F. Scott Fitzgerald skrev "This Side of Paradise" og "The Beautiful and Damned" i henholdsvis 1920 og 1922, og me...


F. Scott Fitzgerald skrev "This Side of Paradise" og "The Beautiful and Damned" i henholdsvis 1920 og 1922, og med de to romaner skabte han sig tilstrækkelig succes til at forsørge sin forlovede Zelda Sayre (senere Zelda Fitzgerald) og til at leve et eksklusivt liv i New York.

I 1923 blev F. Scott Fitzgerald inspireret af de mange fester, han deltog i på Long Island, til at skrive: "Something new—something extraordinary and beautiful and simple and intricately patterned."

Det tog ham lidt tid at skrive romanen "The Great Gatsby", og i mellemtiden flyttede han til den franske riviera. Fitzgeralds forlagsredaktør mente, at det første udkast var alt for vagt og opfordrede derfor Fitzgerald til at revidere romanen hen over vinteren.

I april 1925 blev "The Great Gatsby" udgivet. Den fik dog en blandet modtagelse, og den solgte ikke mere end 20.000 eksemplarer. Det gik Fitzgerald på, da han var overbevist om, at han havde skrevet et mesterværk.

I 1940 døde Fitzgerald, så han nåede aldrig at opleve den succes, "The Great Gatsby" fik efter anden verdenskrig.  I dag betragtes "The Great Gatsby" som en af Amerikas største klassikere.


Jagten på succes

På mange måder mindede F. Scott Fitzgeralds' jagt på succes om Jay Gatsbys måde at leve på. Fitzgerald havde en drøm om at gribe alle livets muligheder og følte det nærmest som en pligt at følge den drøm. Han oplevede også - ligesom Gatsby - en stormende forelskelse og havde et kompliceret kærlighedsliv.

Det var utrolig vigtigt for Fitzgerald at blive husket, så da han opdagede, at boghandlerne ikke længere solgte "The Great Gatsby", skrev han et postkort til sig selv med teksten:

"Dear Scott - How are you? Have been meaning to come in and see you. I have [been] living at the Garden of Allah. Yours, Scott Fitzgerald."      

Når han blev fuld insisterede han desuden på at fortælle folk, hvem han var, og han pressede dem til at genkende ham.

"I'm F. Scott Fitzgerald. You've read my books. You've read "The Great Gatsby," haven't you? Remember?"

Det var ærgerligt, at Fitzgerald ikke selv nåede at opleve den succes "The Great Gatsby" efterfølgende fik - en succes han så inderligt stræbte efter.  

Vi oplever tit, at forfattere og andre kunstnere først bliver rigtig berømte flere år efter deres død. Det skyldes sikkert, at værkerne skildrer en bestemt tidsperiode, som vi er særligt betagede af - f. eks. Fitzgerald jazzalder - eller at værkerne er forud for deres tid.

Det er formentlig også forklaringen på, hvorfor "The Great Gatsby" ikke fik sit gennembrud med det samme.


Hvorfor tror I, der gik så lang tid, før "The Great Gatsby" fik 
sit gennembrud?


Hvad tænker I om sammenligningen mellem Fitzgerald og Gatsby? 




Jeg befinder mig i øjeblikket i en ret så frustrerende læsetørke. Det kræver ekstra lang tid og masser af motivation, før jeg får åbnet e...


Jeg befinder mig i øjeblikket i en ret så frustrerende læsetørke. Det kræver ekstra lang tid og masser af motivation, før jeg får åbnet en bog, og når jeg endelig kommer i gang, er min koncentration flyvsk, og jeg ender ofte med at lægge bogen fra mig igen.

Kender I det? 

Jeg tror, det hænger sammen med, at jeg er så tæt på mit speciales deadline, og at jeg samtidig har nogle ret hårde vagter på mit sommerferiejob. Når jeg kommer hjem om aftenen, er jeg fuldstændig smadret og har slet ikke energi til at læse en bog. 

Morgenerne er jeg nødt til at dedikere til mit speciale for ikke at få alt for dårlig samvittighed. 

Det er godt, det ræs snart er ovre, så jeg igen kan få overskud til at læse de mange bøger, der kalder på mig.

Får I læst en masse for tiden, eller oplever I også stilstand?

Har I gode råd til at bryde læsetørken? 





   

I 1955 blev en af de smukkeste og mest kontroversielle bøger i morderne litteratur udgivet. Den blev kaldt frastødende, afskyelig, skamm...


I 1955 blev en af de smukkeste og mest kontroversielle bøger i morderne litteratur udgivet. Den blev kaldt frastødende, afskyelig, skammelig og korrupt, og forfatteren måtte bejle til mange forlag for at få bogen udgivet.   

Vladimir Nabokov var ansat på Cornell University som underviser i europæisk litteratur, da han skrev Lolita færdig i 1953. Han havde udgivet er par bøger tidligere uden succes og var derfor afhængig af sin indkomst som underviser.

Vladimir Nabokov var godt klar over, at Lolita var kontroversiel, så af frygt for at miste sin stilling som underviser viste han manuskriptet til nære venner, som arbejdede i forlagsbranchen. Han var bange for at sende manuskriptet med posten, da postvæsnet kunne få fingrene i det, før det blev udgivet.

Det ene forlag efter det andet afslog dog manuskriptet.

The Viking Press var et af de forlag, som ikke turde udgive bogen: “We would all go to jail if the thing were published.”

Et andet forlag udtrykte også sin skepsis: "[We] feel that it is literature of the highest order and that it ought to be published but we are both worried about possible repercussions both for the publisher and the author."

Det var frustrerende for både Vladimir Nabokov og flere forlagsredaktører, at man ikke ville udgive romanen, når man sagtens kunne se dens litterære potentiale. En af forlagsredaktørerne opsagde endda sit job, fordi forlaget ikke ville udgive bogen.

Efter de mange afslag blev Vladimir Nabokov rådet til at sende sit manuskript til forlaget Olympia Press i Paris. Ejeren af forlaget, Maurice Girodias, var meget begejstret for projektet og gik med til at udgive den i 1955.  

Sidenhen har holdningerne til Lolita været delte. Værket har fået status som klassiker og er et beundret litterært værk, men mange læsere har svært ved at sætte ord på, hvordan de oplever fortællingen.  

Vladimir Nabokov er dog ikke i tvivl om, hvordan man skal opfatte hans værk: "Lolita is a serious book with a serious purpose. I hope the public will accept it as such."


Kan litteratur være farlig?

Lolita er er bare et af mange eksempler på litteratur, som er blevet stempler som farlig litteratur.

Madame Bovary af franskmanden  Gustave Flaubert blev kritiseret heftigt, og forfatteren blev endda slæbt i retten, da hans skildring af utroskab fandtes anstødelig og til fare for den offentlige moral. Han blev dog frifundet, og romanen er i dag en af de største realistiske romaner.

Catcher In The Rye blev også kritiseret for sit vulgære sprog, seksuelle referencer, blasfemi og underminering af familie, værdier og moral. Hovedpersonen ansås som en dårlig rollemodel, og romanen har i tidens løb gennemgået flere former for censur. I dag er romanen særligt henvendt til unge, og den bruges ofte som undervisningsmateriale i skoler og gymnasier.

Romaner er blevet anset som farlige, når de skildrer den ubehagelige sandhed. Men efter min mening er det netop her, litteraturen kan noget særligt. Den kan udfordre os som mennesker og ramme os dybt.

Jeg synes, der er noget yderst smukt ved et værk, hvor forfatteren skildrer virkeligheden. Noget kontroversielt og nyt som vi alligevel kan genkende fra livet og fra hverdagen.

Episoderne og handlingen i de værker, som er blevet stemplet som farlig litteratur, kan vi jo ofte genkende, og det er derfor, de rammer os så hårdt.  

Hvad mener I? Kan litteratur opfattes som værende farlig? Kender I andre eksempler på "farlig litteratur"?  

 

"North and South" af Elizabeth Gaskell, 5/5 stjerner Jeg har i et par uger forsøgt at skrive en anmeldelse af Elizabeth Gas...

"North and South" af Elizabeth Gaskell, 5/5 stjerner

Jeg har i et par uger forsøgt at skrive en anmeldelse af Elizabeth Gaskells "North and South". Men hver gang, jeg sætter mig foran computeren med bogen ved min side, tør jeg ikke starte på en sætning af frygt for, at den ikke er god nok. At den ikke giver en fyldestgørende beskrivelse. At den ikke formår at fortælle de følelser og oplevelser, jeg havde, da jeg læste denne vidunderlige bog.

For det er virkelig en vidunderlig bog. Faktisk tør jeg godt sige, at det er min nye yndlingsbog. Jeg har brugt noget tid på at mærke efter og lade den første begejstring falde lidt til ro. Men hver gang, jeg tænker på bogen, eller kigger på den, når mit blik fanger den på reolen, smiler jeg for mig selv ved tanken om den exceptionelle læseoplevelse, jeg havde.

"North and South" er min yndlingsbog, og jeg vil nu forsøge at give jer en anmeldelse af den, selvom det bliver svært at udtrykke, hvor meget jeg holder af fortællingen.


Margaret Hale forlader sit idylliske barndomshjem i den sydlige landsby Helston, da hendes far Mr. Hale har opgivet sit præsteembede og vil undervise folkene i den nordlige industriby Milton.

Det er en svær start for hele familien i en fremmed by, som står i så stærk kontrast til deres tidligere hjem, og særligt Margaret har svært ved at forlige sig med "the northern ways". 

Hun fatter en særlig sympati for arbejderne i byen og indgår et turbulent bekendtskab med fabriksejeren Mr. Thornton. En standhaftig mand som vækker irritation og frustration i den unge idealistiske Margaret.  

“I wish I could tell you how lonely I am. How cold and harsh it is here. Everywhere there is conflict and unkindness. I think God has forsaken this place. I believe I have seen hell and it's white, it's snow-white.”

Frustrationen går begge veje, og Mr. Thornton må kæmpe med splittede følelser. Det ene øjeblik beundrer han Margaret, og det næste afskyr han hende. 

"He dreamt of her; he dreamt she came dancing towards him with outspread arms, and with a lightness of gaiety which made him loathe her, even while it allured him."


"North and South" er en vidunderlig kærlighedsfortælling, og Elizabeth Gaskell formår på fornemmeste vis at skildre mødet mellem to vidt forskellige eksistenser. I denne forskellighed eksisterer også en skildring af forskellige samfund, hvor Margaret repræsenterer syden, mens Mr. Thornton repræsenterer norden.

Det er en samfundskritisk fortælling, som skildrer livet i en industriby og forholdet mellem arbejderne og fabriksejerne. Særligt viser den sympati med arbejderne og den "lavere klasse", hvilket er ret atypisk for en fortælling fra 1800-tallet. Det er en fortælling, der både emmer af dyb og smuk kærlig og af benhård seriøsitet.

"North and South" sammenlignes ofte med den elskede "Pride and Prejudice" af Jane Austen. Dog er der graverende forskelle på de to fortællinger. Tonen i "North and South" er mere alvorlig end i "Pride and Prejudice", og Margarets familie "latterliggøres" ikke, som det er tilfældet i Jane Austens roman.

Ligeledes eksisterer en anderledes samfundskritik. Jane Austen skildrer familiestrukturer og kønnenes roller, mens Elizabeth Gaskell skildrer livet i industrilandsbyerne og forholdet mellem arbejdere og fabriksejere.

Jane Austens ironiske stil er anderledes end Elizabeth Gaskells seriøse udtryksmåde, og den næsten 50 års tidsperiode imellem de to fortællinger, må også have en betydning for forskellighederne. Det er begge to fantastiske fortællinger, som jeg holder meget af på hver deres måde.

Margaret og Mr. Thornton tog mig med storm. Jeg genlæste den sidste side flere gange, før jeg kunne lægge fortællingen fra mig. Jeg havde simpelthen svært ved at give slip på de to hovedpersoner, som har fået en helt særlig plads i mit hjerte.

Jeg glæder mig allerede, til jeg skal læse den igen, og jeg kan opfordre jer alle til skrive "North and South" på TBR-listen, hvis I ikke allerede har læst den. Det er en ubeskrivelig oplevelse at blive taget med til industribyen Milton og følge to yderst karakterfaste personligheder.  



I 1816 udgav Jane Austen sin berømte roman "Emma". Det var den sidste roman, Jane Austen selv oplevede udgivelsen af, og hun ...


I 1816 udgav Jane Austen sin berømte roman "Emma". Det var den sidste roman, Jane Austen selv oplevede udgivelsen af, og hun dedikerede romanen til den daværende prins. Han modtog en særudgave i tre bind, som i dag er opbevaret på det kongelige bibliotek på Windsor Castle i England. 

Jane Austens hovedperson Emma er rig, smuk og - i Emmas egne øjne - fejlfri. Men når det kommer til stykket, er hun forkælet og indbildsk og er på mange måder forskellig fra Jane Austens andre kvindelige hovedpersoner.

Inden Jane Austen udgav "Emma", udtrykte hun, at hun ville skrive om en hovedperson, som ingen andre end hende selv ville kunne lide.
 
"I am going to take a heroine whom no-one but myself will much like"

Det er dog lidt af et paradoks, for mange læsere ender faktisk med at holde af Emma på trods af hendes fejl.

Emma er ikke bare "god" eller "ond". Hun har fejl, men viser sig samtidig at være omsorgsfuld og betænksom.


Hverken god eller ond

Som jeg har nævnt i tidligere blogindlæg, kan jeg godt lide fortællinger, hvor karaktererne ikke er rendyrket "gode" eller "onde". 

Eksempelvis holder jeg meget af den mandlige hovedperson i "The Golem and the Djinni", fordi han ikke kun er den her omsorgsfulde og rare mand. Faktisk er han til tider ret arrogant, og han sårer ofte folk, fordi han er så opsat på at gå egne veje.

Jeg har også før været inde på, at serien "A Song of Ice and Fire" præsenterer personer, som både indeholder gode og dårlige sider. Man følger forskellige personer og får dermed sympati for den karakter, som typisk opfattes som skurken (det er måske endnu mere udbredt i tv-serien end i bøgerne).

Jeg kan godt lide, at karaktererne er så virkelighedstro som muligt, og det er de - i min optik - når de indeholder flere lag og ikke kun repræsenterer den ene side.

Det er "Emma" efter min mening et godt eksempel på, og det er en af grundene til, at jeg holder så meget af Jane Austens lidt anderledes fortælling.

Dermed ikke sagt at Jane Austens øvrige karakterer er utroværdige, for det er de bestemt ikke! De indeholder også flere lag og har både gode og knapt så gode sider. Emma er bare atypisk, fordi hun er en rig heltinde, og fordi Jane Austen bevidst vælger at gøre hende knapt så elskværdig.
   

Hvad synes I om Jane Austens valg af hovedperson? 

Holder I af hende, eller irriterer hun jer? 

Synes I, det er lykkedes Jane Austen at skabe en hovedperson, som ingen andre end hende selv kan holde af? 


Jeg ved ikke, om det er sommervarmen, der gør det, men det bliver kåret lækre mænd på livet løs på diverse blogs og magasiner for tiden...


Jeg ved ikke, om det er sommervarmen, der gør det, men det bliver kåret lækre mænd på livet løs på diverse blogs og magasiner for tiden.

Det fik mig til at tænke på, om man kan kåre de lækreste fiktive mænd? Det kan vi nok ikke, for vi har jo alle sammen vores egne forestillinger om de lækre mandlige karakterer. 

Men jeg kunne nu alligevel godt tænke mig at høre, hvilke mandlige karakterer, I forestiller jer, der er de lækreste?

Jeg er selv helt forelsker i Mr. Thornton fra North and South, Mr. Darcy fra Pride and Prejudice og Robbie Turner fra Atonement.  

Jeg kunne ikke modstå fristelsen fra de mange tillokkende sommertilbud, og det resulterede i fire nye bøger til bogreolen.  "Ameri...


Jeg kunne ikke modstå fristelsen fra de mange tillokkende sommertilbud, og det resulterede i fire nye bøger til bogreolen. 

"Americanah" skrev jeg fluks på min ønskeliste, da jeg havde læst Rikkes skønne anmeldelse af den, og den skulle selvfølgelig også lægges i kurven, da jeg tilbudsshoppede. 

Jeg har netop set tv-serien "The White Queen" færdig. Den er helt vidunderlig, så jeg måtte bare læse bøgerne bag serien.  

"On The Road" af Jack Kerouac skal jeg have med mig på roadtrip i USA til september. Jeg synes, denne udgave fra Penguin Essentials er så fin. Den er heller ikke ret stor, og det er et plus, når pladsen i kufferten er sparsom. 

"The Shadow of The Wind" anbefalede Stine som en god sommerbog, så den måtte jeg også have med mig hjem.     

Er I også blevet fristet af de mande sommertilbud? 



I dette indlæg går jeg bag om Harry Potter-bøgerne og ser på idéfasen, skriveprocessen og udgivelsen af J.K. Rowlings berømte serie.  Fr...


I dette indlæg går jeg bag om Harry Potter-bøgerne og ser på idéfasen, skriveprocessen og udgivelsen af J.K. Rowlings berømte serie. Fremover vil jeg hver onsdag lave temaindlæg "Bag om bogen", hvor jeg beskriver processen bag en udvalgt bog. Jeg håber, I vil læse med og diskutere emnerne med mig.   

Det hele startede i 1990, da Joanne Rowling på et forsinket tog fra Manchester til London fik idéen til Harry Potter-bøgerne. Hun skrev sine noter ned på en serviet og skrev efterfølgende Harry Potter and the Philosopher's Stone på en skrivemaskine.

Rowling fik afslag af hele 12 forlag, før det mindre forlag Bloomsbury gik med til at udgive hendes bog. Hun blev betalt et meget lille beløb på forskud og blev rådet til at tage et deltidsjob, fordi der ikke var "penge" i at skrive børnelitteratur.

Ikke nok med det blev debutforfatteren opfordret til at bruge initialer i stedet for sit egentlige fornavn, fordi en fantasyroman næppe ville blive taget seriøst, hvis den var skrevet af en kvindelig forfatter.  

Den første Harry Potter-bog viste sig dog at få noget større succes end forventet. En succes der sidenhen eskalerede. Harry Potter and the Deathly Hallows er i dag den hurtigst sælgende bog nogensinde.


Kvindelig fantasyforfatter

Der er mange interessante omstændigheder i forbindelse med J.K. Rowlings udgivelse af Harry Potter-bøgerne. Det mest interessante er - ifølge mig - det faktum, at hun er nødt til at udelade sit fornavn for at blive taget seriøst som fantasyforfatter.

Det er ret interessant, eftersom mange forfattere bag succesrige fantasyromaner i dag er kvinder. Et eksempel er Stephenie Meyer, som har skrevet Twilight-serien. Om man synes om bøgerne eller ej kan sådan set være lige meget, for der er ingen tvivl om, at hun har skabt en succesrig serie.

Også Divergent-serien og The Hunger Games er skrevet af kvindelige forfattere.

Jeg tror, J.K. Rowling har været forgangskvinde og har banet vejen for mange andre kvindelige fantasyforfattere.

Måske sidder kvinderne endda så tungt på genren i dag, at de mandlige forfattere har svært ved at etablere sig som fantasyforfattere.


Udvikling i kønsfordelingen

Jeg går egentlig ikke op i, om jeg læser romaner skrevet af mænd eller kvinder, men jeg synes, det er interessant, hvordan kønsfordelingen har udviklet sig.

Det her er ikke et forsøg på at starte en heftig debat om køn og diskrimination, men jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad I tænker om kønsfordelingen inden for fantasygenren.

Er det noget, I har tænkt over/tænker over, når I vælger at læse en bog?

Betyder det noget for jer, hvilket køn forfatteren har?

Har I også indtryk af, at kønsfordelingen har ændret sig inden for fantasygenren de senere år?




Jeg har ret meget at se til for tiden, eftersom afleveringsdatoen for mit speciale nærmer sig. De sidste afsnit skal skrives færdige, og ...


Jeg har ret meget at se til for tiden, eftersom afleveringsdatoen for mit speciale nærmer sig. De sidste afsnit skal skrives færdige, og det praktisk skal være på plads. Jeg er også i gang med at scanne arbejdsmarkedet for mulige jobs, og det kræver også en masse tid og energi. 

Desuden er min kæreste og jeg ved at få styr på de sidste forberedelser til vores rejse til USA i september, som er vores fejring af de sidste 5 år på studiet og - forhåbentlig - bestået speciale. 

Jeg får dog tid til at læse lidt ind imellem. I øjeblikket er jeg i gang med "North and South" af Elizabeth Gaskell. 

Hvad læser I for tiden?  

"This is a Love Story" af Jessica Thompson, 3/5 stjerner Sienna forelsker sig i Nick, første gang hun ser ham, i metroen på...

"This is a Love Story" af Jessica Thompson, 3/5 stjerner

Sienna forelsker sig i Nick, første gang hun ser ham, i metroen på vej til arbejde. Hun tør ikke få øjenkontakt med ham i for lang tid ad gangen og giver sig til at læse. Da hun kigger op igen, er han forsvundet.

Hun ærgrer sig over, at hun ikke greb chancen, men finder til sit store held ud af, at han er ansat på hendes nye arbejdsplads og netop er vendt hjem fra en ferie med et knust hjerte.

Nick og Sienna bliver gode venner og kæmper begge med følelserne for hinanden. Hvem tør tage det første skridt? Hvem er mest modig? Hvem tør sætte venskabet på spil?

"This was what those poets were talking about in the old-school literature that used to make me cringe when I was spotty, fourteen and fantasizing about Miss Rogers in my English literature classes. This was it. It was pulse-racing, heart-wrenching, dizzying love".   


"This is a Love Story" er en sukkersød fortælling om to mennesker, der på klodset vis forsøger at åbne deres hjerter op for hinanden. Alt synes at komme i vejen for dem, og man sidder som læser med et konstant ønske om at give dem begge et gevaldigt skub i den rigtige retning.  

Jeg har utrolig svært ved at sætte ord på mine tanker om denne roman, og jeg synes også, det er svært at bedømme den. Nogle gange synes jeg, den er lidt for kliché-agtig. Andre gange rører den mig dybt.

Hvis jeg var Jessica Thompson, var der et par episoder, jeg ville have udeladt eller i hvert fald have håndteret anderledes. Nogle af dem er efter min mening overflødige og er bare med til at trække fortællingen i langdrag.

Sienna beskrives også nogle gange lidt for positivt efter min smag. Jeg kunne godt tænke mig, at hun var gjort lidt mere "menneskelig" og havde lidt mere kant.

Men alt i alt er det en god fortælling. Jeg kan klart anbefale jer at læse, hvis I er i humør til en sød kærlighedshistorie. 

   
Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.