kvindelig løber, som heller ikke kan finde ud af skoven. De følges ad og finder ly for natten i en shelter. Roar har en stor vabel på den ene fod (fordi han ved en fejl har købt løbesko i to forskellige størrelser), de mangler mad og drikke, og det er hundekoldt om natten i den store skov.

De befinder sig i en tilsyneladende håbløs situation, indtil de slår sig ned i et lille anneks, som er tilknyttet en gammel gård.


Helle Helle har skrevet endnu en fantastisk roman, som skildrer to modløse eksistenser. Roar er kejtet og mangler drivkraft. Vejmand (kvinden) har oplevet et par forliste forhold og har den dag i dag et arbejde, som hun ikke kan udstå.

I skoven kommer de to karakterer tættere på hinanden, og da de får muligheden for at vende tilbage til deres normale tilværelse, haster det pludselig ikke.

Jeg er særlig begejstret for denne episode, hvor det lykkes dem at få strøm og signal på Vejmands mobiltelefon:

”- Så er den der, siger hun og taster sin kode ind. Jeg står med den tomme elkedel i hånden og kigger med.  - Jeg har fået en sms, siger hun og et kort øjeblik efter: - Nåh, der er bare blevet trukket penge fra min konto. Men nu er der altså dækning. Jeg får elkedlen på plads i skabet, stiller mig igen bag hende. Hun vender sig halvt på stolen: - Du må gerne ringe først. - Det er pænt af dig. Men gør du det, siger jeg og i samme sekund: - Jeg skal ikke ringe. - Okay, siger hun. - Nej, det er også blevet rimeligt sent at forstyrre folk”.


”Hvis det er” skiller sig ud fra Helle Helles tidligere romaner, som alle fortælles af kvinder. Dette nye skud på stammen fortælles af en mandlig hovedperson, der – ligesom Helle Helles tidligere hovedpersoner – mangler drivkraft. Det er i stedet Vejmand, der går forrest i deres forsøg på at finde ud af skoven. Det er hende, der tager initiativet og sørger for, at de overlever. Roar følger bare med.

Dog er det kvinden, vi som læsere lærer at kende. Vi ser hende fra Roars synspunkt, og romanen indeholder tilbageblik fra hendes ungdom. Vi hører om hendes tilværelse i et kollektiv, hvor hun er ulykkelig forelsket. Vi er med, da hun flere år efter møder sin gamle flamme og finder sammen med ham. Og vi er med, da forholdet forliser.

Roar hører vi ikke meget til, og det understreger, hvem han er som person. Han er ubetydelig. Han er medløberen. 


Helle Helles sprog er som altid vidunderligt. Det er minimalistisk og gennemtænkt, og det lykkes Helle Helle at sige meget uden egentlig at sige det. 

Jeg er begejstret for romanen ”Hvis det er”. Faktisk tror jeg, den skal læses endnu engang. Det er nemlig noget af det, Helle Helles romaner kan. De kan læses igen og igen, og man vil hver gang støde på nye detaljer.  





7 kommentarer:

  1. Den lyder faktisk virkelig, virkelig fin! Jeg er ellers én af de personer,møder grundet en dårlig oplevelse med Helle Helle et eller andet sted i mit skolesystem, ikke har turdet røre hende med en ildtang - men det kan være, man burde give den her nye lille sag en chance. :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er virkelig også fin! Jeg synes helt bestemt, du skal give den en chance :)

      Slet
  2. Det er sjovt. Jeg bryder mig simpelthen ikke om Helle Helle, men hver gang hun smider en ny bog på gaden, bliver jeg helt vildt fristet. Det er simpelthen så underligt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tror, man enten kan lide Helle Helle, eller så bryder man sig ikke om hende. Hvis det er hendes karakterer og fortællinger, du ikke kan lide, så kan "Hvis det er" måske alligevel interessere dig, for den afviger ret meget fra hendes øvrige romaner :)

      Men er det sproget, du ikke bryder sig om, så ved jeg ikke, om du vil kunne lide den, for det er ret samme stil, som at plejer :)

      Slet
  3. Tak for anbefalingen! Den er også på min ønskeseddel til jul :-)) KH Shanice

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er glad for, du kunne lide den :-)

      Det kan jeg godt forstå. Du skal glæde dig meget til at læse den :-)

      Slet
  4. Jeg elsker bare Helle Helle, og det var meningen at jeg først skulle læse "Hvis det er" en dag næste uge, men nu tror jeg sørme, at jeg er nød til at læse den i morgen, da jeg ikke kan vente mere :0).

    SvarSlet

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.