"The Time Traveler's Wife" af Audrey Niffenegger, 4/5 stjerner Før jeg drog på skiferie læste jeg Audrey Niffeneggers rom...

"The Time Traveler's Wife" af Audrey Niffenegger

"The Time Traveler's Wife" af Audrey Niffenegger, 4/5 stjerner

Før jeg drog på skiferie læste jeg Audrey Niffeneggers roman "The Time Traveler's Wife". Den handler om Henry og Clare, som er bundet til hinanden på en særlig måde. Henry kan rejse frem og tilbage i tiden. Da Clare er seks år gammel, møder hun første gang Henry. Han er 36 år på det tidspunkt, og i hans nutid er han gift med Clare, der er otte år yngre end ham. Clare får i løbet af sin opvækst besøg af Henry gentagne gange, og hun knytter et særligt bånd til ham. Da hun bliver teenager, bliver hun endda forelsket i ham. Henry ved, at Clare er hans fremtidige kone, men han kæmper med spørgsmålet om, hvor meget han skal fortælle hende om hendes fremtid. Da Clare bliver 18 år, går det to år, før hun møder Henry igen. Den 20-årige Clare møder Henry i nutiden (Henry er 28), og han har ikke mødt Clare før. De møder hinanden på ny, og efterhånden, som tiden går, oplever Henry de møder, Clare allerede har været en del af.  

Henry og Clare kæmper for at leve en normal tilværelse sammen. De elsker hinanden på et særligt plan, men det er svært for dem at føre et normalt liv, når Henry forsvinder fra tid til anden. Det giver dem også nogle større udfordringer og bekymringer, som truer med at ødelægge deres tilværelse. Men der er intet, der kan ødelægge deres tætter bånd til hinanden.

Jeg er blevet fuldstændig tryllebundet af "The Time Traveler's Wife". Der er sådan en rørende og smuk fortælling, og jeg er fascineret af Niffeneggers måde at bruge springet i tid til at beskrive Henry og Clares liv sammen og hver for sig. Al den vekslen i tid og sted kræver, at man til tider holder tungen lige i munden. Men det er så gennemført og så godt tænkt, at det alligevel giver god mening. 

Jeg synes, starten var svært at gennemskue, fordi man endnu ikke kender til det her univers, Henry og Clare lever i. Til gengæld tror jeg, det vil give rigtig god mening, når jeg læser bogen igen. For det skal jeg helt sikkert. Selvom jeg er i gang med at læse en ny bog, fylder Clare og Henry stadigvæk meget hos mig. Det tror jeg altid, de vil gøre, for den har uden tvivl fået plads som en af mine yndlingsbøger.  



  


4 kommentarer:

  1. Den kommer helt klart på listen over bøger jeg skal læse :)

    SvarSlet
  2. Jeg var også helt vild med denne - helt fantastisk :-)

    SvarSlet

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.