Det fiktive univers

Får jeg dem nogensinde læst?

Disse fire yderst smukke bøger har stået på min bogreol længe. Jeg bliver ved med at kredse om dem, når jeg skal vælge en ny bog, men alligevel er det aldrig en af dem, jeg ender med at læse. Hvordan kan det mon være?

Jeg tror, det er fordi, jeg har meget store forventninger til dem. Alle fire bøger har jeg fået anbefalet igen og igen, og derfor er jeg bange for at gå i gang med dem. Hvad nu hvis jeg bliver skuffet? Kan de overhovedet leve op til det ry, de har fået?

Jeg tror også, det er fordi, jeg har en forventning om, at jeg skal bruge tid på at nyde dem. Jeg vil så nødig stå i den situation, at min koncentration er for flyvsk, eller at jeg mangler læselysten, når jeg endelig går i gang. Det ville jo være en skam, når nu de skulle være så gode.

Forhåbentlig får jeg en dag taget mig sammen til at gå i gang med en af dem. Og forhåbentlig bliver jeg ikke skuffet.

Har I også nogle bøger, som I ikke har fået læst endnu?

Kan I også blive helt skræmt af en bogs ry?

"Hvis det er" af Helle Helle

"Hvis det er" af Helle Helle, anmeldereksempler af Rosinante&co,

4/5 stjerner

”Jeg skal gøre det kort, jeg ved ikke, hvad jeg skal. Jeg er faret vild i den store skov. Jeg ved ikke meget om skove, jeg er ikke naturens muntre søn. Det sagde de andre i forgårs over kaffen. Men her er jeg under de jyske kæmper, i såkaldte løbesko”.

Roar er faret vild på en løbetur i en jysk skov. Men han er ikke alene. Han møder en kvindelig løber, som heller ikke kan finde ud af skoven. De følges ad og finder ly for natten i en shelter. Roar har en stor vabel på den ene fod (fordi han ved en fejl har købt løbesko i to forskellige størrelser), de mangler mad og drikke, og det er hundekoldt om natten i den store skov.

De befinder sig i en tilsyneladende håbløs situation, indtil de slår sig ned i et lille anneks, som er tilknyttet en gammel gård.

Helle Helle har skrevet endnu en fantastisk roman, som skildrer to modløse eksistenser. Roar er kejtet og mangler drivkraft. Vejmand (kvinden) har oplevet et par forliste forhold og har den dag i dag et arbejde, som hun ikke kan udstå.

I skoven kommer de to karakterer tættere på hinanden, og da de får muligheden for at vende tilbage til deres normale tilværelse, haster det pludselig ikke.

Jeg er særlig begejstret for denne episode, hvor det lykkes dem at få strøm og signal på Vejmands mobiltelefon:

”- Så er den der, siger hun og taster sin kode ind. Jeg står med den tomme elkedel i hånden og kigger med. - Jeg har fået en sms, siger hun og et kort øjeblik efter: - Nåh, der er bare blevet trukket penge fra min konto. Men nu er der altså dækning. Jeg får elkedlen på plads i skabet, stiller mig igen bag hende. Hun vender sig halvt på stolen: - Du må gerne ringe først. - Det er pænt af dig. Men gør du det, siger jeg og i samme sekund: - Jeg skal ikke ringe. - Okay, siger hun. - Nej, det er også blevet rimeligt sent at forstyrre folk”.

”Hvis det er” skiller sig ud fra Helle Helles tidligere romaner, som alle fortælles af kvinder. Dette nye skud på stammen fortælles af en mandlig hovedperson, der – ligesom Helle Helles tidligere hovedpersoner – mangler drivkraft. Det er i stedet Vejmand, der går forrest i deres forsøg på at finde ud af skoven. Det er hende, der tager initiativet og sørger for, at de overlever. Roar følger bare med.

Dog er det kvinden, vi som læsere lærer at kende. Vi ser hende fra Roars synspunkt, og romanen indeholder tilbageblik fra hendes ungdom. Vi hører om hendes tilværelse i et kollektiv, hvor hun er ulykkelig forelsket. Vi er med, da hun flere år efter møder sin gamle flamme og finder sammen med ham. Og vi er med, da forholdet forliser.

Roar hører vi ikke meget til, og det understreger, hvem han er som person. Han er ubetydelig. Han er medløberen.

Helle Helles sprog er som altid vidunderligt. Det er minimalistisk og gennemtænkt, og det lykkes Helle Helle at sige meget uden egentlig at sige det.

Jeg er begejstret for romanen ”Hvis det er”. Faktisk tror jeg, den skal læses endnu engang. Det er nemlig noget af det, Helle Helles romaner kan. De kan læses igen og igen, og man vil hver gang støde på nye detaljer.

Læser jeg kun "gode" bøger?

Det spørgsmål stillede jeg mig selv for nylig, da jeg stod med det dilemma, om jeg (IGEN føler jeg) skulle smide 4 eller 5 stjerner efter en helt vidunderlig bog. Et hurtigt blik på tidligere anmeldelser afslørede også, at det ofte er den høje ende af karakterskalaen, jeg tager i brug.

Faktisk har jeg kun givet EN bog 2 stjerner, og det var Doppler af Erlend Loe. Jeg havde virkelig svært ved at identificere mig med hovedpersonen. Det meste af tiden irriterede han mig faktisk. Min kæreste derimod elskede Doppler. Han grinte højlydt flere gange på stranden på Rhodos for to år siden, mens jeg gemte mig bag min egen bog, fordi jeg ikke ville kendes ved ham.

Jeg ville nok også have givet Moby Dick 2 stjerner, hvis jeg havde anmeldt den (der var så mange andre, der havde anmeldt den, så det lod jeg være med).

Jeg har delt er par tretaller ud i ny og næ, men ellers holder jeg mig til 4 og 5 stjerner.

Hvordan kan det være? Enten er jeg enormt nem at stille tilfreds, eller så er jeg virkelig god til at vælge de bøger, jeg læser. Jeg håber, det er det sidste.

Når jeg tænker mig om, så skyldes mine høje karakterer nok, at jeg gør mit forarbejde godt. Inden jeg køber bøger, undersøger jeg nøje, om de kunne være noget for mig, for jeg gider ikke bruge penge på en bog, som jeg måske ikke vil holde af at læse. Det betyder dog ikke, at jeg så på forhånd er indstillet på, at jeg skal kunne lide bogen.

For noget tid siden læste jeg I Capture the Castle, som blev rost til skyerne. Men det var bare ikke en bog for mig – i hvert fald ikke ved første læsning.

Det sidste halve år har jeg været lidt påpasselig med 5-tallerne, og jeg lader altid den første begejstring svæve lidt i luften, før jeg går i gang med at skrive min anmeldelse. Men jeg vil ikke give en bog en dårligere karakter, end den fortjener, bare fordi jeg har givet de sidste tre læste bøger 4 eller 5 stjerner.

Mine anmeldelser er altså tit positive, og det skyldes simpelthen, at jeg læser nogle virkelig gode bøger for tiden.

Men nok om det. Jeg kan jo være glad for, at jeg læser mange gode bøger og ikke skal føle, at jeg spilder min tid (og penge) på knapt så gode bøger.

Bruger I også tid på at undersøge, om en bog er noget for jer, inden i lægger den i indkøbskurven?

Oplever I også, at I oftere bruge den høje ende af karakterskalaen end den lave ende?

"Americanah" af Chimamanda Ngozi Adichie

"Amerinanah" af Chimamanda Ngozi Adichi, 4/5 stjerner

De første kapitler af "Amaricanah" foregår i en hårsalon, hvor Ifemelu er ved at få flettet sit hår for første gang, siden hun fik taget sine fletninger ud inden sin første rigtige jobsamtale i Amerika. Ifemelu har boet i Amerika i cirka 15 år og er nu klar til at flytte tilbage til Nigeria, som hun forlod, da hun var ung.

Ifemelus ungdomskæreste Obinze blev tilbage i Nigeria, da Ifemelu flyttede til Amerika, men han havde planer om at følge efter Ifemelu, når muligheden bød sig. Det gjorde den bare aldrig, så Ifemelu og Obinze mistede efterhånden kontakten til hinanden.

Ifemelu sidder i hårsalonen og er spændt og nervøs. Hun skal ikke længere behandle sit hår men kan bære det naturligt, og hun kan slippe den amerikanske accent. Men er hun klar til at møde det land og det folk, hun forlod? Og vigtigst af alt: Er hun klar til at møde Obinze?

"Americanah" er en beretning om kærlighed, identitet og kultur. Og så er det en beretning om Amerikas syn på race.

“Dear Non-American Black, when you make the choice to come to America, you become black. Stop arguing. Stop saying I'm Jamaican or I'm Ghanaian. America doesn't care.”

Romanen skildrer desuden den enorme omvæltning, det er, at rejse til et andet land, og hvordan man altid vil være forandret og se anderledes på sit hjemland. Den skildrer kulturchok, indre kampe for at bevare sin person og følelsen af ikke at høre hjemme nogen steder.

Der sættes flere steder i romanen lighedstegn mellem Ifemelus hår og hendes forsøg på at høre til. Derfor er det også ret symbolsk, at romanen begynder i en hårsalon, hvor Ifemelu får sit naturlige hår tilbage.

“Relaxing your hair is like being in prison. You're caged in. Your hair rules you. You didn't go running with Curt today because you don't want to sweat out this straightness. You're always battling to make your hair do what it wasn't meant to do.”

I romanen følger man skiftevis Ifemelus kamp for at finde sig til rette i Amerika og Obinzes kamp for at få lov til at rejse til det land, han holder så meget af og ser sig selv som en del af. Det er en rigtig fin måde at bygge romanen op på, for man oplever på den måde begge hovedpersoners hverdag og identitetsudvikling.

Jeg elskede at læse "Americanah". Den er lang og indeholder mange små hverdagsepisoder, så jeg føler, at jeg kender hovedpersonerne og har fulgt deres individuelle og fælles kampe. Jeg er faktisk lidt ked af, at jeg har læst den færdig. Jeg skulle nok have givet mig mere tid til at læse den og dermed ikke have valgt den som en bog til read-a-thon. Det ville have givet mere mening at læse den med flere pauser og mellemrum, så jeg kunne reflektere over den undervejs. Men sådan kan man jo altid være så bagklog.

"Americanah" er uden tvivl en smuk fortælling, som jeg vil opfordre jer til at læse.

#sortsuperego - 5 favoritter

I denne uges #sortsuperego efterspørger Ida og Michella en top 5-liste over læster bøger i år. Jeg har læst mange vidunderlige bøger, så det var ret svært at vælge fem ud. Men her er de altså (i vilkårlig rækkefølge):

1. Lolita af Vladimir Nabokov

2. Stormfulde Højder af Emily Brontë

3. Sandheden om Harry Quebert sagen af Joël Dicker

4. North and South af Elizabeth Gaskell

5. Americanah af Chimamanda Ngozi Adichie

Hvad er jeres top 5?

"Kantslag" af Dorthe Nors

”Kantslag” af Dorthe Nors, 4/5 stjerner,

anmeldereksempler fra Rosinanteco

Jeg er ramt. Femten korte og præcise slag har sat sine spor, og jeg ved slet ikke, hvor jeg skal begynde min anmeldelse.

Dorthe Nors har skrevet en enkel men hårdtslående novellesamling, hvor vi møder en række skæve eksistenser. Hver eneste novelle efterlod mig med en snert af uhygge og med eftertanke. Man får lige akkurat tilstrækkelig information – og heller ikke mere – til at danne sig frygtindgydende billeder, som fortsætter deres udfoldelse, længe efter sidste punktum er sat.

Jeg er vild med Dorthe Nors’ minimalistiske stil og sparsomme brug af ord, fordi det netop giver mulighed for selv at digte videre på historierne og forestille sig, hvad der sker for disse udfordrede karakterer.

En passage, jeg finder særlig interessant, er dette uddrag fra novellen Buddhisten:

”Jeg har lyst til at molestere dem, siger han frem for sig selv, og det er i det øjeblik, han selv hører ordet molestere hvisket ud mellem sine tænder, at han ser sig i bakspejlet. Det er en buddhist han ser der. Det er godt, jeg er buddhist, tænker han. Gud ved, hvad jeg kunne have fundet på, hvis jeg ikke havde været buddhist.”

Det er godt billede på en indre kamp, som flere af Dorthe Nors’ karakterer gennemgår. Det er også et eksempel på, hvordan karaktererne i flere tilfælde betragter dem selv udefra eller eksisterer igennem andre personer.

Her tænker jeg også på novellen Kvindelige mordere, hvor hovedpersonen er betaget af kvindelige mordere så som Aileen Wuornos og Dagmar Overbye (Englemagersken).

Dorthe Nors har skrevet en vidunderlig novellesamling, som er værd at læse igen og igen.

Jeg vil have ”Kantslag” liggende fremme på mit natbord, så jeg i ny og næ kan genlæse en af novellerne. Måske ikke lige inden, jeg skal sove, for så bliver jeg med garanti hjemsøgt en af karaktererne i mine drømme.

Readathon (opdateret indlæg)

13.45: Nu varer det ikke længe, før efterårets readathon skydes i gang. Jeg sidder klar i soveværelset iført hyggesokker, varme tæpper og med nybrygget kaffe og en opdateret bogstak ved min side.

Som I kan se på billedet, har jeg føjet "Endgame", "Der bor Hollywoodstjerner på vejen" og "Hvis det er" til stakken, så jeg er sikker på ikke at løbe tør for læsestof, hvis jeg bliver hurtigere færdig end forventet, eller hvis jeg går i stå og får lyst til at læse noget helt andet.

Jeg lægger lige om lidt ud med at læse "Americanah", som jeg længe har glædet mig til at læse. Rigtig god læselyst til jer alle :-)

16.30: De første 100 sider i "Amaricanah" er vendt, og jeg er efterhånden ved at komme ind under huden på karaktererne. Sproget er godt og sætningerne er smukke, men teksten er en anelse lille, så det kommer til at tage lidt længere tid at læse den, end jeg havde regnet med. Men det gør nu ikke så meget, for jeg holder af at læse om Ifemelu og Obinze og om deres gribende historie.

Jeg håber, det går godt hos jer derude, og at I nyder at læse.

19.15: Mørket har sænket sig over Aarhus, og jeg sidder nu med natlampen tændt og læser videre i "Americanah". Jeg har holdt en lille pause fra læsningen og spist lækker aftensmad, som min kæreste havde været så sød at lave til mig. Så nu er energidepoterne fyldt op, jeg er frisk i hovedet igen.

Før aftensmaden faldt jeg over en lille episode i "Americanah", hvor Ifemelu genoplever glæden ved at læse bøger. Det passede perfekt til denne lejlighed, hvor vi hylder læsningen og nyder en masse gode bøger.

22.45: Puha, hvor sidder jeg fast i "Americanah" lige nu. Jeg synes, jeg læser og læser uden at komme meget længere. På den ene side har jeg lyst til at lægge bogen fra mig og læse en anden bog, som er lidt kortere og lettere at læse. Men på den anden side har jeg lyst til at fordybe mig i det fine sprog, de detaljerede beskrivelser og i hele karakteropbygningen i "Americanah".

Jeg tror, jeg må sætte mine forventninger til antal læste sider ned, slå koldt vand i blodet og så i stedet nyde dette yderst gode litterære værk. Det er vel egentlig også det, read-a-thon handler om - nemlig at nyde at læse i 24 timer.

Den sidste times tid har jeg brugt på at kigge lidt rundt omkring i bloggerland og på Instagram. Det ser ud til, at alle er kommet rigtig godt igang og hygger sig. Det er dejligt at se, og det giver lidt ekstra motivation.

Så nu vil jeg smutte tilbage til min bog og nyde den. Fortsat gode læselyst derude :-)

01:00: Jeg må desværre erkende, at mine øjenlåg er blevet for tunge til at kunne læse den lille skrift i "Americanah". Jeg gemmer derfor resten til i morgen og kaster mig i stedet over "Attachments". Så må jeg se, hvor længe jeg kan holde mig vågen :-)

08.10: Hov. Jeg er lige vågnet og er en smule rundt på gulvet. "Attachments" er rigtig sød og fin, men jeg må være faldet i søvn midt i læsningen. I hvert fald ligger bogen ved min side, og jeg kan ikke huske, hvad klokken var, da jeg sidst kiggede på uret. Men den har nok ikke været mere end 2 eller 3, før det gik galt.

Nu vil jeg lige kigge forbi jer andre, før jeg begynder at læse igen. Jeg håber, I klarede jer igennem natten.

10.19: Yay, så blev jeg endelig færdig med min første bog! Den sidste side af "Americanah" er vendt, og selvom bogen har været hård at komme igennem, efterlader den et enormt tomrum. Det er en helt vidunderlig, barsk og troværdig fortælling, som kommer til at forfølge mig de næste mange dage. Jeg glæder mig til at skrive en anmeldelser af den.

Nu vil jeg læse "Attachments" færdig, og så må jeg se, om jeg når at gå i gang med "Life of Pi".

13.11: Åh, hvor er "Attachments" altså sød! Jeg havde helt glemt, hvad chick-lit kan gøre ved en. Og hvor var det dejligt at læse en bog, som var knapt så "tung".

Der er næsten tre kvarter tilbage af dette efterårs read-a-thon, og jeg har et par bøger, jeg kan vælge at gå i gang med. Men helt ærligt, så er jeg mættet. Jeg har læst i cirka 18 timer (inklusiv pauser) og har ikke lyst til at læse mere for i dag. Så nu vil jeg runde af og heppe på jer, der stadigvæk er i gang :-)

Bag om bogen #8: Det lille hus på prærien

Som barn læste jeg alle børnebøgerne af Laura Ingalls Wilder, og jeg så også lidt af tv-serien ”Det lille hus på prærien”, som er baseret på bøgerne. De havde ret stor betydning for min barndom. Særlig holdt jeg af de første bøger, som jeg har læst op til flere gange.

Laura Ingalls Wilder begyndte at skrive om sin barndom i 1920’erne, men det lykkedes hende ikke umiddelbart at finde et forlag, der ville udgive bogen. Det var ikke før, hun sammen med sin datter Rose Wilder Lane begyndte at dele bogen op i forskellige historier og ændrede dem til børnebøger, at det lykkedes hende at få dem udgivet.

Det er de bøger, vi kender i dag, og som jeg læste og holdt meget af som barn. Men der er ret stor forskel på det liv, Laura Ingalls Wilder levede, og det liv som er beskrevet i bøgerne. Det har gennemgået en ”romantisering” og udelader flere barske episoder. Eksempelvis beskriver den oprindelige fortælling flere episoder med druk og vold, og manuskriptet var mere tro mod livet som nybyggere i 1870’erne i USA.

Det oprindelige manuskript "Pioneer Girl: The Annotated Autobiography" er blevet opbevaret på Laura Ingalls Wilder Historic Home and Museum i Mansfield i Missouri, og det er kommet frem, at det udgives af South Dakota State Historical Society Press i løbet af efteråret.

Det varer altså ikke længe, før man kan få fingrene i den oprindelige fortælling om den elskværdige nybyggerfamilie fra USA. Jeg glæder mig til at læse den. Og så håber jeg ikke, at det kommer til at ændre alt for meget på mit syn på børnebøgerne, som trods alt stadigvæk bringer gode minder fra min barndom.

Har I læst bøgerne, og skal I læse den nye udgivelse?

Read-a-thon efterår 2014

I april måned i år deltog jeg i mit første read-a-thon, som er et arrangement, hvor man læser i 24 timer. På lørdag er der så read-a-thon igen, og jeg er klar til endnu en omgang.

I Danmark starter vi med at læse klokken 14.00 og stopper igen søndag klokken 14.00. Sidste år læste jeg tre forholdsvis korte bøger på dansk, og det gik ret godt med motivationen. Dog faldt jeg i søvn omkring klokken tre om natten, fordi den fjerde bog, jeg gik i gang med, simpelthen var for kedelig. I år har jeg valgt tre engelske bøger, som alle lyder spændende.

Det er tre bøger, som jeg længe har ønsket at læse, men som jeg ikke har taget mig tid til. Nu har jeg så 24 timer til at læse dem, og det glæder jeg mig til.

Den første bog, jeg vil læse, er ”Americanah”, og dernæst vil jeg læse ”Life of Pi”. ”Attachments” er sød og let, så den gemmer jeg, til jeg er allermest træt.

Hvis jeg skulle blive færdig med de tre bøger (hvilket jeg slet ikke regner med), ligger ”Endgame” og venter på mig.

Den bedste erfaring, jeg vil tage med mig fra sidste år, er dog, at man ikke skal lade sig stresse af en stor bogstak eller af andre bogbloggeres opdateringer. Det vigtigste ved arrangementet er nemlig er, at man har afsat 24 timer til at NYDE at læse.

Opdateringer på andre blogge og på Instagram og Twitter skal man tage med som ekstra hygge og motivation. Det er i øvrigt ret hyggeligt og giver arrangementet et socialt aspekt.

I kan forresten tilmelde jer på den officielle hjemmeside lige her.

"Samme dag næste år" af David Nicholls

"Samme dag næste år" af David Nicholls, 4/5 stjerner

Dexter og Emma er netop blevet færdige på universitet. Emma har i længere tid haft et godt øje til Dexter, men Dexter har ikke lagt mærke til Emma. Ikke før til dimissionsfesten, hvor hendes naturlige og lidt kiksede skønhed fanger hans blik.

Dexter tager med Emma hjem, og de ligger og snakker hele natten i hendes lejlighed. Næste morgen er Dexter – som altid – ved at snige sig ud, før Emma vågner, men Emma tager ham på fersk gerning og får lokket ham til at tilbringe resten af dagen sammen med hende.

På de 24 timer, de tilbringer sammen, udvikler de et nært venskab, som giver dem glæder og udfordringer de næste mange år.

”Samme dag næste år” er en fortælling om livet. Det er en fortælling, der skildrer to unge menneskers udvikling. Vi følger deres karrierekvaler, problemer med familielivet, forliste forhold og kampen om at forblive nære venner.

Det er også en rørende kærlighedsfortælling om ugengældt kærlighed og konstante skuffelser.

Jeg elskede at læse ”Samme dag næste år”. Humoren faldt lige i min smag, og karaktererne er troværdige og elskværdige. Særligt holder jeg af Emma, som jeg dog til tider har lyst til at give et kærligt skub i den rigtige retning.

Dexter irriterer mig nogle gange, men samtidig er han varm og kærlig, og det får mig til at se bort fra hans svagheder – og det er nøjagtig sådan, hans omgivelser opfatter ham. Som det der røvhul, der er lidt for langt ude og alligevel viser sig at være god nok.

Jeg kan godt lide den måde, David Nicholls bygger romanen op på. Man bliver som læser introduceret til Dexter og Emma i en tidlig periode i deres liv og følger dem så de næste tyve år. Det giver mulighed for at opbygge og udvikle de to forskellige personligheder, som er så afhængige af hinanden. Særligt de banale hverdagsepisoder har en betydning for læserens forståelse af de to karakterer.

”Samme dag næst år” får fire ud af fem stjerner for dens gode karakteropbygning og gribende historie. Jeg holdt meget af at læse den og kan klart anbefale den til jer.

Dog Eared Books - en lille perle i San Francisco

I San Francisco besøgte jeg bogforretningen med det meget mærkelige navn Dog Eared Books. Det er en genbrugsforretning med diverse bøger i alle mulige forskellige genrer. Forretningen havde et bredt udvalg af klassikere, som jeg brugte oceaner af tid på at rode igennem.

Min kæreste kom vist til at kede sig lidt til sidst, for da jeg var færdig, tog jeg ham på fersk gerning i at rende rundt og tage billeder af diverse sjove covers og titler. Man kan da heller ikke have ham med nogen steder ;-)

Stemningen i bogforretningen var rigtig hyggelig, og ekspedienten var afslappet og tog sig tid til at snakke med de lokale bognørder.

Men noget af det mest specielle ved denne fine bogforretning var hele dens udtryk. Karmene og vinduesrammerne var malet i en stærk turkis farve, så man ikke kunne undgå at se forretningen, når man gik forbi på gaden. Ud over dette specielle udtryk var der også malet bøger med titel og forfatter på murene.

Udenfor stod der desuden en rodekasse med forskellige bøger og en hjemmekreeret stol af træ, som tilfældige forbipasserende kunne sætte sig i, mens de læste i udvalget af bøger, som stod ved siden af - super hyggeligt og ret hipster-agtigt.

Det var en vildt god oplevelse, så hvis I en dag skal til San Francisco, kan jeg helt klart anbefale jer at smutte forbi denne skønne bogforretning, som btw ligger Mission-kvarteret.

Nyt til bogreolen

Så skal jeg da lige love for, det blev efterår. Her i Aarhus river og rusker det udenfor, og det er råkoldt og halvmørkt i min lejlighed. Men så længe man kan blive inden døre, er det nu ret så hyggeligt. Som jeg har sagt i tidligere blogindlæg, kan jeg godt lide efteråret.

Efteråret indbyder nemlig til masser af læsning under lune tæpper og til indtag af lækre varme drikke. Jeg er fan.

Nå men jeg vil egentlig vise jer de bøger, jeg tog med mig hjem fra USA.

I San Francisco besøgte jeg en rigtig fin bogforretning (jeg skriver et indlæg om den i løbet af denne uge), som havde massevis af genbrugsbøger og - til min begejstring - et stort udvalg af klassikere.

Jeg brugte ret lang tid på at udforske de mange bogreoler og på at indsnuse selve stemningen og hyggen i den lokale bogforretning. Det var vildt svært at beslutte mig for, hvad jeg skulle købe, og jeg kunne have fyldt en ekstra kuffert, hvis det skulle være. Men da det jo ikke lige kunne lade sig gøre, var jeg nødt til at begrænse mig.

Jeg endte med at købe denne fine og klassiske udgave af "The Catcher in the Rye". Den er simpelthen så fin, og jeg har altid sukket efter netop dette cover. Den udstråler endda lidt ekstra charme, da man kan se, den er blevet læst mange gange - dog uden at være alt for slidt.

Jeg læste den i gymnasiet, men det er efterhånden ved at være skræmmende mange år siden, så jeg burde få den læst igen på et tidspunkt.

Lidt senere på ferien købte jeg "The Exploration of the Colorado River and Its Canyons" i en bogforretning i Grand Canyon National Park. Det er John Wesleys Powells dagbøger og beretninger om sin ekspedition til Colorado River og blandt andet Grand Canyon.

Jeg er ikke sikker på, at jeg får den læst lige foreløbig, men jeg synes, den lød rigtig spændende, og det er altså lidt specielt, at have købt den i Grand Canyon.

Tid sidst købte jeg "The Alchemist" i lufthavnen i San Francico. Jeg har ikke læst bogen før, så det glæder jeg mig rigtig meget til.

Denne udgave er virkelig fin og er udgivet i forbindelse med 25-års jubilæet for udgivelsen. Jeg kan ret godt lide den lille detalje med citatet på bagsiden.

Har I købt nye bøger for nyligt, og hvad har I købt?

En lille opdatering

Så er jeg tilbage i Danmark efter min rejse rundt i USA. Vi landede i Kastrup Lufthavn onsdag omkring middag og skulle så med tog videre til Aarhus. Da vi endelig trådte ind af døren til vores lejlighed, havde vores hjemrejse varet over 24 timer, og det var begrænset, hvor meget søvn vi havde fået. Vi var derfor vildt trætte og havde svært ved at holde os vågne.

De sidste tre døgn har været meget frustrerende for mig, for jeg har haft det vildeste jetlag. Jeg har kæmpet for at holde mig vågen om dagen og har ligget vågen det meste af natten – ret så upraktisk. I nat har jeg dog sovet nogenlunde. Jeg var kun vågen i et par timer mellem klokken tre og fem.

Men nu føler jeg mig altså nogenlunde normal igen og er klar til at komme i gang med bloggen. Den er desværre blevet forsømt lidt den seneste måned (både med hensyn til indlæg og svar på jeres kommentarer), for jeg har brugt al min energi på at opleve USA og suge nye indtryk til mig.

Dette indlæg er en lille opdatering. I næste uge vil jeg vise nogle af de bøger, jeg købte på rejsen, og vise billeder og fortælle om en rigtig fin bogforretning, jeg besøgte i San Francisco.

Derefter indtræffer en helt almindelig hverdag, og bloggen skulle gerne komme til at ligne sig selv igen.

Jeg håber, I har haft det godt denne måned og har fået læst en masse gode bøger.