"Leonora Christine" af Maria Helleberg

2 kommentarer

"Leonora Christine" af Maria Helleberg, anmeldereksempler fra Rosinante & co, 4/5 stjerner

”Hun ville have et menneske. Ensomheden var værre end fangenskabet, og hun ville ikke tænke fremad. Gang på gang, såvel når hun var vågen som i søvne, nåede hendes tanker den låste dør, hvor de måtte vende om. Hun bevægede sig således mod døren i konstante spring, uden andet resultat end skuffelse. Intet udefra kunne slippe ind, og hun kunne heller intet påvirke, som befandt sig udenfor.”

Leonora Christine bliver i 1663 taget til fange og placeret i Blåtårn i København. Hun blev pågrebet på en rejse til England, hvor hun skulle hente sin mands formue. En formue Corfitz Ulfeldt ellers var frakendt.

I sine første år som fange i Blåtårn forbliver Leonora loyal mod sin mand, og hun står imod psykisk terror og frihedsberøvelse. Men efterhånden som årene går, dør Corfitz Ulfeldt, og deres mange børn vokser fra hende.

Er der noget at vende tilbage til? Er jeg stadigvæk en trussel mod kongefamilien? Har de glemt mig? Disse spørgsmål nager Leonora Christine, alt imens hun ser sit liv passere forbi.

Maria Helleberg fortæller historien om Leonora Christine og hendes plads i et farligt politisk spil. Det er en historie, som strækker sig over en hel levealder. Det ene øjeblik trisser Leonora rundt på slottet som sin fars – Christian d. 4. – yndlingsdatter. Det næste er hun gift med Corfitz Ulfeldt og ligger på bryllupsnatten og lytter til fangerne i Blåtårn, som befinder sig på den anden side af muren.

Før Leonora Christine får set sig om, er hun mor til en hastigt voksende børneflok, hun er en brik i sin mands politiske magtspil, og hun begynder at frygte for deres fælles tilværelse.

Men Corfitz Ulfeldt er grådig og bliver mere og mere ustabil med årene. Inden længe må Leonora kæmpe for at holde sammen på familien.

Maria Helleberg skildrer altså både Leonora Christines tid i Blåtårn, hendes lange politiske rejse for at nå dertil, og hendes liv efter 22 år i fængsel. Og hun gør det på fornemmeste vis.

Jeg er fascineret af Maria Helleberg evne til at sætte sig i Leonora Christines sted og forestille sig, hvordan hun må have haft det. Beskrivelserne er rørende, de er smukke – og de er troværdige.

”I den sidste tid havde hun skåret tænder. Det var begyndt med en løs tand, men den skånede hun nu og forsøgte at holde sin mund i ro. Lige nu formåede hun ikke at styre sine tænder, de kværnede mod hinanden, mens resten af hende tilsyneladende forholdt sig i fuldkommen ro.”

Jeg har altid været betaget af Leonora Christine, og det er ikke første gang, jeg læser en historisk roman om hende som person. Men denne roman af Maria Helleberg skiller sig ud fra de andre, jeg har læst. Den skildrer nemlig både Leonoras tid i fangenskabet og hende og Corfitz’ politiske vej mod afgrunden. Desuden er handlingen fængslende, og sproget er velovervejet.

'Leonora Christine' var interessant læsning, og jeg nød at blive klogere på en spænende periode i Danmarkshistorien.