"The Children Act" af Ian McEwan, 4/5 stjerner Fiona er højesteretsdommer i London, så skilsmisseopgør, tvangsfjernelser ...

"The Children Act" af Ian McEwan

Louise | Det fiktive univers

/

3 kommentarer

"The Children Act" af Ian McEwan, 4/5 stjerner

Fiona er højesteretsdommer i London, så skilsmisseopgør, tvangsfjernelser og tvungen medicinsk behandling er ofte en del af hendes hverdag. På hjemmefronten kæmper Fiona med at få tid til sin mand blandt de psykisk tyngende sager,  og hun er midt i en ægteskabelig krise, da en sag om en ung mand fra Jehovas Vidner lander på hendes bord.

Adam - som er 17 år og derfor ikke myndig - er syg af leukæmi og nægter at tage imod andres blod i forbindelse med en behandling, som kan redde hans liv. For hver dag, der går, forværres Adams tilstand, så det haster for Fiona at nå frem til en afgørelse om, hvorvidt han skal tvinges i behandling eller ej.

Midt i forløbet tager handlingen en uventet drejning, og Fiona står nu med mere end ét svært valg.

Jeg havde glædet mig til at læse Ian McEwans nyeste roman The Children Act, da jeg er vild med hans tidligere værker. Særligt Atonement holder jeg meget af. Denne roman levede fuldstændig op til mine forventninger, og jeg nød at læse den.

Ian McEwan kan noget med ord, som de færreste kan prale af. Han skriver de smukkeste og mest poetiske sætninger, som afslører en høj grad af empati og velovervejet disponering.

“Religions, moral systems, her own included, were like peaks in a dense mountain range seen from a great distance, none obviously higher, more important, truer than another. What was to judge?”

The Children Act er rørende, og man sidder som læser tilbage med følelsen af at have fået en ordentlig mavepuster. Længe efter, jeg havde læst bogen, blev karaktererne og handlingen ved med at hjemsøge mig. Og det er netop en anden ting, Ian McEwan er så forbandet dygtig til. Han kan påvirke sin læser og sætte gang i hele følelsesregistret.

Ian McEwan forsøger sig med et plot twist, som jeg desværre havde luret på forhånd. Det var jeg lidt ærgerlig over, og derfor får bogen heller ikke mere end fem stjerne. På trods af, at jeg manglede overraskelsesmomentet, rørte fortællingen mig dog alligevel dybt.

Jeg kan godt lide Ian McEwans brug af symboler og skjulte pointer. Særligt finder jeg det interessant, at Fiona, som højesteretsdommer med kontrol og magt, bevæger sig på usikker grund i sit ægteskab. Det skildrer en enorm kontrast mellem hendes arbejdsliv og hendes privatliv.

Ligeledes er jeg betaget af symbolikken i forhold til titlen, 'The Children Act'. Jeg kan ikke så godt forklare jer hvorfor, uden at afsløre for meget. I stedet kan jeg anbefale jer at læse denne skønne roman, for så vil I helt sikkert forstå, hvad jeg snakker om :-)