F. Scott Fitzgerald skrev "This Side of Paradise" og "The Beautiful and Damned" i henholdsvis 1920 og 1922, og me...

Bag om bogen #4: The Great Gatsby


F. Scott Fitzgerald skrev "This Side of Paradise" og "The Beautiful and Damned" i henholdsvis 1920 og 1922, og med de to romaner skabte han sig tilstrækkelig succes til at forsørge sin forlovede Zelda Sayre (senere Zelda Fitzgerald) og til at leve et eksklusivt liv i New York.

I 1923 blev F. Scott Fitzgerald inspireret af de mange fester, han deltog i på Long Island, til at skrive: "Something new—something extraordinary and beautiful and simple and intricately patterned."

Det tog ham lidt tid at skrive romanen "The Great Gatsby", og i mellemtiden flyttede han til den franske riviera. Fitzgeralds forlagsredaktør mente, at det første udkast var alt for vagt og opfordrede derfor Fitzgerald til at revidere romanen hen over vinteren.

I april 1925 blev "The Great Gatsby" udgivet. Den fik dog en blandet modtagelse, og den solgte ikke mere end 20.000 eksemplarer. Det gik Fitzgerald på, da han var overbevist om, at han havde skrevet et mesterværk.

I 1940 døde Fitzgerald, så han nåede aldrig at opleve den succes, "The Great Gatsby" fik efter anden verdenskrig.  I dag betragtes "The Great Gatsby" som en af Amerikas største klassikere.


Jagten på succes

På mange måder mindede F. Scott Fitzgeralds' jagt på succes om Jay Gatsbys måde at leve på. Fitzgerald havde en drøm om at gribe alle livets muligheder og følte det nærmest som en pligt at følge den drøm. Han oplevede også - ligesom Gatsby - en stormende forelskelse og havde et kompliceret kærlighedsliv.

Det var utrolig vigtigt for Fitzgerald at blive husket, så da han opdagede, at boghandlerne ikke længere solgte "The Great Gatsby", skrev han et postkort til sig selv med teksten:

"Dear Scott - How are you? Have been meaning to come in and see you. I have [been] living at the Garden of Allah. Yours, Scott Fitzgerald."      

Når han blev fuld insisterede han desuden på at fortælle folk, hvem han var, og han pressede dem til at genkende ham.

"I'm F. Scott Fitzgerald. You've read my books. You've read "The Great Gatsby," haven't you? Remember?"

Det var ærgerligt, at Fitzgerald ikke selv nåede at opleve den succes "The Great Gatsby" efterfølgende fik - en succes han så inderligt stræbte efter.  

Vi oplever tit, at forfattere og andre kunstnere først bliver rigtig berømte flere år efter deres død. Det skyldes sikkert, at værkerne skildrer en bestemt tidsperiode, som vi er særligt betagede af - f. eks. Fitzgerald jazzalder - eller at værkerne er forud for deres tid.

Det er formentlig også forklaringen på, hvorfor "The Great Gatsby" ikke fik sit gennembrud med det samme.


Hvorfor tror I, der gik så lang tid, før "The Great Gatsby" fik 
sit gennembrud?


Hvad tænker I om sammenligningen mellem Fitzgerald og Gatsby? 






6 kommentarer:

  1. Det virker til, at mange først får deres store gennembrud efter deres død - jeg har altid undret mig over det. Har de været forud for deres tid, og i så fald kan man undre sig over, hvorfor de overhovedet er blevet husket og genopdaget i tiden efter. Jeg har ingen ide om hvorfor The Great Gatsby ikke faldt i god jord hos folk dengang, jeg ved blot at det er en af mine absolutte favoritter!

    Og dine versioner er så smukke! Det var lige netop disse, som jeg mente, da jeg snakkede om dem igår! Så flotte! (Tak for sidst) :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan heller ikke gennemskue, hvorfor der skulle gå så lang tid, før den blev populær. Men jeg er helt enig med dig i, at det er en vidunderlig bog. Det er helt klart en af mine favoritter!

      Jeg tænkte nok, det var dem, du mente. De er nemlig vildt smukke. Selv tak for sidst! Det var simpelthen så hyggeligt :)

      Slet
  2. Det er virkelig nogle smukke udgaver af bøgerne!

    SvarSlet
    Svar
    1. De er nemlig vildt fine! Jeg kan heller ikke lade være med tage dem frem og kigge på dem, når jeg lige får øje på dem på bogreolen :)

      Slet
  3. Så smukke udgaver, jeg samler selv på dem, og knuselsker dem! <3
    Det er en rigtig spændende diskussion, hvorfor en bog ikke rigtig slår igennem i dens "egen tid", men senere bliver et hit. Det samme sker jo også omvendt, hvor en meget populær bog i en periode glemmes i eftertiden. Jeg har svært ved at sætte ord på, hvorfor, men det er en tendens, der jo både er tydelig indenfor litteratur men også f.eks. malerkunst. Nogle gange tror jeg bare, at det er den rette, der skal opdage bogen, og andre gange er det måske netop, fordi teksten er forud for sin tid... :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er de nemlig! :D

      Ja, det er faktisk også ret interessant, når de er populære i en periode men så glemmes senere hen. Det har måske noget at gøre med, at bogen er blevet hypet meget i den periode?

      Jeg synes også, det er svært at gennemskue. Men jeg tror egentlig, du har fat i noget med hensyn til, at den skal "opdages" af den rette.

      Slet

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.