Da jeg var på skiferie for nogle uger siden, læste jeg "Laksefiskeri i Yemen" af Paul Torday. Bogens hovedperson er Dr. Alfred...

"Laksefiskeri i Yemen" af Paul Torday


Da jeg var på skiferie for nogle uger siden, læste jeg "Laksefiskeri i Yemen" af Paul Torday. Bogens hovedperson er Dr. Alfred Jones, som er fiskeekspert og arbejder for Det Nationale Center for God Fiskepraksis. Han er gift med Mary, som arbejder i banksektoren og konstant forsøger at kravle op ad rangstigen. De mødte hinanden på Oxford University, hvor de begge studerede. Alfred var betaget af Marys udseende, og Mary så muligheder i deres fælles interesse for karriere.

En rig sheik fra Yemen er blevet bidt af laksefiskeri og vil gerne have laks til at svømme i Yemens floder. Han er overbevist om, at det vil forhindre stridigheder og korruption, hvis hans folk forenes om laksefiskeriet. Alfred sættes til at arbejde på projektet, selvom han synes, det er håbløst og useriøst. Men der er ikke så meget at stille op, for Alfreds chef presses af udenrigsministeriet, der higer efter en positiv historie fra Mellemøsten, og Mary presser på for, at Alfred beholder sit respektive job som forsker.

Alfred arbejder på projektet sammen med Harriet Chetwode-Talbot, og de indleder efterhånden et nært venskab. Alfred kommer også tættere ind på livet af sheiken og begynder at respektere ham og hans verdenssyn. Efterhånden som projektet skrider frem, bliver Alfred mere overbevist om dets succes, og vigtigst af alt tror han på, det vil lykkes. 

Romanen består af uddrag fra Alfreds dagbog, diverse pressemeddelelser, avisartikler, videnskabelige artikler, interviews og andre forskellige genrer. Det er et meget interessant virkemiddel, og specielt dagbogen giver et indblik i Alfreds følelser og opfattelser af personerne omkring ham. 

Paul Torday forener to af sine store interesser, nemlig laksefiskeri og Mellemøsten. Der virker umiddelbart umuligt, men det viser sig dog at spille ret godt sammen. Romanen indeholder også kritik af det politiske system. Paul Torday beskriver nemlig både spindoktoren og pressefolkenes betydningsfulde roller og udenrigsministeriets til tider korrupte metoder.

Jeg havde set filmen, inden jeg læste bogen, og jeg blev godt nok overrasket over slutningen, som ikke havde gennemgået samme romantisering i Hollywood som filmen havde. Det var en positiv oplevelse, og den var meget mere tro mod ordlyden i resten af romanen.  

"Laksefiskeri i Yemen" er en skæv og underholdende roman, som jeg helt klart kan anbefale jer at læse. 




Ingen kommentarer:

Leveret af Blogger.
Mit billede
Jeg er 26-årige Louise, som bor og studerer i Aarhus. Som det fremgår af bloggens titel elsker jeg det fiktive univers. På bloggen vil jeg anmelde bøger og film og dele glæder og frustrationer ved selv at skrive tekster og opfinde et fiktivt univers. Jeg håber, I vil blive inspireret af at læse med, og jeg vil meget gerne modtage jeres spørgsmål og kommentarer.