"The Goldfinch" af Donna Tartt, 5/5 stjerner 13-årige Theodore Decker bor i New York med sin livagtige, elegante og omsor...

"The Goldfinch" af Donna Tartt

"The Goldfinch" af Donna Tartt, 5/5 stjerner

13-årige Theodore Decker bor i New York med sin livagtige, elegante og omsorgsfulde mor. De to har et nært forhold. Et forhold som var stærk fra begyndelsen, da Theo boede med både sin mor og far. Men det blev styrket og værdsat i langt højere grad, da Theos far forlod dem.

En dag er Theo og hans mor på vej til en samtale, fordi Theo har problemer i skolen. Theo er ængstelig og tynget af skyldfølelse, så han forsøger at udsætte mødet ved at aflede sin mor med restaurantbesøg og en tur på museum.

En særlig udstilling optager Theos mor, og specielt et billede, hun førhen har beundret i diverse kataloger, drager hendes opmærksomhed. Theo lader hende udforske museet, mens han selv finder interesse for en rødhåret og fregnet pige på hans egen alder. Før de ved af det, befinder de sig midt i et terrorangreb i form af en enorm eksplosion.

Theo vender, som en af de få overlevende, tilbage til deres lejlighed. Han venter ængsteligt på, at hans mor kommer uskadt tilbage fra museet. Men efterhånden som timerne går, svinder håbet. 

Fortvivlet sidder Theo tilbage med "The Goldfinch" - et maleri, han tog med sig fra museet. Det var dét maleri, der fangede hans mors opmærksomhed. Og det er dét maleri, som vil følge ham og få stor betydning for hans liv.

“Caring too much for objects can destroy you. Only—if you care for a thing enough, it takes on a life of its own, doesn’t it? And isn’t the whole point of things—beautiful things—that they connect you to some larger beauty?”


Jeg er betaget. Jeg er rørt. Og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal forklare, hvor meget jeg nød at læse Donna Tartts nyeste roman. "The Goldfinch" er en vidunderlig fortælling om en ung dreng, som mister alt det, han holder af, og som på en eller anden måde skal finde vej tilbage til livet. Det er en hjerteskærende beretning, som er så indlevende, at det er svært ikke at lade sig rive med.

"The Goldfinch" er på mange måder en gennemført roman. Den er bygget godt op og er smukt udfoldet med et væld af detaljer og et velvalgt sprog. Theo er fortælleren, og det er hans oplevelser, der beskrives i detaljer. Det er udelukkende hans version af virkeligheden, vi introduceres for, og efterhånden, som vi lærer ham at kende, forstår vi, at han er upålidelig. Theo taler ikke altid sandt, og hans forhold til stoffer og alkohol slører til tider hans hukommelse. Det skærper vores sanser, rykker ved vores empatifølelse og udfordrer os konstant. Det er jeg vild med.  
   
Theos livshistorie er lang, og vi kommer vidt omkring og introduceres for mange forskellige personer. Den dybde og den ihærdighed nød jeg mere end noget andet. For mig er denne roman noget af det mest velovervejede og gennemførte, jeg længe har læst. 


Jeg er sikker på, at hvis jeg læser romanen igen, vil endnu flere detaljer springe mig i øjnene og flere skjulte finesser vil give mening. "The Goldfinch" har vækket noget i mig, og jeg har svært ved at lægge den tilbage i bogreolen. Derfor skal den have alle fem stjerner. 




   


2 kommentarer:

  1. Fantastisk anmeldelse af en fantastisk bog. 'The Goldfinch' er sådan en enestående læseoplevelse, og jeg er så glad for, at du også har nydt den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak søde Rikke :-)

      Jeg er helt enig - 'The Goldfinch' er enestående!

      Slet

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.