"World War Z" af Max Brooks, 3/5 stjerner Forestil jer, at hele verden har været ramt af en zombie-epidemi, der var lige v...

"World War Z" af Max Brooks


"World War Z" af Max Brooks, 3/5 stjerner

Forestil jer, at hele verden har været ramt af en zombie-epidemi, der var lige ved at udrydde mennesket. Det er virkeligheden for de overlevende, og World War Z er deres mundtlige beretninger.

Der er lægen, som fortæller om sit første møde med et zombie-tilfælde. En ung kvinde fortæller om hende og forældrenes flugt mod Canada og deres overlevelse i kulden. Og flere soldater og militærfolk fortæller om deres indsats mod zombierne.

Alle karaktererne har været vidne til frygtelige hændelser og har kæmpet for overlevelse på hver deres måde.


Jeg fandt det utrolig interessant at læse World War Z, fordi det netop skal forestille at være beretninger fra en overstået epidemi. Den handler altså ikke alene – som så mange andre zombie-fortællinger gør det – om selve udbruddet og om folks overlevelse. Den handler også om livet efter epidemien og om, hvordan man bygger samfundet op igen.

Dog fandt jeg det en smule svært at bevare interessen hele bogen igennem. Bogen består nemlig af fortællinger fra mange forskellige personer – og det er interessant, fordi man ser epidemien fra forskellige synspunkter. MEN man når aldrig rigtig at lære karaktererne at kende, før man skal forholde sig til en ny fortælling og til en ny karakter. Og dermed får man ikke skabt den samme trang til at læse videre, for at finde ud af, hvad der sker med personerne.

Til gengæld synes jeg, opbygningen er anderledes og kreativ. Jeg er også fascineret af Max Brooks gennemførte arbejde. Det er en smule skræmmende, så detaljeret og så ”virkelighedstro” beretningerne er.


Hvis I – lige som jeg – holder af zombie-fortællinger, er denne bog et must read. Den er nytænkende, gennemført og detaljeret, og Max Brooks formår at gøre den troværdig, hvilket er ret uhyggeligt.




4 kommentarer:

  1. Det er helt klart en must read inden for zombiegenren, og det er faktisk min absolutte favorit, selvom den også er ret utraditionel i forhold til andre bøger i den genre. Men jeg synes, at vinklen og fortællestilen er virkelig interessant og spot on, og jeg savner ikke de forudsigelige actionscener, som ofte indgår i de traditionelle zombiebøger :-)

    Mvh.
    Den lille Bogblog

    SvarSlet
    Svar
    1. Den er nemlig utraditionel, og det er primært derfor, jeg synes, det er en god bog :-) Det er fedt, at det virker for dig, og jeg kan sagtens forstå hvorfor. Jeg savner heller ikke forudsigelige actionscener, men jeg savner, at Max Brooks havde valgt færre personer og så vendte tilbage til dem. Nogle af beretningerne var simpelthen for korte til min smag. Og de korte fortællinger forsvandt desværre i mængden. Men derfor er det nu stadigvæk en god bog :-)

      Slet
  2. Jeg er i store træk enig med dig, jeg havde også svært ved at bevare interessen for bogen under læsningen. Jeg følte virkelig at jeg burde elske den, fordi den er så "stor" inden for zombie-genren, men jeg synes bare slet ikke den levede op til al den snak der har været om den. :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan også godt se, hvorfor den er så "stor", og hvorfor den er elsket. Den er anderledes, og den udfordrer genren, hvilket er superfedt. Derfor får den også tre stjerner. Det er en god bog, men jeg var ikke helt vildt begejstret :-)

      Slet

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.