"De mistede" af Daniel Mendelsohn, 4/5 stjerner Denne basse af en bog har taget mig lang tid at komme igennem. Den har li...


"De mistede" af Daniel Mendelsohn, 4/5 stjerner

Denne basse af en bog har taget mig lang tid at komme igennem. Den har ligget og pyntet på mit natbord, på mit skrivebord og på mit spisebord utallige gange og er blevet flyttet frem og tilbage. Igen og igen. Men det skyldes ikke manglende lyst til at læse den. Tvært imod. Jeg nød virkelig at læse Daniel Mendelsohns "De mistede" så meget, at jeg tog mig rigtig god tid til at smage på ordene og lytte til sætningernes melodier.

"De mistede" er på mange måder både erindringer, reportager, detektivarbejde og refleksioner. Det er Daniel Mendelsohns beretninger om sin søgen efter seks mistede slægtninge, som blev slået ihjel under Holocaust i Anden Verdenskrig. Vi tages med på en rejse til USA, Polen, Ukraine, Australien, Sverige og København i jagten på overlevende jøder, som kan fortælle familiens historie. Det er et enormt puslespil, som er svært at få til at gå op.

Undervejs i jagten reflekterer Daniel Mendelsohn over mange forskellige emner. Særligt religion og søskendebånd fylder en stor del af de 655 sider.

"Der er mange måder at miste sine slægtninge på, tænkte jeg; krig er kun én af dem."


Kønt og knudret sprog

Daniel Mendelsohn har en speciel skrivestil, som man som læser er nødt til at tage sig tid til at absorbere. De fleste af sætningerne er nemlig flere linjer lange, og enhver underviser i skrivekundskaber ville straks råbe vagt i gevær over de mange indskudte sætninger og den ødelæggende for- eller bagvægt. Jeg kan dog ikke lade være med at beundre sproget. Jeg synes, det understreger refleksionerne, og da det er vedvarende igennem hele bogen, illustrerer det en personlig stil.   

Se blot dette eksempel:

"Om natten tænker jeg på det her.

Jeg er tilfreds med det jeg ved, men nu tænker jeg meget mere over det jeg kunne have vidst, hvilket var så meget mere end noget jeg kan finde ud af nu, og som er væk for altid.

Det jeg nu ved er dette: der er så meget som man ikke for alvor ser, sådan som man er optaget af det der skal til for at leve; så meget man aldrig bemærker, før man pludselig, uanset hvorfor - man viser sig at ligne nogen som for længst er død; man beslutter sig, pludselig, at det er vigtigt at éns børn ved hvor de kommer fra - har brug for de oplysninger som de mennesker man engang kendte altid havde kunnet give én, hvis blot man havde spurgt.

Men når man når frem til at tænke på at spørge, er det for sent."


Læs den hvis...

Jeg vil betragte Daniel Mendelsohns bog som en biografi, et historisk værk og en jagt på at løse et mysterium. Det er en god og indsigtsgivende bog.

Du skal læse "De mistede", hvis du interesserer dig for Anden Verdenskrig, har lyst til at læse om livet, eller hvis du vil nyde et smukt sprog. 





Hver gang jeg tager en af mine gamle Harry Potter-bøger frem, mindes jeg mit første møde med denne besynderlige 11-årige dreng, som be...



Hver gang jeg tager en af mine gamle Harry Potter-bøger frem, mindes jeg mit første møde med denne besynderlige 11-årige dreng, som begynder et helt nyt liv i en magisk verden. Dengang sad jeg på mine forældres båd en bælgmørk sommeraften og lyttede til min mors oplæserstemme. Jeg husker stearinlysene på bordet, som var det eneste lys i mørket. Jeg mindes min iver efter af bliver trukket dybere ind i universet. Og jeg kan stadig se for mig, hvordan en jævnaldrende dreng på nabobåden sad og lyttede interesseret med, mens han lod som om han legede med en fiskestang.

De fleste af mine bøger, forbinder jeg med et bestemt sted, en speciel stemning eller en særlig episode. Så da jeg så, at der i øjeblikket bliver lavet videoer på Youtube om tid og sted i forhold til bøger, var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle skrive et indlæg om denne tagleg (MercysBookishMusings har blandt andre deltaget).

Jeg har tidligere nævnt, at jeg læser litteratur fra de lande, jeg rejser rundt i, da jeg forbinder bøgerne med de steder, jeg besøger. F.eks. minder "Of Mice and Men" mig om Californien, "Sense and Sensibility" tager mig tilbage til en liggestol ved en pool i Tyrkiet, og "Karitas uden titel" får mig til at tænke på en lun sovepose i et koldt telt på Island.

Men jeg mindes ikke kun turistdestinationer og rejseoplevelser. Jeg mindes også episoder og stemninger fra min barndom, når jeg tænker tilbage på nogle af de bøger, jeg læste som barn. "Det lille hus på prærien" får mig til at tænke på, at jeg engang sad i den øverste køje i den køjeseng, jeg delte med min lillesøster, og læste om Laura Ingalls og hendes families rejse mod vest. "Frændeløs" forbinder jeg med en hyggelig køretur på vej på skiferie i Sverige, da jeg ikke var særlig gammel. Min mor læste højt for min søster og jeg, som sad på bagsædet - og ja, jeg har også mistænkt min far for at lytte interesseret med i førersædet ;-)

Blandt de bøger, jeg har læst de seneste par år, minder "Americanah" mig om et enormt hyggeligt read-a-thon, "The Final Empire" minder mig om sidste års skiferie, og "Det sidste brev fra din elsker" af Jojo Moyes får mig til at tænke på mit tidligere fritidsjob, hvor jeg blandt andet betjente garderoben i en svømmehal, og hvor jeg fik læst mange bøger i løbet af mine vagter.     

Jeg synes, det er SÅ hyggeligt, at bøger ikke kun fungerer som en læseoplevelse, men at de også er med til at lagre følelser og stemninger fra ens fortid.

Jeg vil gerne "tagge" jer til at fortælle om nogle af de bøger, i forbinder med steder, stemninger og episoder. I kan skrive det her i kommentarfeltet, eller I kan selv lave et indlæg om emnet.

Jeg glæder mig til at læse om jeres bøger og oplevelser. 


"Svøm med dem som drukner" af Lars Mytting, anmeldereksemplar fra  Rosinante & Co. , 4/5 stjerner "For mig va...


"Svøm med dem som drukner" af Lars Mytting, anmeldereksemplar fra Rosinante & Co., 4/5 stjerner

"For mig var mor en duft. Mor var varme. Hun var et underben, jeg klamrede mig til. Et pust af noget blåt; en kjole, jeg synes at huske, hun brugte. Jeg sagde til mig selv, at hun skød mig ud i livet med en buestreng, og da jeg dannede minderne om hende, vidste jeg ikke, om de blev rigtige eller sande. Jeg skabte dem blot, som jeg troede, en søn skulle mindes sin mor.

Det var mor, jeg tænkte på, når jeg loddede savnet i mig selv. Sjældent far. Nogle gange spekulerede jeg på, om han ville have været som andre fædre i bygden. Mænd jeg så i hjemmeværnsuniform, eller med fodboldstøvler på til oldboystræning, eller som var tidligt oppe i weekenden for frivilligt at hjælpe til i Saksum Jæger og Fisk. 

Men jeg lod ham glide væk uden dårlig samvittighed. Det tog jeg, i hvert fald i mange år, som bevis på, at bedstefar prøvede at gøre alt det, som far ville have gjort, og at han faktisk lykkedes med det."

Sådan indleder Lars Mytting sin roman om hovedpersonen Edvard, som er vokset op i Norge uden sine forældre. Han har boet på sin bedstefars går, og da bedstefaren en dag lægger sig på sofaen for aldrig at vågne op igen, står Edvard tilbage uden slægtninge og med en længsel efter at finde ud af, hvad der er sket med hans forældre.

Han ved, at de er draget ind i et forbudt område i Frankrig sammen med ham, og at de er omkommet af giftgasser fra gamle håndgranater fra Første Verdenskrig. Selv var han forsvundet i fire dage efter dødsfaldet.

Men hvorfor drog de ind i den forbudte skov? Hvad ledte de efter?

Det mysterium sætter Edvard sig for at opklare.


En gribende og dyb fortælling  

"Svøm med dem som drukner" er en spændingsroman og en slægtsroman, som tager læseren med på en rejse tilbage til historiens store verdenskrige. Den behandler temaer så som familiebånd, kærlighed og identitetssøgen.

Hovedpersonen Edvard har svært ved at finde ud af, hvem han er som menneske, fordi hans fortid er ét stort mysterium. Men efterhånden som brikkerne falder på plads, bliver det tydeligere for ham, hvem han er, og hvad han vil. Han lærer at føle kærlighed, at savne og at sørge over dem, han mister.

Jeg nød at læse "Svøm med dem som drukner", og de sidste 150 sider læste jeg uden afbrydelse, fordi jeg simpelthen måtte finde ud af, hvad der skete med Edvards familie, og hvordan han efterfølgende ville definere sig selv som menneske.

Derudover efterlod bogen mig glad og trist på samme tid, og karaktererne har levet videre i mig, siden jeg læste bogen færdig i går.

Lars Mytting har skrevet en vidunderlig bog, som jeg vil huske i lang tid fremover.



Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.