Som jeg luftede tilbage i januar , vil jeg gerne læse Far from the Madding Crowd af Thomas Hardy, før filmatiseringen får præmiere d. 23...


Som jeg luftede tilbage i januar, vil jeg gerne læse Far from the Madding Crowd af Thomas Hardy, før filmatiseringen får præmiere d. 23. april. Nogle af jer gav udtryk for, at I gerne ville læse med. Det skal I selvfølgelig have mulighed for, så jeg har arrangeret et lille readalong.

Da I skal have tid til at skaffe bogen, går vi først i gang med at læse d. 9. marts. Jeg har ikke sat nogen slutdato, da vi sikkert er færdige på forskellige tidspunkter, alt efter hvor hurtigt vi læser, og hvor mange andre bøger vi har gang i imens.

Hvis I vil dele jeres læsning på Instagram eller Twitter, kan I bruge hashtagget #ViLæserHardy.

Har I lyst til at læse med?

P.s.: I kan købe bogen billigt i Bog & Idé. Min udgave kostede kun 50 kr. Bogen er også tilgængelig ganske gratis flere steder på nettet. 


”The Final Empire” af Brandon Sanderson, 5/5 stjerner I denne verden er himlen rød, og aske daler konstant mod jorden. Om dagen u...


”The Final Empire” af Brandon Sanderson, 5/5 stjerner

I denne verden er himlen rød, og aske daler konstant mod jorden. Om dagen undertrykker herskeren Lord Ruler og hans adelige tilhængere slaverne, skaa-folket. Om natten dominerer tågen.

Nogle få privilegerede har magiske kræfter, hvis ressource er forskellige former for metaller. En Mistborn (konbination mellem skaa-menneske og adelig) kan bl.a. bruge metallerne til at bevæge sig i luften, til at skærpe sanserne og udholde smerte.

Nogle væsner har ekstremt gode hukommelser, andre kan påvirke følelser.

Den mest kendte Mistborn er Kelsier. Han er sluppet levende fra The Pits of Hathsin, som er et område, hvor undertrykte skaa-folk udvinder et værdifuldt metal til adelen og herskeren. Ingen er førhen kommet levende derfra, så Kelsier er kendt og dyrket af skaa-folket.

Hans mission er at gøre oprør og sætte skaa-folket fri. På den mission lægger han mærke til en ung pige, som har samme kræfter som ham selv. Vin er halv skaa og halv adelig og er medlem af en tyvegruppe. Hun er vokset op under barske forhold, og hun har kun svagt kendskab til sine egne kræfter.

Kelsier tager hende under sine vinger og lærer hende at bruge sine Mistborn-kræfter. 

Sammen med en gruppe trofaste folk planlægger de at indtage Lord Rulers palads og på den måde tage første skridt mod erobringen af hans rige.    


Det er længe siden, jeg har læst en så gennemført fantasy-fortælling. Hele universet er bygget op med religioner, verdenshistorie og magiske kræfter, hvis lige jeg ikke førhen har set. Samtidig er Brandon Sanderson dygtig til at bygge en fortælling op.

Han formår at inddrage interessante temaer som f.eks. slaveri og det at være født til sin i plads i samfundet. Han skaber en ung heltinde, som skal igennem en svær udvikling. Og så formår han at placere et kærlighedsforhold, som hverken fylder for meget eller for lidt.

Det er også længe siden, jeg har læst en så lang bog (ca. 650 side), som jeg havde svært ved at lægge fra mig. Allerede fra første side var jeg fanget, og jeg sagde til at mine kæreste – efter at have læst de næste 50 sider – ”det her tegner til at blive rigtig godt!”.

De sidste 200 sider læste jeg i streg. Jeg kunne simpelthen ikke lægge bogen fra mig uden at vide, hvordan det hele skulle ende.

Og så er der endda hele to bøger mere i serien. 
   

Hvis I er til en rigtig god, gammeldags fantasy-fortælling med et spændende magisk univers, så kan jeg uden tvivl opfordre jer til at læse denne serie. For wow, den er god! 



Jeg elsker smukke bøger. Og jeg er særlig begejstret, når en bogs layout er gennemført og afspejler fortællingen. Det gælder hele bogen...


Jeg elsker smukke bøger. Og jeg er særlig begejstret, når en bogs layout er gennemført og afspejler fortællingen. Det gælder hele bogens cover. Inklusiv bagsiden.

I dette indlæg giver jeg et par eksempler på bagsider, jeg finder særligt smukke.


De mønstrede

Jeg er vild med serien Penguin Clothbound Classics, som to af bøgerne på billedet er en del af. Den sidste bog The Great Gatsby er også en del af en serie, fra forlaget Penguin, som består af alle Fitzgeralds fortællinger.

Mønstrene passer så fint til hver enkelt fortælling.   



De enkle

Denne lyseblå bagside med mønstret langs kantet er noget så smuk. Udtrykket er enkelt og samtidig vældig fint.



Dem med illustrationer

Jeg er vild med illustrationer på bøger. Og det gælder selvfølgelig også på bagsiden. Særligt er jeg vild med Harry Potter-bogen og min udgave af Emma.



Dem med citater

Kendte citater fra klassikere er noget af det fineste. Jeg er vild med citatet fra Wuthering Heights, som jeg elskede at læse.



Elsker I også, når en bogs layout er gennemført? Kan I også sukke over en bogs bagside?

I kan se endnu flere smukke bagsider på Instragram under #bookishbacks

"Leonora Christine" af Maria Helleberg, anmeldereksempler fra Rosinante & co, 4/5 stjerner ”Hun ville have et me...


"Leonora Christine" af Maria Helleberg, anmeldereksempler fra Rosinante & co, 4/5 stjerner


”Hun ville have et menneske. Ensomheden var værre end fangenskabet, og hun ville ikke tænke fremad. Gang på gang, såvel når hun var vågen som i søvne, nåede hendes tanker den låste dør, hvor de måtte vende om. Hun bevægede sig således mod døren i konstante spring, uden andet resultat end skuffelse. Intet udefra kunne slippe ind, og hun kunne heller intet påvirke, som befandt sig udenfor.”

Leonora Christine bliver i 1663 taget til fange og placeret i Blåtårn i København. Hun blev pågrebet på en rejse til England, hvor hun skulle hente sin mands formue. En formue Corfitz Ulfeldt ellers var frakendt.

I sine første år som fange i Blåtårn forbliver Leonora loyal mod sin mand, og hun står imod psykisk terror og frihedsberøvelse. Men efterhånden som årene går, dør Corfitz Ulfeldt, og deres mange børn vokser fra hende.

Er der noget at vende tilbage til? Er jeg stadigvæk en trussel mod kongefamilien? Har de glemt mig? Disse spørgsmål nager Leonora Christine, alt imens hun ser sit liv passere forbi.


Maria Helleberg fortæller historien om Leonora Christine og hendes plads i et farligt politisk spil. Det er en historie, som strækker sig over en hel levealder. Det ene øjeblik trisser Leonora rundt på slottet som sin fars – Christian d. 4. – yndlingsdatter. Det næste er hun gift med Corfitz Ulfeldt og ligger på bryllupsnatten og lytter til fangerne i Blåtårn, som befinder sig på den anden side af muren.

Før Leonora Christine får set sig om, er hun mor til en hastigt voksende børneflok, hun er en brik i sin mands politiske magtspil, og hun begynder at frygte for deres fælles tilværelse.
Men Corfitz Ulfeldt er grådig og bliver mere og mere ustabil med årene. Inden længe må Leonora kæmpe for at holde sammen på familien.

Maria Helleberg skildrer altså både Leonora Christines tid i Blåtårn, hendes lange politiske rejse for at nå dertil, og hendes liv efter 22 år i fængsel. Og hun gør det på fornemmeste vis.

Jeg er fascineret af Maria Helleberg evne til at sætte sig i Leonora Christines sted og forestille sig, hvordan hun må have haft det. Beskrivelserne er rørende, de er smukke – og de er troværdige.

”I den sidste tid havde hun skåret tænder. Det var begyndt med en løs tand, men den skånede hun nu og forsøgte at holde sin mund i ro. Lige nu formåede hun ikke at styre sine tænder, de kværnede mod hinanden, mens resten af hende tilsyneladende forholdt sig i fuldkommen ro.”


Jeg har altid været betaget af Leonora Christine, og det er ikke første gang, jeg læser en historisk roman om hende som person. Men denne roman af Maria Helleberg skiller sig ud fra de andre, jeg har læst. Den skildrer nemlig både Leonoras tid i fangenskabet og hende og Corfitz’ politiske vej mod afgrunden. Desuden er handlingen fængslende, og sproget er velovervejet.  

'Leonora Christine' var interessant læsning, og jeg nød at blive klogere på en spænende periode i Danmarkshistorien.   




Vi har alle nogle forventninger til, hvad en god bog skal indeholde, hvordan karaktererne skal være, og hvad fortællingen skal kunne gø...


Vi har alle nogle forventninger til, hvad en god bog skal indeholde, hvordan karaktererne skal være, og hvad fortællingen skal kunne gøre ved os. Jeg har på det seneste funderet over, hvordan jeg definerer en god bog.

Umiddelbart var der ikke noget konkret, jeg kunne pege på, som enten skulle være til stede, eller som helst ikke måtte have noget med bogen at gøre. Derfor har det taget mig lang tid at nå frem til en konklusion. Og den konklusion, jeg er nået frem til, er heller ikke endegyldig. Min holdning til en god bog har nemlig ændret sig med tiden, og det vil den formentlig fortsætte med at gøre, efterhånden som jeg introduceres til endnu flere bøger.

Nå. Men her er nogle elementer, som ofte er afgørende for, om en bog - ifølge mig - er god eller knapt så god.

Først og fremmest skal plottet fange mig. Hermed ikke sagt at det nødvendigvis skal være en hæsblæsende og gruopvækkende krimi. Slet ikke. En rolig og fredfyldt fortælling kan nemlig sagtens vække min nysgerrighed og lokke mig til at vende side efter side.  

Dernæst skal karaktererne være interessante. Jeg kan godt lide, når jeg kan genkende noget fra en karakters personlighed, så jeg lettere kan ”se personen” for mig. Men her er det vigtigt, at forfatteren holder lidt igen og stadigvæk overrasker mig. Karaktererne må nemlig ikke blive for stereotype så de bliver decideret karikerede. Så falder det hele til jorden for mig. Karaktererne skal helst være lidt skæve og interessante.

Til sidst må sproget gerne være smukt og kreativt. Jeg elsker at læse en bog, hvor hver sætning er velovervejet og har en betydning for fortællingen. Dog bryder jeg mig ikke om, hvis sproget bliver så kreativt, at det ikke længere er behageligt at læse. Et helt simpelt sprog kan sagtens være smukt. Så længe det passer til fortællingen, og så længe jeg nyder at smage på ordene, vil jeg med sikkerhed holde af at læse bogen.   

Det allervigtigste for mig er dog empatien - at forfatteren kan sætte sig ind i sine karakterer og på den måde gøre dem troværdige. Lykkes det, er jeg solgt, og så er en bog rigtig god.

Hvordan definerer I en god bog? 


I går eftermiddag var min kæreste og jeg i biografen for at se The Imitation Game . Vi købte den sædvanlige ”cola, popcorn og slikpose...


I går eftermiddag var min kæreste og jeg i biografen for at se The Imitation Game. Vi købte den sædvanlige ”cola, popcorn og slikpose”-menu og satte os til rette i sæderne. Vi gik som altid lige til popcornene og kværnede om kap under forfilmene, indtil papæsken var tom. Det var måske i virkeligheden en ret god idé, for så snart filmen gik i gang, lod vi os begge tryllebinde til det store lærred.

Vi glemte fuldstændig at spise den medfølgende slikpose. Men okay, de der menuer er rimelig meget over the top, så det er vidst de færreste, der forlader biografen tomhændede.

Da filmen sluttede, og rulleteksterne satte i gang, sad vi begge som forstenede. Ikke før al lyset blev tændt, og de fleste andre biografgæster havde forladt rummet, rejste vi os og gik ud i kulden.
Vi gik side om side. Helt tavse. Indtil vi begge – i munden på hinanden – udbrød: ”Der var vidst en ny film til blue ray-samlingen”.


The Imitation Game handler om matematikeren Alan Turning, som bliver ansat af den engelske efterretningstjeneste under anden verdenskrig til at bryde tyskernes kodesystem Enigma. Det er en tophemmelig opgave, som han deler med fire andre matematiske genier.

Alan Turning har en form for autisme og er asocial. Det har givet ham udfordringer, siden han var dreng, og det bliver ved med at følge ham resten af livet. Men som det pointeres flere gange i filmen:

“Sometimes it is the people who no one imagines anything of who do the things that no one can imagine.”     





Jeg ELSKEDE The Imitation Game.

Historien er barsk, rørende og hjertevarm. Karaktererne er troværdige og skæve, og de supplerer hinanden godt. Og så er det hele endda baseret på en sand historie.

Benedict Cumberbatch (Alan Turning) spiller skræmmende godt, og jeg er virkelig positivt overrasket over hans evner. Han er helt klart en skuespiller, jeg vil holde øje med for eftertiden.

Og så kan jeg selvfølgelig ikke lade være med at anbefale jer at tage ind og se filmen i biografen. Snart! :-) 

I kan se traileren lige her.


Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.