I dag har jeg underskrevet og afleveret min specialekontrakt, så nu ved jeg, hvad jeg skal lave de næste 6 måneder. Dog starter jeg still...

Speciale og endnu en skiferie


I dag har jeg underskrevet og afleveret min specialekontrakt, så nu ved jeg, hvad jeg skal lave de næste 6 måneder. Dog starter jeg stille og roligt ud med en skiferie i Wagrain. Som I kan se på billedet, har jeg lånt en ordentlig stak bøger. De første 6 uger skal jeg nemlig læse en masse teori. Det bliver ikke just spændende, og det er den del af specialet, jeg glæder mig allermindst til. Til gengæld er jeg (forhåbentlig) klædt rigtig godt på, når jeg skal i gang med analysen efterfølgende. Det gør det hele lidt sjovere. 

Det skræmmer mig en lille smule, at jeg skal i gang med et projekt, der strækker sig over så mange måneder. Jeg er spændt på, hvordan processen bliver, og om jeg kan finde ud af at strukturere arbejdet og bruge min tid bedst muligt. Erfaringer viser dog, at det nok skal gå. Men jeg er meget spændt på, om jeg kan finde ud af at give mig selv rigtigt fri ind imellem, så jeg ikke skal have dårlig samvittighed, når jeg ikke arbejder med opgaven. 

Denne her skiferie, som jeg skal på i dag, hjælper heller ikke ligefrem på det. Det stresser mig en lille smule, at jeg starter projektet med at holde fri, når jeg i virkeligheden er meget motiveret og slet ikke kan vente med at komme i gang. Men skiferien blev planlagt for længe siden, og fristerne for at skrive under blev ændret. Så der er ikke så meget at gøre ved det. Jeg er dog nået dertil, at jeg vil forsøge at nyde min skiferie så meget som overhovedet muligt. Så er jeg klar til at give mig i kast med arbejdet, så snart jeg kommer hjem igen.     

Der bliver nok lidt stille på bloggen den næste uge. Men hvis det kan lade sig gøre at få internettet til at virke denne gang (det var helt håbløst sidste gang, og fandt jeg virkelig ud af, hvor afhængig jeg er af at komme online :S), så skal jeg nok give jer en opdatering. Med mig i min duffelbag har jeg "Atonement", som jeg har planer om at læse på turen. Det glæder jeg mig meget til, for jeg har kun hørt godt om den, og jeg elskede filmen. 

I må have en rigtig god vinterferie alle sammen. Jeg håber, I kan holde lidt ferie fra studier, arbejde og hvad der ellers hører til.  


4 kommentarer:

  1. Det er ikke den bedste start at holde ferie :D Men så må du knokle det ekstra, når du kommer tilbage igen :)
    Jeg har ingen ferie, men jeg startede også først sidste uge, så det er okay. Jeg kan lige klare det ;) Og det er jo snart påske - eller.......

    God ferie :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg var heller ikke helt begejstret for det. Men nu er jeg vendt tilbage med fornyet energi og er klar til at give den en skalle med specialet...

      Øv, at du ikke havde ferie denne gang. Så er det godt, der er rigeligt med små ferier her i foråret :)

      Tak. Jeg havde en rigtig dejlig ferie :D

      Slet
  2. Suk, der har ingen skiferie været til mig i år. Jeg håber du har en fed tur! ^^
    Hvad skal du skrive speciale om?

    SvarSlet
    Svar
    1. Øv! Det er ellers godt med et lille pusterum i hverdagen. Jeg havde en rigtig god ferie, og jeg nød at komme væk fra det hele i en hel uge :)

      Jeg skal lave en genreanalyse af 1. maj-taler og undersøge, hvordan genren har ændret sig siden dens oprindelse. Og så skal jeg undersøge, om den stadigvæk har en funktion i dag.

      Jeg stødte på genren sidste år, da jeg skulle skrive en 1. maj-tale for en borgmester. Dengang tænkte jeg selvfølgelig over, hvordan man skriver sådan en tale. Så var det ret oplagt for mig at lave en beskrivelse af genren, som andre forhåbentlig kan få gavn af senere hen. Desuden er det ret relevant for min kandidat i retorik. Jeg glæder mig rigtig meget til at analysere talerne og se, hvad jeg finder ud af :)

      Slet

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.