"Station Eleven" af Emily St. John Mandel, 4/5 stjerner “Survival is insufficient.” En midaldrende kendisskuespiller...

"Station Eleven" af Emily St. John Mandel

Louise | Det fiktive univers

/

7 kommentarer

"Station Eleven" af Emily St. John Mandel, 4/5 stjerner

“Survival is insufficient.”

En midaldrende kendisskuespiller, Arthur Leander, falder om på en teaterscene under opførslen af Shakespeares King Lear. Han efterlader sig tre ekskoner, en tiårig søn og en række medskuespillere, som alle er stærkt påvirkede af hans død. Mindre end en uge senere har en global pandemi udslettet 99 procent af menneskeheden.

Blandt de overlevende er fire personer, hvis liv på den ene eller anden måde et kædet sammen med skuespilleren Arthur. Vi følger disse personer før, under og efter pandemien og får derved indsigt i forskellige menneskers tilpasning i en fuldstændig forandret verden.

En ny begyndelse

Forestil dig, at du ikke kan vaske dig med sæbe, at al elektronik er ubrugeligt og værdiløst, og at du kan dø af den mindste infektion. Hver dag er en kamp for overlevelse. Denne virkelighed står en lille procentdel af jordens befolkning over for, da den verden, de kender, bryder sammen.

Det er tyve år siden, pandemien brød løs, og det er stadigvæk svært at få øje på et normalt og civiliseret samfund. Folk vandrer ikke længere rundt og leder efter et sted, der af uransalige årsager er sluppet uden om død og ødelæggelse, som de gjorde det de første par år. Mennesker har slået sig ned i grupper og små samfund og har fundet en måde at skabe indhold i tilværelsen på.

Kirsten rejser rundt med The Traveling Symphony og opfører musik og teaterstykker, sammen med en gruppe kunstnere, som har haft svært ved at lægge deres håndværk på hylden.

Clark lever et liv som 70-årig i en nedlagt lufthavn, der også fungerer som et museum, hvor man kan beundre genstande fra en svunden tid.

Og Jeevan fungerer som praktiserende læge i et mindre samfund, på trods af at han ikke nåede at færdiggøre sin uddannelse som paramediciner. En smule viden er bedre end slet ingen i denne nye verden.  

Savn, nostalgi og viljen til at leve

"Station Eleven" er ikke en skræmmende og uhyggelig fortælling, hvor karaktererne skal stå imod kannibalisme og krige mellem forskellige gruppe, i modsætning til så mange andre postapokalyptiske romaner. Emily St. John Mandel behandler derimod i sin roman nogle af de mere praktiske aspekter, der er forbundet med overlevelsen, og nostalgien som hjemsøger de overlevende.

“No more diving into pools of chlorinated water lit green from below […] no more looking down from thirty thousand feet and imagining the lives lit up by those lights at that moment.”

“No more Internet. No more social media, no more scrolling through litanies of dreams and nervous hopes and photographs of lunches, cries for help and expressions of contentment and relationship-status updates with heart icons whole or broken, plans to meet up later, pleas, complaints, desires, pictures of babies dressed as bears or peppers for Halloween. No more reading and commenting on the lives of others, and in so doing, feeling slightly less alone in the room. No more avatars.”

Et andet tema i "Station Eleven" er overlevelsen og det at leve. Én procent af jordens befolkning overlevede pandemien. Men hvordan formår de at leve et liv bagefter? Hvornår får de sig selv til at stå op om morgenen? Hvordan behandle de deres mange tab? Det er nogle af de prøvelser, romanens karakterer står over for hver eneste dag.  

“What I mean to say is, the more you remember, the more you’ve lost.”

Læs den hvis...

Hvis du holder af at læse postapokalyptiske fortællinger, hvor den verden, du kender, er fuldstændig forandret, og hvor mennesker forsøger at tilpasse sig, så skal du læse "Station Eleven". Romanen tilbyder desuden både alvorlige og humoristiske iagttagelser af den verden du selv befinder dig i lige nu.