En dag vender en voksen mand hjem til sin fødeby. Han skal til begravelse. Huset, han boede i med sine forældre og sin lillesøster, er f...

"The Ocean at the End of the Lane" af Neil Gaiman



En dag vender en voksen mand hjem til sin fødeby. Han skal til begravelse. Huset, han boede i med sine forældre og sin lillesøster, er for længst forsvundet, og ikke meget ligner sig selv. Men der er et hus for enden ad vejen, som han synes at kunne huske. Det går efterhånden op for ham, at huset tilhører Lettie Hempstocks og hendes mor og bedstemor. Lettie legede han med som barn, og familien hjalp ham i situationer, hvor det hele så håbløst ud. Han har ikke tænkt på familien længe, men da han sidder ved den lille dam, som Lettie kaldte et hav, begynder det hele at komme tilbage til ham.

Han husker, hvordan mærkværdige personer kom til, og hvordan uforklarlige hændelser fandt sted. Han husker også, hvilken betydningsfuld gave Lettie gav ham, da hele hans tilværelse var ved at falde fra hinanden.  

Jeg har hørt meget godt om Neil Gaimans forfatterskab, så jeg besluttede mig for at give mig i kast med en af hans bøger. Det blev "The Ocean at the End of the Lane". Jeg er ret sikker på, at det var et godt valg, for det er uden tvivl en fantastisk roman. Jeg er meget betaget af Gaimans måde at skrive på og hans evne til at skabe et så mystisk og mørkt univers. Det er en ret dyster og nostalgisk roman.  

Det var ikke svært for mig at identificere mig med hovedpersonen. Han er en stille og rolig dreng, der elsker at læse bøger. Når han læser, kan han lukke sig inde i sin egen lille verden i timevis, og som regel sammenligner han episoder i det virkelige liv med pasager, han har læst i sine bøger. Det er endnu et lille plus ved bogen. Der er ikke noget bedre end bogkærlighed.  

Bogen er ikke særlig lang, og det tog mig heller ikke lang tid at læse den, for spændingsniveauet er ret højt det meste af tiden. Jeg havde svært ved at lægge den fra mig undervejs, for jeg var simpelthen nødt til at finde ud af, hvordan det hele skulle ende. Jeg var en smule skuffet over, at romanen ikke var længere. Jeg kan godt lige at fordybe mig i en fortælling, og hvis den er alt for kort, føler jeg, at jeg mangler noget. Men når det er sagt, så er det helt klart en rigtig god bog, og hvis I er til de dystre og mørke fortællinger, så kan jeg helt sikkert anbefaler jer at læse den. 







5 kommentarer:

  1. Den bog er så fantastisk. Jeg elsker den, og er glad for, du deler min begejstring :)

    .. Og har du i øvrigt læst 'Cavendish Home for Boys and Girls', som jeg skuer i din bogstak? Åh, den er så kriblende, krybende og fantastisk!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør jeg i den grad - jeg var meget fascineret af den :)

      Nej, jeg har ikke læst den endnu. Men den står højt på min TBR-liste. Det lyder som om, det også bliver en stor fornøjelse at læse den. Jeg vil glæde mig til det :D

      Slet
  2. Fin anmeldelse og dejlige billeder. Jeg holdt rigtig meget af den første halvdel af bogen - så stemningsfuld og sørgelig! Jeg mistede lidt interessen i den sidst del, hvor det handlede mere om "det endelige opgør".

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak :)

      Stemningen er nemlig helt fantastik! Jeg kan godt se din pointe i forhold til slutningen, men jeg kunne nu alligevel ikke lade være med at vende side efter side, til der ikke var flere tilbage.

      Slet
  3. Åh.. ja jeg vil rigtig gerne snart læse den også, jeg håber jeg snart får tid. Rigtig fin anmeldelse.

    SvarSlet

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.