Det fiktive univers

Min ideelle boghylde

Jeg har lavet denne fine illustration af mine syv yndlingsbøger. Det er primært fantasy/eventyr og litteratur fra 1800-tallets England – mine yndlingsgenrer.

Hobbitten af J.R.R. Tolkien er en eventyrlig og smuk fortælling om en stædig, almindelig hobbit Bilbo, som allerhelst vil lades alene i sit hyggelige lille hus. Sådan skal det dog ikke gå ham. Bilbo kastes ud på et hæsblæsende eventyr og udviser stort mod (og masser af held).

Middelmarch af George Eliot er en fuldstændig gennemført fortælling. George Eliot (Mary Ann Evans) kreerede et mesterværk af en fortælling, der indrammet et helt lokalsamfund. Det er yderst beundringsværdigt.

Persuasion, Pride and Prejudice og Emma af Jane Austen er tre af mine absolutte yndlingsbøger. Jeg elsker Jane Austens skrivestil og hendes dybe ironi. Persuasion og Pride and Prejudice er to smukke kærlighedsfortællinger, som jeg nyder at læse, og Emma indeholder det her kritiske blik på den forkælede unge kvinde, som så alligevel kommer til fornuft og opnår glæde og lykke.

The Night Circus af Erin Morgenstern er en magisk kærlighedsfortælling, og jeg føler mig tryllebundet, når jeg læser den. Det er uden tvivl en af mine yndlingsromaner.

Harry Potter and the Deathly Hallows af J.K. Rowling er YNDLINGSROMANEN. Sådan er det bare. Og kunne jeg have alle syv Harry Potter-bøger på listen, så gjorde jeg det. Jeg er fra Harry Potter-generationen og har fulgt den unge mand det meste af mit liv. Hele den magiske verden har en helt speciel plads i mit hjerte, og jeg nyder at læse bøgerne igen og igen. Det er svært at vælge imellem de syv bøger, men den sidste bog i serien giver mig alle svarene, og brikkerne falder på plads. Hver gang, jeg læser den, oplever jeg, hvor gennemført J.K. Rowlings univers er, og hvordan det hele går op i en højere enhed.

Det var mine syv yndlingsbøger.

Har I også nogen yndlingsbøger, I kan læse igen og igen?

Mens jeg har været væk...

Puha, det er efterhånden ved at være længe siden, jeg skrev et indlæg her på siden. Det skyldes den simple grund, at jeg har haft alt for meget mellem hænderne.

Størstedelen af oktober og november førte jeg valgkamp for Aarhus’ borgmester som del af min praktik på uni. Det trak tænder ud, og jeg havde ingen fritid i den periode.

Så har jeg brugt noget tid på at overveje, om jeg skulle fortsætte med bloggen, når jeg nu har været væk så længe. Meeen, jeg kunne ikke bare lade den ligge - Så nu er jeg altså tilbage for fuld skrue.

Jeg fyldte 25 år i går (f*** jeg er gammel). Jeg fik en masse dejlige gaver, som jeg vil vise jer på et senere tidspunkt.

Og så er jeg i gang med at genlæse en af mine yndlingsbøger, som jeg overraskende nok ikke ejer et eksemplar af endnu. Jeg har dog netop klikket den hjem for nogle af mine fødselsdagspenge, så den kommer jeg nok også til at vise jer, så snart den dukker op.

Hvad har I fået tiden til at gå med dette efterår?

Bogstøtte fra Züny

For et par år siden fik jeg denne fine bogstøtte fra Züny i fødselsdagsgave af min kæreste. Vi var gået forbi et butiksvindue med en masse søde bogstøtter, og jeg faldt i svime over uglen, som var så fin og nuttet. Lige for tiden støtter den mine kogebøger, som står i mit køkkenvindue. Men når jeg engang får omorganiseret min bogreol får den måske en plads der. Bogstøtterne kan købes i forskellige butikker i Danmark, og I kan tjekke dem ud på denne her side.

"The Great Gatsby" af F. Scott Fitzgerald

Jeg har netop læst "The Great Gatsby" af F. Scott Fitzgerald. Det er en vidunderlig fortælling, der samtidig rummer fortvivlelse og tragedie. Jeg nød at læse bogen, og jeg beundrer den måde, Fitzgerald bruger fortælleren som aktiv deltager og tilskuer på samme tid. Det gør fortællingen nærværende, og som læser føler jeg mig virkelig tæt på Nick Carraway.

Nick Carraway er for nyligt flyttet til Long Island for at arbejde på børsen. Ved siden af ham bor den mystisk mand Jay Gatsby i luksuriøse omgivelser. Hver aften holder Gatsby de vildeste fester, men ingen af gæsterne kender meget til denne Gatsby eller årsagen til hans store formue.

Den unge Nick kommer dog ind på livet af Gatsby og finder ud af, at denne ekstremt rige mand er født i fattigdom men altid har stræbet efter at komme frem i livet. Nick finder også ud af, at Gatsby er dybt forelsket i Nicks kusine Daisy. De mødte hinanden fem år tidligere, men dengang var Gatsby en fattig soldat, der måtte drage i krig. I mellemtiden giftede Daisy sig den velhavende Tom Buchanan.

Tom har en elskerinde, Mrs. Wilson, og Nick finder hurtigt ud af, at hverken Daisy eller Tom er lykkelige i deres ægteskab. Parret bor på den anden side af Long Island sundet, og Gatsby står ofte og kigger drømmende mod deres hus og mod skæret fra en grøn lampe, som står på Daisys badebro. Lampen symboliserer Gatsbys drøm om lykken. Alle hans fester har kun ét formål, og det er at vinde Daisy tilbage. Hun er drømmen, og al rigdom og succes eksisterer kun for hendes skyld.

Gatsby opfordrer Nick til at invitere Daisy over til en kop the en eftermiddag. Nick er ikke begejstret for at blande sig i affæren, men arrangerer alligevel selskabet, så Gatsby og Daisy kan mødes. Alle de romantiske følelser vækkes atter til live, og de tilbringer meget tid sammen i al hemmelighed.

Men sådan kan de ikke fortsætte tilværelsen. De må krybe til bekendelse, og det forsager en voldsom tragedie. Tilbage står Nick fortvivlet og fortabt.

"The Great Gatsby" er en fortælling om drømmen om at skabe sin egen identitet lige meget hvor man komme fra. Gatsby tror på ham og Daisy til det sidste. At det ikke er for sent. At fortiden kan gøres om. Det er Gatsbys uskyld og tragiske illusion.

"Middlemarch" af George Eliot

”Middlemarch” er en skildring af en ganske almindelig engelsk provinsby i begyndelsen af 1800-tallet. Den giver et indblik i familielivet og personlige affærer og maler samtidig et billede af det politiske spil og hverdagsdramaet, der udspiller sig i lokalsamfundet.

Fortællingen følger en helt og en heltinde. Den idealistiske Dorothea Brook, der hovedkulds kaster sig ud i et ægteskab med den ældre, intelligente Mr. Casaubon, og Tetius Lydgate, som kommer til provinsbyen for at praktisere den nyeste medicinske videnskab og progressive tanker. Lydgate gifter sig med Rosamond, en datter af det nye borgerskab, som bringer ægteskabet i både økonomisk og emotionel krise. Dorothea oplever ikke den intellektuelle indflydelse, hun havde håbet, og ender i stedet som tidlig enke. Mr. Casaubon forbyder Dorothea at gifte sig med hans unge fætter Will Ladislaw, hos hvem Dorothea ellers har fundet trøst og støtte i sit ensomme ægteskab.

Sideløbende følger man andre små fortællinger og andre familier. I starten virker romanen en smule rodet, men efterhånden flettes fortællingerne sammen, og de forskellig personer får indflydelse på hinandens skæbner.

Hvordan det hele ender, vil jeg ikke afsløre, men jeg kan opfordre jer til at læse den, hvis I har tid til det. Det er nemlig en utrolig lang roman, der fortjener tid og fordybelse. Det er også en helt fantastisk roman. Jeg nød at læse hver en side, og jeg er dybt fascineret af Mary Ann Evans’ (George Eliot er blot et pseudonym) måde at beskrive provinslivet på. Desuden holder jeg meget af de små anekdoter og sidebemærkninger til fortællingen. Nedenstående citat holder jeg særlig meget af. Jeg synes, det er smukt og sigende.

”We mortals, men and women, devour many a disappointment between breakfast and dinner-time; keep back the tears and look a little pale about the lips, and in answer to inquiries say, 'Oh nothing!' Pride helps us; and pride is not a bad thing when it only urges us to hide our own hurts - not to hurt others.”

“Middelmarch” er en gennemført klassiker, jeg kun kan anbefale jer at læse. Den er lang og til tider svær at komme igennem, men den er til gengæld det hele værd.

"Læs en god bog og bliv et bedre mennesker"

Jeg faldt over denne her interessante artikel på videnskab.dk, som jeg lige ville dele med jer. I må have en rigtig god weekend.

"Kongens store tale"

"Kongens store tale" (The King's Speech) er en af mine yndlingsfilm. Jeg så den første gang sammen med min kæreste (det var en af vores første dates), så derfor har den selvfølgelig en stor plads i mit hjerte. Vi var begge nyudklækkede retorikstuderende og måtte bare se den her film, som handlede om at holde den gode tale.

I "Kongens store tale" dør Englands Kong George V, og da Kong Edward VIII (Guy Pearce) afstår tronen bliver "Bertie" (Colin Firth), der er næste tronarving i rækken, kronet som konge. Bertie stammer meget, når han bliver nervøs, og det gør det svært for ham at holde offentlige taler og fremstå som den stærke leder, landet har brug for, da England er på vej i krig mod Tyskland. Kongen mødes med den excentriske taleterapeut Lionel Logue (Geoffrey Rush), og efter en svær start begynder de to at finde ind til hinanden og frem til uortodokse men effektive metoder, der udvikler kongens sprog og talegaver.

Dynamikken mellem Bertie og Lionel er fantastisk, og efter en lidt vanskelig start ender de med at blive nære venner, der har brug for hinanden.

Selvom fortællingen skildre barske realiteter, er det en varm og humoristisk film. Jeg er vild med den og kan helt klart anbefale jer at se den her i det grå og kolde efterår. Hvis ikke for retorikkens skyld så for Colin Firth og Geoffrey Rush's formidable skuespillerpræstationer. Jeg er kæmpe fan!